Jonas Eika gjorde for alvor sin entré på scenen, efter at han var blevet tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Han havde noget på hjerte.

Man ligesom kunne mærke, at det brændte for ham. At han brændte for noget. Og det er egentlig også de ord, jeg vil bruge om hans roman her. Åben himmel. En fantasi over den kristne kvindebevægelse beginerne, som hen over 1200-tallet spredte sig fra Vesteuropa. Vi lander i Líege i 1233 – et sted, hvor fem kvinder har søgt hinanden og skabt et fællesskab, som netop gør, at de ikke skal leve hverken som nonner eller lægkvinder, ikke i kloster, men heller ikke i ægteskab.

Det er her, Ida, Clarisse, Halene, Jacomyne, Jutta og Majke lever. I Sankt Katharinas Hus. De er ganske fromme. Ugifte og stræbsomme, al den stund de dyrker markerne omkring stedet med en passion sjældent set, for de har noget på hjerte, brænder for noget. De går desuden til tidebøn, finder hinandens hænder og andet i halmsengen, mens de også evner at helbrede syge med alverdens tinkturer.

De søger med andre ord en kristen version af frihed. At åbne himlen mod noget større. Men det er bestemt ikke sådan ligetil, idet de forfølges af Kirken, den store institution på denne tid, og da så Ida ikke længere kan undertrykke sine visioner om en ung Jomfru Maria og en anden betydning af Jesus sammen med engle hist og pist, sættes der skub i sagerne. Hun træder frem som profet, og hun står for skud, for hun har noget på hjerte, som for nogen kan gøre ondt.

Det er noget af en læseoplevelse – den er sanselig stærk og overrumplende på alle planer.

Jonas Eika har været stille en tid, hen over år faktisk, og han har undervejs berettet, at han har skrevet på noget historisk.

Det må siges at være helt korrekt. Denne roman er i sandhed noget historisk. Det tror jeg egentlig også, vi vil kunne skrive om den om mange år. En historisk roman. En roman, som også var med til at sætte nye retninger, standarder for romangenren. Måske. Den er i al fald meget.

712 siders rigtig susende prosa, som jeg her lidt underdrejet forsøger at beskrive med få ord. Et projekt, der ikke helt gør romanens volumen fyldest.

Den besidder nørdens detaljeorientering, samtidig med at der er en sprogfornyelse på færde.