Som faste læsere vil vide, blev anmelders nysgerrighed på at læse Tolstoj vakt efter at have anmeldt tegneseriebiografien Lev og Sofija Tolstoj af Henrik Rehr og Chantal Van den Heuvel. At der er mange læsere og anmeldere, der tidligere har hyldet forfatterskabet er næppe nogen tilfældighed, for det viste sig at såvel Ivan Ilijits død og Kreutzersonaten var både fascinerende, provokerende og ustyrligt velskrevne kortromaner.

Det samme gælder for Herre og tjener, der lige som de to ovennævnte romaner har døden som et altoverskyggende emne. Alle tre romaner kan naturligvis læses bogstaveligt, men det virker også som om Toljstoj har villet dele sit basale livssyn med sin læser. På den vis bliver disse tre bøger allegoriske fortællinger, der muligvis har til hensigt at præge deres læsere moralsk.

Herre og tjener kan måske bedst beskrives som en roadmovie i romanform. Den handler i al enkelthed om en velhavende købmand, der har tænk sig at drage afsted til sin nabo, en godsejer, for at købe et stykke jord som denne har sat til salg. Derfor drager købmanden Vasilij afsted med din tjener Nikita i en hestetrukken slæde. Det er midt om vinteren og til trods for at der er et uvejr under opsejling, insisterer Vasilij på at tage af sted, da det er meget vigtigt for ham at erhverve netop dette stykke skov, der grænser op til sin egen ejendom, før andre købere potentielt kommer ham i forkøbet.

Det er næppe vanskeligt at regne ud, at turen ikke går helt som Vasilij har planlagt. Hvad der helt konkret udspiller sig på turen, skal til trods for romanens alder ikke afsløres hér, men som læser fornemmer man hele tiden at den ivrige købmand unødvendig udfordrer al sund fornuft i sit forsøg på at udvide sin ejendoms areal. Dette ses med især da vore to hovedpersoner får tilbuddet om at overnatte i en landsby på vej til deres endelige mål, men hvor Vasilij høfligt men bestemt afslår dette tilbud. I øvrigt kan det nævnes det det er en landsby, som bogens to hovedpersoner har kørt igennem hele to gange, da de har meget svært ved at navigere i den voldsomme snestorm. Veje er tilsneet og naturlige pejlemærker ligeså.

Denne allegoriske fortælling er båret frem af et meget levende skriftsprog, der meget præcis formidler følelsen af hvordan kulden og mørket presser sig på og situationen for de to ændrer sig fra slemt til ubærligt.

Selv om anmelder læste teksten i et hug, siddende i en meget varm, overfyldt togbus, var det som om at hjælpeløsheden ved at være fanget i det enorme, svært navigerbare vinterlandskab og den isnende kulde alligevel var så konkret beskrevet, at det virkede som om forfatteren på egen krop havde oplevet det han beskriver. Nu skal det siges, at anmelder ikke har læst bogen på originalsproget (da han ikke kan russisk – red.) men vurderer alligevel at oversætter Marie Tetzlaff har ramt tonen i originalen meget præcist, da denne udgave er endt med at være holdt i et meget fængende dansk.

Fortællingen er en allegorisk, moralsk fortælling, der har til hensigt at formidle et forholdsvist klart budskab. Helt indlysende handler det om at man ikke bør være så ivrig i jagten på jordisk gods, at man bliver blind for de ting, som måske er allervigtigst i livet eller træffer beslutninger der synes at trodse enhver sund fornuft.

Sekundært, så synes Tolstoj også at ville beskrive styrkeforholdet mellem de to mænd; herremanden og dennes undersåt. Et magtforhold, der undervejs i historien i bliver voldsomt udfordret. I følge Lev og Sofija Toljstoj var grev Tolstoj jo en meget atypisk adelig, idet han befandt sig bedre blandt sine vasaller, end i de fine saloner blandt de andre adelige.

Sidst men ikke mindst, så synes der også i denne roman at snige sig en mere vidtløftig, religiøs tone ind. Som klichéen lyder, så synes folk, uanset hvor lidt religiøse de ellers har været i deres liv, at være langt mere villige til at omfavne troen når deres egen død pludselig synes nært forestående.

Efter at have læst disse tre kortromaner, er der ingen tvivl. Der er noget om snakken; Tolstoj er en formidabel forfatter, så har du lige som undertegnede måske ikke haft mod på at kaste dig over murstensromaner som Anna Karenina eller Krig og Fred, så start med disse overkommelige værker, de fungerer som en slags litterære forretter, der med garanti vil gøre dig så sulten at de ovennævnte hovedretter nemt bliver fortæret.