På bagsiden af tegneserien Voksenlivet er en myte står der at forfatter & tegner Sarah Andersen: ”[…]er født og opvokset i Brooklyn, men har danske rødder. Bogen her er ikke selvbiografisk. Slet ikke.” Hvilket nok skal læses ironisk, for kaster man sig over de lidt over hundrede striber i bogen, virker rigtigt mange af dem, som nogle der godt kunne være hevet ud af et levet liv, til trods for den karikerede streg.

Sarah’s scribbles begyndte oprindelig som en serie tegnede striber på Tumblr . Siden starten i 2011 er der kommet hele to samlinger i fysisk form, hvoraf den første nu ligger klar til at komme under danske juletræer i 2017. Konceptet er ganske enkelt – hver side udgør en lille forløb, oftest et set-up efterfulgt af en klar punchline-pointe. Der kommenteres over tilværelsens generelle tilstand, fortalt af en ung, navnløs kvindefigur.

Det er ikke alle disse små historier, som er hylende morsomme, nogle virker mest af alt som strøtanker, overvejelser over hverdagens udfordringer, parforholdet eller manglen på samme, og meget mere. Som titlen antyder fortælles alt dette af en person, der konsekvent nægter at blive rigtig voksen. Et koncept som mange (inklusiv denne skrivekarl) sikkert godt kan nikke genkendende til.

Ganske tidligt i bogen opdager vi, at vores hovedperson er introvert og beskriver således på side 6 de værste sociale situationer, som man som introvært kan havne i. På den led er en del af humoren i Voksenlivet er en myte centreret omkring det at føle sig udenfor, blive pinlig berørt eller blot ikke bryde sig særligt meget om resten af verden. Selvfølgelig gøres alt dette med et klart glimt i øjet, men samtidig er mange af disse tanker ikke helt fremmede for mange af virkelighedens piger og drenge.

Nu kunne det måske lyde som om bogen fremstiller introverte i et dårligt lys, eller ligefrem gør nar af de, der har det på den måde – men det er slet ikke tilfældet. Med en god portion humor vender forfatteren nemlig blikket indad og viser hvor besværligt og irriterende denne grundtilstand også kan være. Der grines med og ikke af.

Desuden er der masser af striber der bare handler om kvindelivet helt generelt. Eksempelvis er der striben på s. 102, hvor de øverste to billeder viser vores hovedperson, der desperat leder i skabe og skuffer, mens hun tænker: ”Hvor er de tamponer når jeg skal bruge dem”, under overskriften Når man har menstruation. Herefter føler to billeder med titlen Når man ikke har menstruation der på det første viser samme kvinde, der bærer en håndtaske. En person udenfor billedet spørger: ”hey må jeg låne en tyver af dig”, og på det næste billede ser vi ti-femten tamponer, der vælter ud af tasken, idet hun forsøger at finde pengene.

Selv om Voksenlivet er en myte nok primært er en tegneserie skabt af en kvinde, for andre kvinder kan man sagtens læse den selv om man er en halvgammel stodder. Selv om det måske kan være svært at relatere til at have en dialog med ens æggestokke (der – sammen med en lille (imaginær?) kanin - optræder som en fast samtalepartner i bogen) så er der sikkert mange mænd, der også kender følelsen af at være utilpasset, kejtet eller fremmedgjort overfor resten af verden. Er man ikke det kan denne lille tegneserie måske give en et blik ind i, hvordan det kan være at være kvinde anno 2017.

Mange af striberne fungerer som en slags MEMEs eller nogle som folk har sat på deres opslagstavle eller køleskab. Budskabet er ofte helt klart, morsomt og ét som man har nemt at forholde sig til. Som nævnt er det ikke alle sider der er lige sjove, men når man læser hele bogen – hvilket er hurtigt gjort – så får man også et bredere, helhedsbillede af dens hovedsperson.

Selv om den unavngivne kvinde, som sikkert også hedder Sarah til trods for at bogen ”ikke er selvbiografisk. Slet ikke”, godt kan forekomme lettere utilpasset, i ekstreme situationer selvudslettende, så er hun også virkelig en sjov og charmerende figur. Dette både fordi hun udleverer sine egne imperfektioner med så stor selvironi, at det ender med at være hamrende sympatisk, og fordi bogen generelt også er en kommentar til den verden vi lever i – hvor det at være introvert i en digital tidsalder, hvor alle skal profilere sig selv for at blive hørt, må være voldsomt anstrængende.

Af samme grund ender Voksenlivet er en myte som en ganske hjertelig lille sag, der måske ikke hører til de mest veltegnede, men hvor det er de små hverdagsobservationer og det satiriske blik på vores verden, der gør at det hele alligevel kommer til at fungere. Det er ikke stor kunst, men det er hyggeligt og en fin kommentar til vor samtid.