Halfdan Pisket er, med trilogien om sin fader, ved at skrive tegneseriehistorie i Danmark. Indtil nu er de to første bind udkommet, og begge har modtaget stående applaus fra både anmeldere og tegneserieelskere. Efter at have færdiglæst det første bind, Desertør, forstår jeg godt begejstringen. Bogen er smuk, gruopvækkende og intensiv. Den emmer af kærlighed og vrede. Den vil virkeligt noget.

Desertør foregår i det armenske folkemords eftertid. Folkemordet er stadig en politisk sprængfarlig bombe, og Tyrkiet har inden for de seneste 10-15 år benægtet folkemordet flere gange. Fakta er dog, at Osmannerriget fordrev og/eller dræbte omkring 1,5 millioner armenere mellem 1915 og 1918. Da Halfdan Piskets far bliver født i 1953 lige uden for grænsebyen Kars, er der stadig intense spændinger mellem armenere og tyrkere. Selv hjemmet er splittet. Faderen er tyrkisk og stærk tilhænger af Atatürk. Moderen er armensk. Desertør fortæller faderens historie og går ikke ind på de politiske konnotationer, som livsberetningen rummer. I stedet følges faderens ungdom i landsbyen, hvor freden i første omgang råder, men hvor konflikten får lov at ødelægge idyllen, da først faderens bedste ven og senere faderens storebror bliver henrettet af tyrkiske tropper.

Desertør er tegnet i sort-hvid og med en smal kuglepensstreg. Det giver værket en dyster tone, som inkarnerer fortællingens gru på en oplagt rå måde. Stregen er skrøbelig, nogle gange alligevel næsten vild. Det virker som om faderens skiftende ro, vrede, håb og afmagt har sat sig i fingrene på Halfdan Pisket. En meget smuk bedrift. Modsat mange tegneserier jeg har læst, står billeder og tekst ikke i en lineært forhold til hinanden. Billederne er den egentlige fortælling, mens den tilhørerende tekst er poetisk, refleksiv og abrupt. Det giver læsningen et rodet præg, næsten forhutlet, som passer godt til tematikken. Overblikket bevares gennem billederne, mens tankerne får lov at flyde gennem teksten.

Alfaderen inden for grafiske krigsskildringer er Art Spiegelmanns Maus. Her bruger Spiegelmann det geniale greb, at han vender tegneseriens funny animal på hovedet, så dyrene bruges i portrætteringen af den forfærdelige Anden Verdenskrig. Jøderne er mus, tyskerne katte. Så er jagten i gang. Pisket bruger lidt et lignende greb, men frigør sig alligevel fra inspirationen. De tyrkiske tropper bærer alle poser over hovedet og bliver kaldt ”de ansigtsløse”. Deres personlighed er væk og de repræsenterer et system. De synkrone, upersonlige øjne er tegnet helt runde, og det giver dem et meget ondt look. En ret fin finesse, der siger meget om synet på tyrkerne.

Som nævnt indledningsvist overbeviser Halfdan Pisket mig om, at lovprisningerne af hans værk er berettigede. Desertør er en meget fin læseoplevelse.