Toru Okada er blevet ringet op. Og det er endda lige på tidspunktet, hvor han er travlt optaget af at tilberede sig et måltid. Vandet koger, og spaghettien skal have et årvågent øje over sig. Jo, han går op i det.

Derfor er det bestemt ubelejligt, at en kvinde kontakter ham. Oven i købet en kvinde, han ikke kender, for han er vældig ferm til at finde frem til stemmer i sit indre; stemmer, han har hørt før. Og at hun så kontakter ham igen og tilsyneladende ved mere om ham, end han umiddelbart kunne forestille sig, ja, det er en indgriben i hans privatsfære. Noget, han ikke uden videre bryder sig om.

Det er klart.

Men det er uklart, hvorfor han skal forstyrres. Han lever, forsøger i al fald, et stille, ukompliceret liv, hvor forstyrrelse udefra gerne skal minimeres. Og det er det eneste, som ikke finder sted – dette stille liv.

Katten er løbet væk.

Hans kone Kumiko trækker sig mere og mere for til sidst også at forsvinde.

Malta Kano og Kreta Kano, to kvinder, dukker op ud af det blå og advarer ham om vand. Det skal han tage sig i agt for. Og han ender i tankerne hos hr. Honda, som er en sandsigerske, der har advaret ham mod indtørrede områder, brønde især. Og at der så er en brønd i nabolaget. Alt lokker ham frem mod et og andet. Tilfælde slår ind som bølger; bølger og indfald, han følger, for de vil ham et og andet, funderer han. Der er noget her, som bærer betydning med sig.

Det bliver værre og værre, for drømme slår ind og forstyrrer, alt imens Toru Okada bliver mere og mere opslugt af sit forsøg på at finde frem til katten. En kat, som bærer navnet Noboru Wataya. Navnet, Kumikos broder også bærer. Alt er tilsyneladende forbundet her.

Og han kan godt selv høre, at det lyder mystisk, når han forsøget at fortælle om det hele til en dødsfikseret pige ved navn Maj Kasahara.

Da Toru Okada bliver kontaktet af løjtnant Mamiya, trækkes tråde til Japans krig i Manchuriet, hvor bestialske begivenheder udfolder sig. Også her har en brønd noget at gøre.

Det går dybt.

Det går vildt for sig, og for den da, hvor er der mange tråde at holde styr på. Dem bliver der ikke færre af i tredje del, hvor Kanel og Muskat træder til og trækker handlingen videre – og livet for Toru Okada.

Denne roman er temmelig vilter, og jeg kan godt være en kende overrasket over, at den viste sig som Haruki Murakamis hovedværk. Hans gennembrud i egentlig forstand. Men når jeg tillader mig at tænke nærmere over det, giver det mening, for det er en af de helt store oplevelser, som virkelig batter, hvis man giver sig hen til den, lader den løbe af sted med en, for det er fortælleglæde, fantasi og sproglig kadence, som suger i en.

Jeg har netop genlæst den, og det er år siden sidst. Jeg kan mærke, at jeg får øje på mere end tidligere, at den har noget at gøre i mit liv på en anden måde netop nu, hvor jeg står et andet sted.

En stor anbefaling herfra!