Det er ingen underdrivelse, at den nye bog fra John Kenn Mortensen indeholder ”En lille historie” af Peter Adolphsen, for fortællingen, der slet og ret hedder En lille historie, strækker sig lidt under en side ud af de 122 som Natteræd består af. Af samme grund virker det også som lidt af en tilsnigelse at kreditere Adolphsen som ”forfatter”, for den nye bog er fortrinsvis en samling af John Kenn Mortensens flotte, sirlige, detaljerige og enormt stemningsfulde tegninger.

Det kan godt være at Adolphsens indledende fortælling sætter læseren i den helt rette stemning, men herefter er det læseren – eller betragteren – der bliver sat til at danne mentale sammenhængskæder mellem Hr. Mortensens mange tegninger. Selv om hovedmotiverne består af mennesker – primært børn – i selskab med et stort udvalg af monstrøse skabninger, så har man også følelsen af at alle disse tableauer på en eller anden måde indgår i en sammenhæng, som ikke altid er lige nem at gennemskue. Idet man bladrer sig gennem bogen, kan man godt forestille sig at disse tegninger er illustrationer til fortællinger, som man desværre ikke kender.

Bogen synes også at være tematisk inddelt efter de motiver, der optræder på tegningerne. Der er eksempelvis en række tegninger, der viser børn som rider på monstre. De er tydeligvis på vej et eller andet sted hen. Skal de til monstrenes hjemland, eller hjælper de blot monstrene med at finde hjem?

Der er også billedserier, der viser menneskelige figurer, omkranset af monstre, i en båd på vej et sted hen. Der er en samling af tegninger, der alle foregår rundt omkring i forfaldne huse, fra små knaldhytter til enorme slotsagtige ruiner. Er man så heldig at besidde en livlig fantasi, er det derfor muligt at læse narrativer og historier ind i disse billeder, for de opfordrer nærmest alle sammen til, at man forestiller sig hvad der mon er sket op til situationen, der skildres og ikke mindst, hvad der monstro vil ske øjeblikket efter.

Selv om Kapellet tidligere har haft fornøjelsen af at nærstudere mange af Hr. Mortensens monstre, så virker det som om der er kommet en samling nye (van)skabninger til. Det drejer sig blandt andet om henholdsvis enorme vildsvin, og når man taler om disse, så er der også dukket nogle fascinerende hybrider mellem kinesiske drager og vildsvin op. Et det monstro en lindorm eller noget helt andet? Der er også dukket mange klamme klovne op, der især optræder mod bogens slutning. Nuvel John Kenn Mortensen har tidligere tegnet gyselige gøglertyper, men anmelder husker ikke, at de har optrådt i helt så stort antal tidligere. Folk, der lider af coulrofobi, bør selvsagt gå til Natteræd med stor forsigtighed.

Det er netop hittepåsomheden i tegningerne og det faktum, at de alle sammen nærmest tigger om at blive set som et led i en større fortælling, der er styrken i John Kenn Mortensens tegninger. Der er på én gang noget helt uskyldigt og samtidig noget diabolsk i udtrykket. Flere gange virker det som om, de mange nattevæsener er mindst lige så utrygge ved situationen som de mennesker, der optræder på billederne. Dette passer utroligt fint, for er det i virkeligheden os det er monstrene og skyggevæsenerne, der egentlig er dem, der er Natterædde? Måske er de bare ikke i stand til at udtrykke følelser på samme måde som vi er.

Ordet ”monster” stammer oprindeligt fra det latinske ”moneo” der betyder at ”fremvise”, ”advare imod”, ”instruere i” eller ”foregribe” og blev brugt om ”alt det der gik imod naturens ’orden’ ”– med andre ord alt det, som man anser som anderledes. Denne definition synes i den grad at kunne applikeres på de figurer man oplever i John Kenn Mortensens værker. Ja, de er skræmmende at skue, men jo længere man betragter dem, jo mere venligtsindede synes mange af dem også at blive. Det er lige som den store edderkop, som man fristes til at mase idet den løber over stuegulvet, lige indtil man minder sig selv om, at den jo jager og æder de sølvfisk, der ellers ville have ædt sig igennem Natteræd på ens reol.

Denne anmelder kan i al fald ikke blive træt af John Kenn Mortensen. Selv om mange af motiverne synes ens, så er det også vildt, hvor dygtig og unik en tegner han er. Kapellet vil i samme åndedræt krydse sine fingre for at den næste udgivelse fra mandens hånd ikke ’kun’ er nye tegninger men også en fortælling fra hans hånd. Romanen De Utilpassede er stadig en af de allerbedste børnegysere udgivet på dansk. Manden tegner som en drøm, men når man ser på hans illustrationer, så fornemmer man som allerede nævnt, at han også gemmer på flere historier. Historier som han hjertens gerne måtte dele med resten af os.