Vi starter med slutningen. Til sidst i Esben er bitter får læseren en introduktion til, hvorledes serien opstod. Det skulle vise sig at være meget lig den måde Kapellets anmelder havde tænkt under læsningen af tegneserien, for den udsprang af Theis Christiansens egne oplevelser med sin skilsmisse. Ydermere skriver han, at denne type af fortællinger som oftest fortælles fra kvindens synspunkt. Så udover at skabe en humoristisk stribe, der stiller skarpt på parforholdets mange problemer, så var det hensigten at vise hvor smerteligt og frustrerende en sådan situation kan være for manden i forholdet.

Det er nok helt bevidst at disse informationer er gemt til sidst i stedet for at optræde som en slags forord, for havde dette været introduktionen ville den, måske som denne anmeldelse, skræmme enkelte læsere væk. Det er der dog ingen grund til, for selv om tegneseriestriben måske ikke opnår øjeblikkelig kult- eller klassikerstatus, så kan den godt ses som et ganske morsomt indspark til striber om idylliske parforhold, der portrætterer kærligheden som langt mere harmonisk (læs: hverken i Busser, Poeten og lillemor eller lignende striber fra fordums tid, kunne man forestille sig, at hovedpersonerne blev så arrige på hinanden at det endte med et brud).

Esben er en figur, som mange mænd sikkert vil have meget nemt ved at spejle sig i, selv om dette spejlbillede bestemt ikke er særligt kønt. Han er et stort legebarn. Han har ikke ret meget lyst til at tage ansvar. Han arbejder som skolelærer, men opfører sig som en umoden teenager. Hvis noget går ham på eller han ikke får sin vilje bliver han usympatisk udfarende. Han sørger konsekvent for at fortælle hans omverden, hvad han synes, der er galt med den, og da skilsmissen er en realtiet, gør han alt for at modarbejde sin tidligere hustrus ideer om børneopdragelse. For slet ikke at tale om, hvor verbalt udfarende han er overfor hende. Envidere synes hun slet ikke at forstå ham, da han f.eks. på s. 77 sammenligner hende med Jaka-bov, og han insisterer på at det altså skal opfattes som en ros!

Selv om formatet er stribeformatet (serien har optrådt dagligt på Ekstra Bladets Nationen), hvilket betyder at hver enkelt stribe eller billede for det meste er en afsluttet gag) så bliver det også tydeligt at der fortælles en fortsat historie om Esben og hans mildest talt kejtede håndtering af sammenbruddet i sit liv.

Eksempelvis tager det indledningsvis meget langt tid før Esben i det hele taget får skrevet under på skilsmissepapirerne. Han flytter væk fra parcelhusidyllen og ind i sin fætters lejlighed på Vesterbro. Selvfølgelig hader Esben både byen og det faktum at fætteren kort tid herefter får sig en kæreste, som selvsagt tager fokus væk fra Esben. Esben forsøger også, med sin fætters moralske opbakning på plads, at score en af datterens alt for unge pædagogmedhjælpere. I det hele taget prøver vor kejtede hovedperson blot at finde sig til rette med et liv hvor han skal klare sig selv, hvor han ikke har en hustru til at støtte ham, og hvor han konstant savner datteren Mille.

Selv om bogen godt kan ses både som forfatterens personlige projekt i forholdt til at få bearbejdet sin egen livssituation (med en ganske stor portion selvironi og humor!), så er det også ganske nemt at holde af Esben, der til trods for alle sine fejl, drives frem af en enorm kærlighed til Mille. Der er ingen tvivl om, at han er meget populær i den fireårige piges øjne, idet Esben konstant har lyst til at lege, spise slik og i det hele taget lave alle de ting, som den noget mere kedelige speltmor ikke gør med sin datter.

Selv om Esben er bitter tager sit udspring i en virkelig situation, så er det også en tegneserie, der ironiserer og gør tykt grin med begge parter i forholdet. Den kommer ikke med nogle egentlige løsninger til, hvordan en så svær situation skal tackles (i al fald ikke i denne første samling af striber), men i stedet kaster den et satirisk lys på en situation som mange sikkert kan genkende, enten fra deres eget, venners eller forældres liv.

Tegnestilen er bevidst karikeret, farveholdningen ikke særligt prangende (muligvis pga. formatet, muligvis fordi tegneren efter eget udsagn er ”galoperende farveblind” (s. 153)) – men stregen er både indbydende og sjov, især i de situationer hvor Esben knalder helt ud. Samtidig er udgivelsen lækkert trykt, selv om den for anmelders gamle øjne (hvor var det lige læsebrillerne lå?) godt kunne have været bragt i et lidt større format, da teksten i taleboblerne på visse steder er meget bette og i en font, der minder alt for meget om den udskældte Comic Sans.

Der har sneget sig en enkelt bette skønhedsfejl ind, for bladrer man op på side 53 vil man opleve at striben her er nøjagtig identisk med en der også er trykt på side 52 – en ubetydelig smutter der dog nemt kunne være undgået ved at læse den en ekstra gang igennem inden publicering.

Det er ikke alle striber i Esben er bitter der er lige morsomme, men det lykkedes i al fald Theis Christiansen at få Kapellets udsendte til at gine højt flere gange undervejs. Det mest hjertelige kluklatter først på s. 69. Hvad den er, må man selv få fat i bogen for at opdage.

Selv om man ikke kender figuren i forvejen, så lærer man hurtigt Esben og hans familie at kende. Desuden er det meget nemt at forholde sig til den ofte grovkornede, politisk ukorrekte humor, som gennemsyrer serien, for den forekommer at passe perfekt til det overordnede emne. Det er selvironi med et stort blink i øjet og så er fortællingen så tilpas sjov og trist, at denne kapellan ser forventningsfuldt frem til næste samling med den bitre, bitre Esben.