Fem år efter sin fremragende debut I morgen bliver bedre 1: Kongen sender tegneren Karoline Stjernfelt (f. 1993) anden del af sin trilogi I morgen bliver bedre 2: Dronningen på gaden. De fem år har udviklet hende enormt som tegner; stregen er blevet mere enkel og stram, de skøre påsatte næser på alle karakterer er væk og ornamenterne på de enkelte frames er færre, så vi nu får en mere moden udgivelse. Den udvikling spejles i øvrigt spøjst af en tydelig mere selvsikker personlighed, hvilket man fx kan se i den store stilistiske forskel mellem dedikationen på sidste side af henholdsvis bind et og bind to. Den sterile og afdæmpede ”tak til… tak til” i 1’eren er afløst af en fandenivoldsk fanfare i 2’eren med ”fucking” og det hele. Personligheden modnes og markeres, mens kunsten strammes op – det’ cool nok.

Anden del af en trilogi er notorisk svær, for her skal dampen holdes oppe. Vi har ikke overraskelsernes behændighed som i etteren, eller den imødesete landing i treeren. Her skal trådene bindes, og både start og slutning skal holdes for øje. Etteren kan være totalt fri, men treeren har en rolighed, for der skal ikke føjes mere til. Mere Stjernfelt har helt styr på sin fortælling, der udfolder Caroline Mathildes fortælling på elegant og dramatisk vis. Ligesom i bind et er hun fortælleren, men denne gang er det hendes egen historie, vi har under lup. Det giver visse gentagelser, men slet ikke så meget, som man kunne frygte. Der er megen ny viden, mange sjove vinkler, gode jokes og interessante rammebeskrivelser.

Caroline Mathildes affære med Struensee er i bind to den lykkelige del, dvs. inden kollapset omkring 1770. Dronningen er en fortvivlet, ung og rastløs person, der som 15-årig er gift med Danmarks konge, Christian d. 7., der bestemt er en lidende og afmægtig sjæl, kvalt under formynderi og stram konservatisme. For begge bliver lægen Johann Friedrich Struensee en frisættende skikkelse, fordi han lytter, er nærværende, klog, charmerende og – allervigtigst – selvstændig. Han taler ikke de royale efter munden i et forsøg på at få greb om magten; han ender med at tage magten, fordi deres tillid er vundet ved at han står ved sine meninger og tør udfordre med spørgsmål og meninger. Som historikeren Ulrik Langen har påvist, har hver sin tid sit portræt af Struensee, og derfor bliver det meget spændende at se, hvilket snit Stjernfelt vælger at lægge, når bind 3 om Lægen kommer. Vil den være nuanceret eller mere entydigt hyldende?

Vi slutter med, at Struensee reelt tager magten ved at han får Christian til afskaffe det magtfulde gehejmeråd og i stedet begynder at udsende love og ordrer direkte fra kongens kabinet. Struensee genindsætter også sine gamle kammesjukker Enevold Brandt og Schack Carl Rantzau ved hoffet, og dermed er der nærmest sket en revolution. Kongens nærmeste er nu en gruppe mænd, som har helt andre progressive oplysningsværdier end det foregående aristokrati – og vi ved, det ender galt, men det må vi glæde os til at se udfoldet i det kommende tredje bind, som allerede skulle være under udarbejdelse.