Toru Watanabe er netop landet i Hamburg efter en flyvetur, hvor han tilsyneladende har mistet noget af sig selv, og han har således små vanskeligheder med at lande for alvor i sig selv. Alt summer, mens passagerer rykker på sig, og stewardesser smiler.

Her rammes han momentant af minder. Minder, som sangen Norwegian Wood kalder frem i ham. Den, som summer ud af højtalerne i flyet.

De ligesom trækker tråde til en tid i Japan, hvor Toru Watanabe var som de fleste – og så alligvel ikke.

Tankerne, der støder til, emmer af tab og nostalgi, og han finder frem til en tid i 1960’erne, hvor hans liv på mange planer tog drejninger.

Det drejer sig om forelskelse og om en sær værelseskammerat, som er utrolig optaget af geografiske grænser, af landkort og af ildfluernes flaksende færden i verden.

Toru Watanabe har et tæt bånd til sin klassekammerat Kizuki, og derfor smides han durk ind i sorgens kammer, da Kizuki en dag begår selvmord. Uforklarligt er det, og Toru har ikke sådan lige mulighed for at sætte sig ind i sagen, for han rystes. Det samme gør Kizukis kæreste, Naoko. En rystelse, som hun åbenbart ikke – finder vi ud af undervejs i læsningen – kommer sig helt af. Hun martres og mister for alvor sig selv. I al fald forbindelsen. Toru Watanabe fortæller selv, at han instinktivt fornemmer, at noget centralt er gået i stykker i Naokos mentale landskab. Der er huller og mørke.

Han trækker sig mere og mere, og pludselig møder han Midori. En studiekammerat, og hun er alt det, Naoko ikke er. Hun er livlig. Hun har ikke skyggen af frygt over sig. Faktisk kaster hun sig ud i livet med det bedste tanker, stik modsat Naoko. Toru tilbringer en del tid med Midori, og han lokkes i retning af det lyse i livet, men han besøger samtidig også Naoko på hjemmet, hvor hun befinder sig, og han længes sådan efter at gøre hende rask, at trække hende ud af mørket og hen i lyset. Det er en krævende position, og han kan ikke finde ud af, hvad han skal gøre.

En splittelse opstår, og den følger vi fra flysædet.

Det er så forførende at følge. En fortælling, som bølger frem og tilbage, og skriften er så melodisk, melankolsk og poetisk.

Romanen her er netop blevet genudgivet.

Og det er på alle måder en god grund til at læse eller endda genlæse den.