Det er ikke mere end et par uger siden Kapellet kunne bringe undertegnedes omtale af tegneserien Lev og Sofija Tolstoj, der på fortræffelig vis formidlede Lev Tolstojs liv for sin læser. I den forbindelse blev det nævnt at nærværende skribent desværre ikke havde læst en eneste af den russiske mesterforfatters værker. Det er der blevet lavet om på nu, for Gyldendal har just genudgivet hele tre af Tolstojs kortere romaner, hvoraf Ivan Iljits død er den ene.

Døden synes at have fyldt meget på det seneste. Lige før årsskiftet kom samtalebogen med Jørgen Leth Sidste udkald for rejsende, der indeholdt mange tanker om døden. I den lettere udflippede Visdommens rum lærte læseren, at man skal omfavne tanken om ens egen død, for virkelig at kunne leve og i Lad os tale om døden var fokus netop på at få brudt det tabu det stadigvæk er, at snakke med hinanden om den vej vi alle skal.

Tolstojs kortroman Ivan Iljits død synes således at placere sig i en tematiske slipstrøm, for i den fortælles der ganske mesterligt om en helt almindelig mand, der – som titlen antyder - dør. I det allerførste kapitel, følger vi en der kendte Ivan mens han levede og følger ham på vej til at besøge Ivans efterladte. Lettere lakonisk gør han præcise observationer om alle de riter, ritualer og væremåder, der er forbundet med at besøge de sørgende. Den døde og den noget trykkede stemning der hersker i huset beskrives i detaljer. Alt imens manden vi følger konstant ærgrer sig over at få sin aften med kortspil i venners lag ødelagt på denne måde.

I kapitlet herefter springes der tilbage i tiden og den døde er nu pludselig lyslevende. Læseren lærer på de næste hundrede sider Ivan Iljits liv at kende på godt og måske især på ondt. En mand født i det bedre borgerskab, vellidt af stort set alle, men samtidig en udadtil ydmyg og lidt stille person. En dreng der bestod sine eksaminer, en yngling der færdiggjorde sine studier og en ung mand der opnåede at få en række tilfredsstillende stillinger indenfor retsvæsenet og lige så langsomt både voksede i status og i anseelse i samfundet.

Nærmest ved et tilfælde finder han sig en kone. De gifter sig hurtigt og skaber sammen et hjem, et projekt han især bruger en masse energi på. Selv om livet også byder på mindst en enkelt nedtur, så får Ivan vendt denne til sin egen fordel og i det hele taget synes livet godt. Det ændrer sig dog den dag han føler en smerte i venstre side af kroppen. En smerte, der tilsyneladende ikke har tænkt sig at gå væk.

Tolstojs kortroman udvikler sig fra at være en velskrevet skildring af en person, til at blive et langt mere intimt indblik i en mands fortvivlede møde med døden. Uanset hvor meget han end prøver på at skubbe de dystre tanker væk, så minder hans fysiske smerter ham om, at det ikke er noget Ivan selv er herre over. Romanens hovedperson begynder at hade alle omkring ham og hans ellers så lyse livssyn formørkes betydeligt af udsigten til sin egen bortgang.

Alle der har haft sygdom og død inde på livet, eller endda selv har været alvorlig syg, vil med stor sandsynlighed kunne genkende flere af de tanker, handlingsmønstre og den desperate dødsangst der optræder i Tolstjs roman.

Selv om man muligvis ikke er kommet utroligt tæt på Ivan, eller synes at han er verdens mest sympatiske person, så er det alligevel gribende og meget rørende den måde Tolstoj har formået at skrive om mandens sidste tid på. De mange fortvivlende timer i smerte. De - i hans øjne - ligegyldige råd fra såvel læger som fra familiemedlemmer. Den bitterhed der vokser i ham, over muligvis at have forspildt det eneste liv han har, på ting, der ikke har gjort ham så glad som han burde have været.

Romanen er meget hurtigt læst og bliver blot endnu bedre ved genlæsning. Den overbeviser i al fald denne Tolstoj-noob, at der er masser af gode grunde til at den russiske forfatter er blevet så berømt som han nu engang er.

Ivans død er jo både fiktiv og en blandt mange andre både fiktive og virkelige dødsfald, men den slet skjulte morale om, at man skal huske at leve sit liv fuldt ud før det er alt for sent er mindst lige så vigtigt i 2024, som det var i 1886 da Tolstoj satte sit sidste punktum i denne meget fine lille sag. Gyldendals nye udgave er nyoversat af Marie Texlaff i 2015.