Poet, filmmand, cykelsportskommentator, forfatter og Magnum-elskeren Jørgen Leth er i skrivende stund fyldt 86. Hans krop har i snart flere år ikke levet op til hans høje standarder. Han er begyndt at falde og kroppen er holdt op med at gøre som Jørgen vil. Som han selv siger i samtalebogen Sidste udkald for rejsende – Jørgen Leth ”Jeg synes det er så uretfærdigt, når kroppen modarbejder en. Jeg bliver vred på den og råber til den. Råber hårdt, så naboerne kan høre det, men det er der sgu ikke noget at gøre ved. Jeg råber ´Fandme,hvorfor skider jeg i bukserne´” (s. 159)

Som kan anes, har Jørgens krop måske forrådt ham, men hans bramfri og hudløst ærlige kommentarer til de ting, der der sker omkring ham er stadig intakt. Det er hans kreative trang også, men her sætter alderen og kroppens naturlige forfald også sine grænser. Som alle der når en høj alder vil opdage, så er de ting som var muligt at foretage sig som midaldrende ikke nødvendigvis noget der kan lade sig gøre som gammel. Kroppen lukker lige så langsomt ned og det er altså grænseløst irriterende for Jørgen Leth.

Som titlen antyder, så er Jakob Kvists bog en dialogbog, hvor samtalerne primært handler om at blive gammel og at skulle dø, men det er også en bog, der i den grad handler om personen Jørgen Leth, hans liv og virke. Selv om der sikkert stadig findes danskere, der lod sig forføre af mediestormen i kølvandet på udgivelsen af Leths selvbiografiske Det uperfekte menneske, hvor især passagen om ´kokkens datter´ for en tid gjorde Leth til udstødt (han blev dengang både frataget sin konsulstatus på Haiti og blev fyret som cykelsportskommentator på TV2 – red.), så lykkedes det i årene efter atter engang at blive populær, godt hjulpet på vej af såvel tv-programmerne med Hans Pilgaard og mandens forkærlighed for Magnum-is.

Bogen starter dog et lidt andet sted, nemlig med at forfatter Jakob Kvist beskriver sit forhold til Jørgen Leth, ikke mindst da en af Leths børn, sønnen Kristian, udgiver erindringsbogen En vej ud af tågen i 2022. Her beskriver han blandt andet det svigt han føler fra sin far. Dette danner også et springbræt til at tage snakken om dette med Leth senior, der som bekendt har været gift en håndfuld gange, er blevet far til en række børn og efterfølgende er rykket videre til nye forhold. Det kommer der en virkelig fin snak ud af, både om de valg Jørgen har truffet gennem livet og hvad disse har betydet for ham. Desuden tales der også om kunsten, om livet på Haiti og i den forbindelse vendes jordskælvskatastrofen endnu engang. En begivenhed der – som man også kunne læse om i Det Uperfekte menneske 3: Et Hus er mere end ting fra 2012 eller opleve i den eminente film I Walk fra 2020- har sat sig utroligt dybe spor i Jørgen.

Levemanden Leth har i anmelders optik altid været meget udansk, forstået på den måde at han altid har fulgt sin egne regler, sin egen æstetik, uanset om dette ville betyde at han blev lagt for had i medierne, eller for den sags skyld opnået at få helt samme anerkendelse som sine jævnaldrende kunstnere.

I bogen fortæller han om dengang han i 1964 blev inviteret til Rungstedlund af Det Danske Akademi, for at læse op af sin dengang upublicerede digtsamling Kanal. Han har aldrig modtaget deres pris (”kun” Kjeld Abel prisen, som Leth synes var mærkeligt; ”..det er absurd, for ham var jeg ikke særlig vild med. Han var en af de store kulturradikale helte, men bestemt ikke en af mine.” (s.140)).

Andetsteds irriteres Leth også over ikke at have modtaget et ridderkors for længst. Leths kunsteriske virke er på den måde hverken blevet belønnet af kongehuset eller af Akademiet, hvilket faktisk virker absurd, når man tænker på hans bidrag til nyere dansk kultur, hvad enten det handler om mandens mange fremragende film, hans lyrik, musik, passion for jazz, sport eller som del af den offentlige debat. Leths kunst og person er da også meget udansk. Jantelov preller af på ham og han har altid været meget ærlig omkring sin liderlighed, sine lyster og sin forkærlighed for luksuriøse ting, gourmetmad og en bohemeagtig tilværelse som i grunden ligger milevidt væk fra den ellers så leverpostejsfarvede virkelighed mange af os er sovset ind i.

Kvists bog byder primært på samtaler mellem forfatteren og Jørgen, men også på Kvists egne betragtninger, observationer og beskrivelser af deres møder. Hvis man som anmelder har været fascineret af Jørgen Leth i mange år er det selvsagt en bog man bliver nødt til at læse, men den rækker faktisk en del længere end blot personen Leth, for til syvende og sidst handler bogen om at se døden i øjnene, uanset om man har lyst til det eller ej. Det har Leth ikke, kan godt afsløres hér, for ham er døden ikke noget han har lyst til at fokusere på, men det presser Kvist ham undervejs til.

Eksempelvis er der mod bogens slutning et virkeligt fint kapitel, hvor Leth og Kvist sammen ser på de salmer Jørgen gerne vil have bliver brugt til sin begravelse. Leth er ikke et religiøst menneske, men til gengæld så er det virkelig rørende at høre hans betragtninger om de digteriske og billedskabende kvaliteter, som findes i salmerne de finder. De taler også om de begravelser Jørgen har været til og mange af dem han har meldt afbud til. Det virker som om det er meget svært for Leth at skulle acceptere at det hele slutter på et tidspunkt, en grundtilstand som mange læsere – uanset alder – sikkert ganske nemt vil kunne spejle sig i.

Det er jo et uomtvisteligt livsvilkår at vi allesammen har en udløbsdato, men det er i Kapellets optik også noget som mange danskere ofte skyder fra sig og undgår at tale om, selv om døden er lige så naturlig en del af menneskelivet som barnefødsler, fødselsdage og nytårsfester. Selv om man er ung og har livet foran sig, så vurderer anmelder, at det kan være sundt eller i det mindste givende for mange at læse Kvist og Jørgens samtaler. Selv om det selvsagt alt sammen drejer sig om Jørgens verden, så er der også en masse fine betragtninger om netop alderdom, kroppens forfald og det at se tilbage på et levet liv, som man kan tænke over.

Nu kan det måske lyde som en bog, der udelukkende handler om alderdommens svære tid og den nært forestående død, men det er også en bog der byder på masser af anekdoter og fortællinger fra et langt levet liv. Man fornemmer helt tydeligt Jørgen Lets stemme i teksten og ikke mindst hans humor. Eksempelvis er der flere passager, hvor han taler om de få ting han fortryder. Han siger at han er ærgerlig over aldrig at have lært at svømme og siger senere ; ”...ligesom jeg ikke elsker havet, fordi det er vådt” (s. 144).

Sidste udkald for rejsende – Jørgen Leth byder ud over tekst også på en række lækre fotografier af Henrik Saxgren, der er taget på en tur til Mallorca. Selv om det er en lille, hurtigtlæst bog, så er den som sin hovedperson utrolig udansk. Den giver et fint og usødet portræt af en af danmarks store kulturpersonligheder, dennes alderdom og hans tanker om den uundgåelig slutning. Det er vigtigt i anmelders optik for os alle at lære at leve med døden, for går man gennem livet i den tro at det sikkert kun er noget der rammer andre, så kan det være at man glemmer at påskønne hvor dejligt det er at kunne gå en lang tur uden at være bange for at falde eller hvor uproblematisk det er at tage sine sko på om morgenen.

Det er værd at lytte til en 86 årigs brok over sin egen krop, om ikke andet så bare for at blive mindet om, at vi alle sammen potentielt kommer i hans situation på et tidspunkt. En ustyrlig sympatisk, velskrevet og interessant bog, som alle burde læse, hvadenten man kan lide Leth eller ej.