Hvis man har læst Chantan van den Heuvel & Henrik Rehrs tegnede biografi om Lev Tolstoj så ved man at Tolstoj på sine gamle dage, blev nærmest besat af at omdefinere kristendommen og samtidig afsløre de mange problematiske og i hans øjne fejlagtige udlægninger af testamenterne som gennemsyrer kirke og stat. En ”kristendom” som ofte resulterer i at mennesket lever sit liv baseret på fejlagtige ideer, der i nogle tilfælde synes at gå stik imod den måde Tolstoj opfattede Kristus´ lære på.

Hvis man har mod på at grave et spadestik dybere, så er kortromanen Kreutzersonaten (der oprindelig blev udgivet i 1890 og straks blev censureret af de russiske myndigheder) udkommet fra Gyldendal i en ny dansk oversættelse af Marie Tezlaff. For her er fokus netop det skørlevned og den manglende indsigt i hvordan samfundet fungerer sat i fokus.

Historien minder muligvis ikke så meget om en egentlig roman, idet mødet mellem to tilfældige mænd i en togkupé udvikler sig til en længere sokratisk monolog, hvor vores hovedperson indimellem stiller en række korte, uddybende spørgsmål til den forhenværende godsejer Pozdnysjev, som han deler kupé med. Godsejerens personlige historie er det som bliver romanens omdrejningspunkt. Han fortæller at han har myrdet sin hustru. Stukket hende ihjel med en meget skarp damascenerdolk.

Det er på ingen måde en spoiler, for allerede kort tid efter deres første møde, afslører Pozdnysjev, at han netop er blevet løsladt fra fængslet efter en kort årrække, på grund af mordet. Denne information bliver da også romanens egentlige drivkraft, for læseren bliver via dette setup lige som fortælleren mægtigt interesseret i hvad der ligger til grund for sådan en ekstrem voldshandling.

Før den fremmede passager når frem til sin klimatiske beskrivelse af selve udåden, så skal han først delagtiggøre sin medpassager i de tanker han har om samtiden – om den skørlevned og det generelle forfald han oplever, når han betragter det omkringliggende samfund. Selv om du måske tænker, at en næsten 150-år gammel roman da næppe kan provokere nogen i dag, så vil der med garanti stadig være læsere her i 2024, der kan have ganske svært ved at tackle de holdninger, som i fiktionens klædedragt bliver kastet i synet på os.

Denne kapellan har ikke til sinde at udrulle alle aspekterne af denne personlige filosofi i dette forum, det ville både bliver for omfattende og samtidig ødelægge en del af fornøjelsen ved selv af læse Tolstoj, men for at parafrasere en anelse, så handler det om, at mange mennesker blot ukritisk accepterer samfundets idealer om ægteskabet som institution, sex som en naturlig del af selvsamme ægteskab, moderne muligheder for svangerskabsforebyggelse, illusionen om den monogame kærlighed og en generel accept af at mænd opsøger andre kvinder, hvis hustruen er med barn eller ammer.

Det er en ret ekstrem, nærmest dogmatisk, samfundsrevsende roman, der forsøger at afsløre den råddenskab og den falskhed som forfatteren synes ser i sin samtid. Selv om Toljstoj anses som en af de vigtigste forfattere i det 20. århundrede, så synes han med Kreutzersonaten at bevæge sig ned af et meget personligt, ideologisk drevet sidespor, som mange nutidige læsere med garanti vil ryste på hovedet af.

Bevares, Lev skal da have lov til at have sine holdninger, hvoraf mange også synes meget progressive taget i betragtning hvornår romanen er fra, men der er også flere dele af den der kommer til at virke ganske usympatiske, især hvis man, som denne anmelder, er lodret uenig med flere centrale dele af det blik Tolstoj her kaster på sin verden.

Når det så er sagt, er det bestemt ikke nogen uinteressant bog. Tolstoj synes at prædike om et samfund, der ikke er bundet op i lyst til det andet køn, for det fører jo kun graviditet og seksuelt overførte sygdomme med sig. Som der skrives i efterordet; ”Den kristne læres ideal er den eneste lære der kan lede menneskeheden. Man kan og bør ikke erstatte Kristi ideal med ydre regler, men holde sig dette ideal fast for øje i al dets renhed og først og fremmest tro på det.” (s. 190) En smuk tanke, men også én der har svært ved at konkurrere med den verdensopfattelse mange af os har i et mere sekulariseret samfund som vores.

I bund og grund er Kreutznersonaten en historie om en mand, der både har fået en åbenbaring om samfundets rette tilstand og en fortælling om jalousi der presser sig ind i et kærlighedsløst ægteskab. Det er bestemt ikke hyggelæsning, men både gammeldaws provokerende og fascinerende.

Idet man når til slutningen af Pozdnysjevs berettning, er det vanskeligt som læser at vurdere om hans mord var retfærdigt eller om det var jalousien, der fik hans tanker til at løbe løbsk. Uanset hvad man må mene om Tolstojs samfundsrevsende løftede pegefinger, så ændrer det ikke ved at romanen ender med at være ganske læsværdig og fascinerende.

Den giver os et indblik i dele af samfundsdebatten omkring år 1900, men viser også med al tydelighed, at mange af de elementer som forfatteren kritiserer, enten ikke er aktuelle længere (f.eks. kvinders traditionelle kønsroller) eller også ting som vi i dag ser som gode, f.eks. prævention og den frie abort. Selv om Lev så dette som ting der går stik imod Kristus´ idealer, så ser denne kapellan det som elementer, der grundlæggende har ført vores samfund i en særdeles positiv retning.