Death Note nummer syv udkom forleden, hvilket resulterede i øjeblikkelig dårlig samvittighed hos kapellets faste Death Note-anmelder. Det skal der derfor rådes øjeblikkeligt bod på med denne triple-anmeldelse af seriens seneste tre udspil.

Da gentagelser ikke er interessante, kan man finde de to forrige anmeldelser her (Death Note 1+2) og her (Death Note 3+4) hvis man vil vide hvad Death Notes univers har budt på indtil nu. De efterfølgende kapitler i serien er alle lige så veltegnede og dialogtunge de forrige, men der sker til gengæld noget med seriens ellers så dynamiske fortællestil, en udvikling der allerede var at spore i slutningen af fjerde bog.

Death Notes univers og karaktergalleri udvider sig hele tiden, i takt med nye afsnit kommer til. Dette gør også at serien kan forekomme en anelse forvirrende at følge med i, medmindre man giver sig god tid til at sætte sig ind i hvem der er hvem og det kan være lidt svært idet mange af karaktererne (i sagens natur) har japanske navne. Det kan godt være at det ikke er det store problem for faste mangafans, men det kan altså godt virke lidt overvældende for nytilkomne som undertegnede.

Dertil kommer at idet serien bærer rigtigt mange lighedstegn med en detektivhistorie, (læs: Light Yagami og ”L”s kamp om at bevare og afsløre den morderiske Kiras sande identitet), så præsenterer den også en lang række mistænkte for de involverede og disse personers indbyrdes forhold kan godt være svære at holde styr på, ganske som når man læser en klassisk engelsk krimi.

Det hele bliver naturligvis gjort en anelse lettere af, at læseren godt ved, at Light er identisk med den oprindelige Kira. Light har jo frivilligt opgivet erindringen derom i sit forsøg på at narre ”L”, mistænkeliggøre en række andre og ikke mindst i sin iver efter at afsløre ”L”s sande identitet. Light/Kira vil have ryddet sin værste konkurrent af banen.

I det femte afsnit af serien, der bærer den meget sigende titel Udviskning, følger vi i bogens første del ”L” der forsøger konstant overvåger såvel Light som Misa, da de er de to hovedmistænkte i sagen. Light benytter sig af list og ”L” løslader dem tøvende efter et stykke tid. For at holde Light tæt på sig beslutter ”L” sig for at lænke sig fast til ham med et par håndjern. Samtidig oprettes der en base for Kira efterforskningen i et nybygget højhus.

Femte del forekommer ganske som den sjette som en mellemstation i hovedhandlingen. Selv om der i femte og sjette bind (Byttehandel) introduceres en hel del nye karakterer og endog en samling forretningsmænd, hvor mindst en af disse også synes at være i besiddelse af en dræbende notesbog, så ændrer det ikke ved femte og sjette del er ret tunge at tygge sig igennem, selv om hverken tegninger eller dialog fejler noget. Men i disse afsnit tager man sig ind imellem i at blive irriteret over at handlingen nærmest er stagneret og hele ideen med Light og ”L”s efterforskning af forretningsmændene, samt afstikkere til Misa og Lights problematiske, mærkværdige, uskyldsrene, teenage-kærlighedsforhold forekommer som ret ligegyldigt fyld i forhold til hovedfortællingen.

Man kan naturligvis godt indvende at når nu Misa allerede midt i del 6, på snedig vis, pludselig igen er i stand til at se sin dødsgud og samtidig får sin tabte hukommelse tilbage, så bevæger handlingen sig fremad, men der er desværre bare ikke helt nok til at tilfredsstille de der holdt af seriens første, meget handlingsmættede, afsnit.

Problemet er nok især at mange læsere måske ønsker at der er mindre spekulation omkring Kiras identitet, når man nu sidder inde med den føromtalte viden og måske samtidigt har et ønske om at vende tilbage kerneopgøret mellem ”L” og Light. Har man til gengæld den fornødne tålmodighed så optrappes denne kamp på vilje og kløgt virkelig når Death Note 7 – Nul starter. Ikke alene bliver efterforskerne opmærksomme på Death Notes egenskaber, dødsguders tilstedeværelse men - uden at afsløre alt for meget - så synes en direkte konfrontationen mellem to genier nu helt uundgåelig, samtidig med at den udvikling som vi har set gennem de sidste mange bind af serien, hvor Light gradvist er blevet meget sympatisk og nærmest helt menneskelig (muligvis på grund af det bevidste valg om at få slettet sin hukommelse) pludselig vendes 180 grader. Igen kan Light træde i karakter som den tvivlsomme dræber, der takket være sin semigudommelige status vil skabe verden i sit eget billede.

Det er i sagens natur meget svært at springe Death Note fem og seks over, idet der, som allerede nævnt, bliver tilføjet karakterer og plotelementer, der er så vigtige for resten af handlingen, at en læser vil blive blive totalt forvirret, hvis man traf dette valg. Derfor lyder rådet – nyd Takeshi Obatas flotte streg mens du tygger dig igennem mellemspillet i afsnit 5 og 6 og glæd dig så ellers over at Death Note 7 for alvor får serien tilbage på det forkromede rutschebanespor som den startede på.