Når man anmelder , så handler det i sagens natur om at forsøge at være så objektiv som muligt, men da anmelderi også afhænger af ens personlige smag, hænder det indimellem at man kan være ganske forudindtaget allerede før man modtager det, det hele handler om.

Faste læsere ved, at nærværende tastekarl er ovenud begejstret for ´børne´-bøgerne om De 3, både på grund af de vilde historier og ikke mindst fordi de er gennemillustreret af den fantastisk dygtige Dorte Karrebæk. Så da det rygtedes, at der ville komme en bog med både tegninger og ord fra hendes hånd, var anmelder hurtig til at skrive til forlaget, for at sikre sig et eksemplar.

Bogen er delt i to. Den ene del, der udelukkende byder på ord, hedder Stensamleren og er en meget personlig, næsten dagbogslignende fortælling fra tiden under lockdown (for de, der læser disse ord engang i fremtiden: så hentydes der hér til Covid-19 epidemien – red.). Her følger læseren en hovedperson, der, som titlen antyder, er på daglige ture på stranden tæt på sit hus, for at samle forstenede søpindsvin, snegle og andre levn fra vores fjerne fortid.

Selv om både pressematerialet og bogen bagside proklamerer at det handler om en ”ældre kunstner der befinder sig i et kreativt dødvande”, så synes dette ikke at være i fokus. I stedet er der, for denne læser, fokuseret på den fordybelse, der er en del af stensamleriet. Den nærmest zen-agtige koncentration som opstår, når man skal scanne det underlag man går på, for at være i stand til at finde netop de særlige ting man leder efter. Der er godt nok et enkelt kapitel, der handler om frustrationen ved at tegne og male, især følelsen af måske at have mistet en gnist eller frustrationen ved ikke helt at leve op til ens egne idealer, men det er som sagt blot et enkelt kapitel. For denne læser er det ikke et spørgsmål om at befinde sig i et dødvande, men om at forholde sig lidt for kritisk til sine egne evner. Er man dygtig, er man ofte også selv sin egen værste kritiker.

Fokus i denne del af bogen er de tanker og associationer, der pibler frem idet man går på stranden og leder efter forsteninger, på de personer, der krydser ens vej og som ligeledes er fascineret af denne særlige hobby. Læseren præsenteres både for en dødssyg ven, der også samler sten, en meget aggressiv mand i camouflagetøj, der opfører sig ganske ubehageligt overfor fortælleren, for en norsk kvinde som også samler på forsteninger, bare for at nævne de mest centrale. Det handler om fortid, nutid og ikke mindst en moden kvindes tanker.

Selv om Kapellets redaktør ikke kender Dorthe Karrebæk personligt, så synes der at være rigtigt mange sammenfald mellem den fortæller, der beretter om de daglige ture på stranden og forfatteren selv. Der synes at være sammenfald i både alder, beskæftigelse og baggrund. Dette cementeres endu mere, idet man giver sig til at kigge i bogens anden del, der hedder Evige gentagelser. Denne anden bog er trykt på hovedet, så du skal vende bogen om for at læse denne.

Som et slags ekko af de ting, der skrives om i Stensamleren, byder denne del af bogen på en masse tegninger – primært akvareller – der passer til de beskrivelser af tegninger som Karrebæk har nævnt i prosadelen. Blomster, sten, sneglehuse og en fantasifuld tegnet gendigtning af et klassebillede, hvor enkelte af børnene er genkendelige, men hvor der også har sneget sig fantasifulde væsener ind, eller ansigter, der forvrænges over siderne. Den eneste ´gentagelse´ som ikke nævnes i Stensamleren er et af de motiver, der gentages oftest i Evige gentagelser, nemlig tegningen af en kvinde med en stor hat, der sidder på hug.

Rent tematisk hænger de to bøger altså tæt sammen og vi får på den måde et indblik i en (fiktiv?) tegners tanker om livet, samlermanien og den kreative proces. Det er en slags hverdagspoesi krydret med Karrebæks illustrationer, der gennem de mange gentagelser også kan give de, der måske ikke tegner selv, et indblik i hvor mange forsøg der indimellem skal til, før man selv er tilfreds med det motiv man har sat sig for at skabe. Hvis altså man nogensinde bliver det.

Stensamleren / Evige gentagelser er en virkelig fin lille bog, der selvsagt vil bringe glæde til alle de der holder af Karrebæks virke, men næppe en bog med bestsellerpotentiale. Når dette er sagt, så mener Kapellet, at det er en bog som mange fortravlede mennesker godt kunne have brug for. Den er hurtigt læst og når de mange illustrationer kigget gennem, så virker det som om at den opfordrer til netop fordybelse. Læseren kan scanne Dorthes tegninger på samme måde som tegneren scanner stranden for fossiler. Det handler også om at give sig tid til ting, både når der er en epidemi der hærger, men også efter den forlængst er slut.

Bøgerne giver et indblik i en kreativ proces og så synes den også at stille et forsigtigt spørgsmål om, hvad der egentlig giver mening i ens liv og hvordan man betragter sig selv. Hvis det passer, at denne bog er et flig af Dorthe Karrebæk selv, så kommer hun til at fremstå som en både yderst sympatisk, empatisk og ustyrlig venlig person. Så tag med hende på en tur på stranden og oplev selv, at noget så simpelt som at nærstudere det underlag du går på kan være med til at berige dit liv – lige indtil du måske ændrer mening.