I skrivende stund sidder jeg og funderer over min kommende 30-års fødselsdag. Hvordan skal jeg fejre den, hvor mange skal jeg invitere, og hvornår skal jeg få tid til alskens praktiske foranstaltninger? En ting, jeg er sikker på, er, at der i hvert fald ikke skal gøres noget stort nummer ud af det; ikke fordi jeg oplever nogen særlige kvaler ved at runde et nyt årti, mere fordi fænomenet i sig selv ikke er noget spektakulært. Vi har dem jo alle sammen, fødselsdagene, men ikke desto mindre er det noget, der har været genstand for mangt en samtale og mange frustrationer såvel som glæder gennem tiden. Som børn glæder vi os som vanvittige, til dagen oprinder, hvor vi kan få tilfredsstillet vores narcissistiske vrangforestillinger om at være centrum for universet, mens magien ligesom forsvinder, jo ældre vi bliver. Men hvorfor forholder det sig egentlig sådan? Hvorfor stopper vi med at glæde os over at kunne fejre os selv, og hvorfor nyder vi ikke længere at spejle os i andres lykønskende blikke?

Netop fænomenet fødselsdage er det lim, der binder fortællingerne sammen i denne nyudgivne novellesamling sammensat af den japanske magisk-realistiske ord-ekvilibrist Haruki Murakami, kendt for store episke værker som Trækopfuglens krønike og 1Q84-trilogien. Baggrunden for denne udgivelse med titlen Fødselsdagshistorier- tolv tidløse fortællinger skal findes i noget, han selv karakteriserer som en underlig fødselsdagsoplevelse. En tidlig morgen, mens han var i færd med at brygge den daglige ration kaffe, hørte han sin egen fødselsdag blive annonceret i radioen og måtte således chokeret konstatere, at hans fødselsdag ikke længere var hans alene; den var så at sige blevet flyttet fra den private til den offentlige sfære. Denne banale, om end betydningsbærende oplevelse blev årsag til en undren over fænomenet og en lyst til at udforske det nærmere, hvilket har ført til denne samling af meget forskelligartede fødselsdagshistorier skrevet af forskellige forfattere i forskellige tider. Dog er de fleste af historierne relativt nye, hvilket får mig til at fundere over, hvorvidt det at undersøge fødselsdagen er noget, der hører sig den postmoderne tidsalder til. Når jagten på det nye er en saga blot, må vi gribe tilbage til en ældgammel fortælling og betragte den i en ny optik; og gennem denne nye optik skabes nye og unikke fortællinger.

Udover den umiddelbare tematiske lighed, er der endnu en kvalitet, der binder størstedelen af disse tolv tidløse og ellers meget forskelligartede fortællinger sammen, nemlig deres lettere melankolske islæt og dyrkelse af den skrøbelighed, der kendetegner ethvert liv, enhver relation og enhver fremdrift og udvikling. Måske er dette en skrøbelighed, der særligt kommer op til overfladen ved fødselsdage og den dertil hørende risiko for uindfriede forventninger og knuste drømme. - Som I David Foster Wallaces novelle ”Altid ovenover”, der symbolsk kredser om en 13-årig drengs spring fra den høje vippe og ud i noget og intet. Wallace viser her kunsten ud i langsomt fortælletempo med nerven intakt – et sansebombardement af nærmest erotisk karakter, der på fineste vis illustrerer skrøbeligheden ved at blive voksen.

Hvor Wallace koncentrerer sig om det eksistentielle spring ud i en åben fremtid, kredser den fænomenale novelle ”Fødselsdagskagen” af Daniel Lyon om det modsatte, nemlig det at sidde fast i nogle ritualer, der bringer minder om en tabt tid og nogle uforløste relationer. Vi møder den ældre ensomme kvinde Lucia med vandtunge ben, der krampagtigt holder fast i sin ret til en fødselsdagskage, som hun alligevel ikke har til hensigt at spise, men som er spækket med symbolsk værdi, der holder hende fast og i live.

En af de mere opløftende fortællinger i samlingen er novellen ”Birthday Girl” af Murakami selv, der i både bogstavelig og symbolsk forstand markerer afslutningen på rejsen ind i fødselsdagenes tvetydige univers. Novellen er klassisk i sin form, idet den, som novellegenren har for vane, kredser om et af tilværelsens afgørende øjeblikke. Her møder vi en ung servitrice, der på sin 20 års fødselsdag, der ellers tegner til at blive en begivenhedsløs affære, alligevel møder magien der, hvor hun mindst leder efter den, og er det i virkeligheden ikke det, enhver fødselsdagshistorie burde handle om?

Dette leder mig tilbage til min indledende undren over, hvorfor magien ved fødselsdage forsvinder med tiden, og i forlængelse heraf vil jeg slå et slag for at dyrke glæden ved fødselsdage frem for at dvæle ved ambivalensen og frustrationerne. Da jeg selv for tre år siden ramte de 27 havde jeg en fantastisk, om end banal, oplevelse, der ligger til grund for denne opfordring. Jeg var netop startet som underviser ved en HF og Studenterkursus institution, og en af mine studenterkursister havde medbragt lagkage med flag og lys ledsaget af følgende begrundelse: ”Det er ikke så tit, man møder nogen i din alder, der rent faktisk glæder sig til sin fødselsdag.” Det er da god fødselsdagskarma!