Det er sikkert helt naturligt, at der i Japans ufatteligt store mangaproduktion indimellem dukker fantastiske tegnere og forfattere op. Fans af genren kender allerede navne som bl.a. Katashiro Otomo og Shirow Masamune, men det er vist også på høje tid at lære navnene Tsugumi Ohba og Takeshi Obata at kende. Det er folkene bag den enorme succes Death Note.

Tegneseriens enorme popularitet har i Japan både affødt en anime-serie, et Gameboy-spil og en live-action film (sidstnævnte er både tro over for originalen og kan varmt anbefales til alle, der kan lide mangaen). I modsætning til mange af de andre mangaserier, vi ser herhjemme, er fokus i Death Note hverken på romance, action, pirater, mystiske dragekugler eller for den sags skyld monstre, man kan have i lommen. Derimod er Death Note en ret dyster okkult thriller, parret med kriminalromanens plotstruktur.

Den unge student Light Yagami finder en dag pludselige en mystisk, sort bog i sin skolegård. På forsiden er teksten ”Death Note” trykt, og da han åbner bogen, finder han en række instruktioner på engelsk og en masse blanke sider. Bogen påstår ejermanden kan - ved at skrive et navn i bogen, mens han eller hun koncentrerer sig om vedkommendes udseende - få den uheldige til at dø af et hjertestop.

Light tror først, at det er en dårlig spøg, men det viser sig, da han afprøver bogen, at det tiltænkte offer rent faktisk dør kort tid efter, denne er ført til protokols. Light er først chokeret, men da chokket har lagt sig, fascineres han af de muligheder og den potentielle magt, der ligger i bogen.

Det viser sig, at det er dødsguden Ruyk, som med vilje har efterladt bogen. Det er åbenbart kedeligt i dødsriget, så han ville afprøve, hvordan et menneske var i stand til at håndtere den magt, som normalt er forbeholdt dødsguder. Light bliver i stand til at se denne dødsgud; en mærkværdig goth-engel, der konstant svæver lige over jorden, og som er udstyret med et bizart stort klovneansigt. Light – og læseren - er den eneste, der kan se Ryuk, med mindre man har rørt ved notesbogens sider. Som historien skrider frem, bliver flere og flere af bogens regler forklaret for os.

Eksempelvis kan man tilføje en specifik dødsårsag, i stedet for at nøjes med hjertestop, eller man kan få ofret til at foretage nogle handlinger, inden døden indtræder. Light er naturligvis en god dreng og bruger i første omgang kun bogen til at afstraffe hærdede kriminelle eller forbrydere, der er blevet løsladt på grund af tekniske fejl. Med andre ord er Light pludselig et en slags metafysisk Judge Dredd hævet over både de jordiske og fysiske love.

Problemet opstår da politiet og FBI begynder at se en sammenhæng mellem alle de mystiske hjerterstop blandt de kriminelle. Det hjælper heller ikke, at Lights far er politikommissæren, der er sat til at lede det taskforce, som forsøger at fange ”Kira”, som er det navn morderen har fået af pressen. Værre endnu bliver det, da politiet inddrager den mystiske og ekstremt sky ”L” til at hjælpe dem med efterforskningen. ”L” er lynende intelligent og har før hjulpet med at opklare en lang række uløselige politigåder. Endelig føler Light sig nødsaget til at dræbe en FBI-mand, der pludselig kommer lidt for tæt på ham, så de etiske grænser for rigtigt og forkert er lige så langsomt ved at smuldre.

Banen bliver altså i de to første bøger kridtet klart op, og en af de mest interessante ting ved Death Note-serien er, at selv om det er den klassiske ”katten efter musen” plot, så ved man - blandt andet takket være de nye regler som hele tiden bliver tilført - aldrig helt, hvordan historien vil udvikle sig. Death Note henvender sig primært til voksne læsere eller store teens, er spændende hele vejen igennem, og så er serien fantastisk tegnet i en meget detaljeret og fin japansk streg, der giver alle illustrationerne en detaljerigdom ud over det sædvanlige. Endeligt er teksten fint oversat af Alex Jørgensen, og det er kombinationen af en god historie, lækre tegninger og en god oversættelse, der gør, at man nærmest ikke kan vente til den næste bog i serien udkommer.