Haruki Murakami er en forfatter, man i Danmark som læsende menneske ganske givet kender til. Man er mere eller mindre svøbt ind i hans fortællinger, al den stund hans læserskare her på disse breddegrader blot vokser og vokser.

Når vi snakker romaner er senest udkommet tobindsværket Mordet på kommandanten. Det er alligevel hen ved seks år siden, så der er røster derude, eller der var, som gik på, at der var en decideret Murakami-tørke at spore.

De seneste år er læserne af Murakami blevet præsenteret for noveller og for novellaer, så det er i og for sig noget af en sensation, at en mursten melder sin ankomst.

Af hans store værker kan nævnes Trækopfuglens krønike, Norwegian Wood samt Kafka på stranden. Og jeg kan sagtens pege på nogle flere. Det vil i dette tilfælde også give mening at henlede læserens opmærksomhed på Hardboiled Wonderland og Verdens Ende, som for en ti års penge siden landede i dansk oversættelse.

Nu har vi så en mastodont målt med de tidligere år – nemlig romanen Byen og dens usikre mur. Og det er en roman, det har været værd at vente på.

Den tager sit udgangspunkt i en for læseren ganske genkendelig verden, nemlig den som også finder fodfæste i Hardboiled Wonderland og Verdens Ende, hvor en hovedperson lever i to verdener – ikke ulig Haruki Murakamis univers, faktisk temmelig typisk. I dette værk optegnes en virkelighed, som ikke uden videre står mål med den, vi vil vente os, for en portvagt står klar til at byde den besøgende velkommen, og det gør han ved at ridse i øjnene og skære ens skygge fra, for den skal man vitterlig ikke bruge i denne indemurede by, som trækker tanker frem om middelalderens byporte. Byen er omgivet af en høj mur, og biblioteket lokker. Her kan man læse drømme, gamle af slagsen, mens man om aftenen skal træde til side, så de ethornede dyr kan spankulere hen til deres hvilested.

En temmelig aparte verden, en temmelig spændende vinkel.

Det er den verden, som foldes yderligere ud nu i Byen og dens usikre mur.

Og det er noget mere inciterende, for jeg mærker, hvordan jeg føres ind i en verden, jeg blot kan nyde, og derfor har jeg denne gang med bevidst handling læst langsomt, så jeg kunne få anledning til at fange ganske endnu flere detaljer.

Dem er der en del af – og ganske godt er det i al fald.

Jeg har set det skrevet i en anmeldelse af bogen, at Murakami her i denne roman er en skygge af sig selv.

Det er jeg ganske uenig i.

Jeg vil snarere plædere for, at vi her har alt det typisk fine fra Murakami, og endda løftet til en rystende smuk handling, som kalder på refleksion.

Lad os dykke en kende ned i fortællingen her.

Vi møder en hovedperson, som længes efter mening i sin tilværelse. En tilværelse, som snegler sig af sted i melankoliens slør. Et slør, som trækker ham tilbage til en tid som 17-årig, hvor han var meget optaget af en 16-årig pige. En pige, han delte en historie med. En historie om en by med en mur omkring. Sammen digtede de, skrev breve til hinanden, alt imens de ventede på, at kærligheden de to imellem ville folde sig ud på behørig vis, og fortællingen om denne by med middelalderlig karakter udviklede sig, mistede han forbindelsen til dels hende og dels sig selv, forstås, for pludselig fandt han sig selv fanget i byen. Som byens nye drømmelæser. Dog havde han det vanskeligt med at vide, at han var skilt fra sin skygge, og han ville redde den, lade den flygte sammen med sig igennem den sø, som man egentlig burde holde sig fra.

Han ender pludselig i den anden, den rigtige virkelighed, og det er jo sådan med Murakami, at virkelighedsplaner forskyder sig. Det er så den virkelighed, vi møder fortælleren i. På et tidspunkt, hvor han gør status over sit liv. Han ser med andre ord tilbage, og det gør han som ungkarl i bjergene som nyudnævnt bibliotekschef på et bibliotek, hvor den tidligere chef er død, men stadig pågående som spøgelse, og hvor en dreng i en sweatshirt med logoet af en gul ubåd får en vis betydning. Der er mystik, biblioteker og en meget øm skildring af en mand med en søgen efter en stor kærlighed.

Byen og dens usikre mur er en labyrintisk fortælling, der sætter en hovedkarakter ud på en søgen efter en indre kerne og mening, og jeg er meget betaget af bogen her. Den er skrevet med en ømhed, som en aldrende forfatter vist må siges at beherske.

I min verden er det en af de smukkeste Murakami-bøger målt på handling, tempo og dybde.