Kapellet var, set i bakspejlet, måske en anelse hård ved den nye animationsfilm Coco som havde biografpremiere først i 2018. Ikke alene var der tale om en Pixar-film, hvor figurerne begyndte at synge (som i de gamle Disneyfilm), men filmen blev også anklaget for at være en smule generisk. Det sidste står vi ved, for både Disney og Pixar ved hvordan man effektivt fortæller historier for de mindste, men skræller man al staffagen af, så er grundstrukturen i mange af deres film utrolig ens.

Dette til trods skulle det vise sig at det faktisk var en meget behagelig overraskelse at gense filmen. Denne gang blev den oplevet i på 3D Blu-Ray i hjemmet og med filmens originale amerikanske soundtrack. 3D effekten tilføjede en meget fin dybdevirkning til mange af filmens scener, der især i de dramatiske flyvescener mod filmens slutning (måske en reference til Myazakis livsværk) gjorde tingene en del mere dramatiske. Det originale lydspor var også virkelig fedt, for selv om den danske versionering af filmen bestemt fungerer, så er der rigtig mange af filmens jokes der virker langt bedre på originalsproget. I tillæg til dette passer stemmerne selvsagt langt bedre til figurernes mundbevægelser.

Historien om unge Miguel, der drømmer om at blive musiker, men ikke må få lov fra sin musikhadende familie, er som omtalt i biografanmeldelsen en fortælling, man har set i en hel del afskygninger før, men det gik jo også op for anmelder, at det ville være nærmest umuligt for Pixar at lave en film om dette, uden samtidig at inkorporere en masse musik, der kunne skildre drengens passion og som desuden kommer til at fungere som et stemningsfyldt lydtapet til den animerede Mexicanske verden som skildres. Det skal også siges at der er langt færre musical-lignende scener sammenlignet med klassiske Disneyfilm.

Her i anden omgang var der også tid til at nærstudere animationen. En af fordelene ved at opleve animationsfilm i hjemmet er, at det er muligt, med fjernbetjeningen i hånd, at nærstudere detaljer, spole frem og tilbage eller fryse billedet når man har lyst. På den måde kan man fange langt flere af de detaljer, som man muligvis gik glip af da man så filmen i biografen. Eksempelvis blev animationen af bedstemor Coco, som jo har lagt navn til filmen, nærstuderet grundigt. Det er vist første gang man har kunnet opleve så gammel en kvinde på (animations)film – og hendes rolige væsen og rynkede fjæs er helt forrygende, selv om hun står i kontrast til mange af de øvrige figurer, der konstant farer rundt over skærmen.

Interessant i denne forbindelse er også at folkene bag filmen ikke har været bange for at vise en svækket bedstemor, der ofte har svært ved at huske selv hvem hendes nærmeste familie er. Det er utroligt sympatisk at filmmagerne har givet plads til at skildre alderdom, senilitet og død, uden at være unødig sentimentale, men rent faktisk har de også benyttet Cocos voksende senilitet som et decideret fortællemæssigt element i filmen.

Endelig så glemte undertegnede helt at nævne filmens leg med den verdensberømte mexicanske billedkunstner Frida Kahlo, som man møder flere gange undervejs i det dødsrige som hovedpersonen besøger. Første gang da Miguels ven Hector forsøger at forklæde sig som berømtheden og senere i en scene hvor Miguel bliver bedt af selveste Kahlo til at bedømme et meget surrealistisk stykke performancekunst som den skeletale kunster har tænkt sig at opføre til Ernesto De la Cruz’ stort anlagte varieteshow. Selv om dette efter Kapellets bedste dømmekraft ikke har ret meget til fælles med den virkelige Fridas kunst, så er der en af filmens allermest morsomme scener.

Anskaffer man sig filmen på 3D BluRay, kan Kapellet i øvrigt oplyse den interesserede, potentielle køber af denne version, at der er inkluderet hele tre Blu-ray skiver i udgivelsen. En hvor filmen er i 3D, en der indeholder filmen i 2D og så en bonus-skive der er fyldt med en masse fine små film, der både går bag om kameraet og i det hele taget fortæller om både filmens tilblivelse, mytologier og meget mere. En af disse fine små film viser også, hvordan en dygtig guitarbygger har skabt en replika af Ernesto De La Cruz’ guitar fra filmen, baseret på animatorens design. Det er dog lidt mystisk, at denne lille film, slet ikke fortæller hvad grunden er til, at denne guitar skulle bygges i virkeligheden, hvor den er nu eller hvad den skulle bruges til.

Gensynet med Coco beviste heldigvis, at filmen måske var en hel del bedre end først antaget. Den vandt i al fald ved gensynet. Selv om Kapellet holder fast i at der er dele af den som minder om rigtigt mange andre animationsfilm, så er og bliver Pixar de bedste indenfor deres felt. Det er langt fra selskabets bedste film, men det gør ikke Coco mindre seværdig. Om ikke andet så bør man se den for selv at møde den charmerende, oldgamle bedstemor Coco.