Så er den japanske mesterforfatter Haruki Murakami endnu engang på banen med et nyt romanudspil nu foreliggende i en glimrende dansk oversættelse. Efter midnat udmærker sig ved at introducere en ny fortællestil hos forfatteren uden dog at give den meste anledning til tvivl om, at det er Murakami, vi her har med at gøre. Således virker romanen som et frisk pust samtidig med, at den lader den læser, der er velbevandret ud i denne japaners brilliante værker, føle en snert af gensynsglæde.

Jeg vil vove at karakterisere Efter midnat som en slags film noir-bog emmende af melankoli og afdæmpet natklubjazz. Handlingen udspiller sig en enkelt og tilfældig nat i Tokyo og følger på kaleidoskopisk vis forskellige randeksistenser, hvis historier allerede er eller på mystisk vis bliver viklet ind i hinanden. Gennem et højtsvævende videokameras linse, der fungerer som synsvinkel, tages vi som en fugl, der skal lære at flyve, rundt i Tokyos mørke gader for at opleve og erfare nattens virkelighed – en virkelighed bestående af prostituerede, papirnussende voldsmænd, jazzmusikere, søvnløse natteravne og mennesker på flugt. Et klasseeksempel på, hvordan mørket unægteligt er forbundet med rastløse og rodløse individer.

Den unge pige Mari kan ikke sove og tilbringer derfor natten på en fastfood-joint midt i Tokyos gader, hvor hun møder en ung jazzmusiker og gennem ham bliver viklet ind i et af storbyens mange natlige eskapader, der ikke tåler dagens lys. En ung kinesisk prostitueret er blevet gennembanket og efterladt uden sit tøj, og da Mari taler kinesisk er hun i stand til at hjælpe. Er der tale om en noget, der minder om en forelskelse mellem Mari og jazzmusikeren, eller er Mari måske mere tiltrukket af den unge prostituerede. Måske, vi ved det ikke helt… I så fald der er tale om bånd der knyttes, er det meget skrøbelige bånd, en underdrejet og uudtalt relation, der er smuk i sin ufuldendthed. Murakami viser her sit unikke talent ud i antydningens kunst.

Et andet sted i nattens by zoomer vi os ind i et værelse tilhørende en ung sovende skønhed. Denne pige er Maris ældre søster Eri, og i modsætning til lillesøsteren har Eri ingen problemer med at sove. Hun har faktisk sovet uafbrudt i mange måneder, en tornerosesøvn, der er for perfekt, for fuldendt til at være virkelig. Alt imens hun synes at sove tungt og trygt, betragter en udefinerbar, ansigtsløs skikkelse hende af og til gennem skærmen til et strømafbrudt fjernsyn.

Via endnu et zoom med vores imaginære kamera befinder vi os nu hos den skjorteklædte voldsmand, der ganske upåvirket af nattens hændelser sidder på sit kontor og arbejder ved computeren. Ja, det er som altid en bizar verden, Murakami her skildrer, og gennem den noget alternative synsvinkel får vi et anderledes blik på de involverede og kommer ligesom ind under huden på dem på mystisk distanceret vis. Dette er dog ikke en roman, der har sin force i personskildringen, ej heller i selve den plotdrevne handling. Hermed ikke ment, at persongalleriet er uinteressant og uvedkommende, tværtimod, men romanens egentlige hovedperson er blot ingen af de involverede personer, men snarere den storby, der er at finde, efter mørket har spredt sit slør. Således er det den stemning, der indprentes hos læseren, der gør denne roman til en ganske fortræffelig læseoplevelse.

Der er dog en særlig personrelation, der fortjener at blive lagt mærke til, og det er den mellem de to søstre Mari og Eri. Her ser vi yin og yang temaet eksemplificeret på rørende vis. De to søstre er som dag og nat, den ene smuk som en gudinde, den anden ganske ordinær, den ene kan ikke sove, den anden kan ikke vågne osv. Tilsammen ville de to søstre udgøre en helstøbt person, men da de ikke er særlig tæt knyttet, er det som om ingen af dem synes at kunne fungere normalt i verden. Den ene resigner, mens den anden bevæger sit ensomme og ufuldendte jeg ud i nattens by og således integreres som en del af denne helhed.

Nattens by beskrives indledningsvist som en krop, en levende organisme på vej ind i skyggernes verden, og idet vi afslutningsvis nærmer os daggry beskrives det, hvordan byen langsomt vågner. Denne skildring af overgangen til daggry er utrolig smuk og rammende og indkapsler på blændende vis dette skift af sindstilstand, som lyset fører med sig. Nattens David Lynch-agtige mystik er med et forsvundet og en følelse af friskhed og åbenhed melder sig. Betragt blot dette citat: ”Den nye sol kaster nyt lys over byen. Det glimter blændende i højhusenes glasfacader. Blå himmel, ikke en sky i sigte, blot en bræmme af smog i horisonten. Nymånen, en tavs, hvid monolit, svæver som et for længst mistet budskab på den østlige himmel. En nyhedshelikopter danser hen over himlen som et nervøst insekt og sender billeder af den trafikale situation tilbage til tv-stationen”.

Som altid en utrolig blændende skrevet roman, der bevæger sig i den hos Murakami efterhånden velkendte spænding mellem fantastik og realisme, drøm og virkelighed, myte og modernitet. Som altid er det at læse Murakami lidt som at bevæge sig i en drøm, og der leges naturligvis igen med tanken om flere bevidsthedsafhængige parrallelverdener. Men alt i alt er dette blot en fin lille øjebliks-fortælling om ensomhed og mangler, om det enkelte menneskes kamp for at finde sig selv i en labyrintisk og fremmedgørende verden.

Jeg frygter dog at denne romans filmiske og noget fragmenterede stil vil hægte en del læsere af, idet det måske kan komme til at virke en anelse kunstigt. Jeg vælger blot at betragte denne roman som et frisk pust, der introducerer en ny side af Murakami, der jo efterhånden har vist, at han mestrer lidt af hvert. Jeg spår, at vi her har at gøre med et udspil, der vil dele vandende. Enten lader man sig straks suge ind i dette fantastiske kaleidoskopiske natteunivers, ellers står man helt af og betragter den som kunstig og uvedkommende. Selvom jeg klart tilhører den første kategori, vil jeg dog ikke betragte den som en af Murakamis bedste bøger, og den nobelpris, der har været så megen snak om, må nok lige vente til den næste store roman udkommer…