Goethe skulle engang have sagt, at man kun kan klare at læse ét Shakespeare-skuespil om året.

Nu har jeg læst fem af dem over en del år (Hamlet, Købmanden i Venedig, Romeo og Julie, Macbeth og En skærsommernatsdrøm), og det er tydeligt (fx Macbeth), at det gør en stor forskel at se stykket materialisere sig på en scene eller i en film, da stykket godt kan fremstå nøgent, når det næsten kun er replikker man læser, og ikke en egentlig fortælling på samme måde som i en roman.

Men det er altid interessant at se de kendte replikker og citater fra Shakespeares hånd i en sammenhæng.

Indtil for nylig gjorde Købmanden fra Venedig, som bl.a. handler om (jødisk) retfærdighed og (kristen) nåde, størst indtryk på mig, og det kan godt skyldes, at jeg engang har set en fremragende filmatisering af stykket (Michael Radfords film fra 2004 med Al Pacino, Jeremy Irons, Joseph Fiennes og Lynn Collins i rollerne).

Romeo og Julie har ligget cirka på en tredjeplads hos mig. Det er et ganske udmærket skuespil, men hvor originalt det er, ved jeg ikke. På et tidspunkt troede jeg, at det var den mest ulykkelige kærlighedshistorie, der er skrevet, og det er dog også en bedrift. Imidlertid er jeg stødt på mindst én mere ulykkelig historie i Giovanni Boccaccios perle af en tekstsamling Dekameron fra midten af 1300-tallet. Shakespeares ulykkelige kærlighedshistorie er fra 1597.

Den er ellers også blevet meget originalt filmatiseret af Baz Luhrmann i 1996 med Leonardo DiCaprio og Claire Danes i hovedrollerne (hende, der som voksen spiller den bærende rolle som Carrie i serien Homeland).

Romeo og Julie er med andre ord et stykke, jeg holder af, men som aldrig rigtigt har fejet benene væk under mig.

Derfor blev jeg også noget overrasket over den tyske opsætning af stykket i Berlins Theater des Westens sidst i november sidste år, og nu spiller den snart igen i Berlin, og er man på de kanter, så kan jeg kun anbefale et visit.

Den tyske titel er Romeo und Julia – Liebe ist alles, med nye sange skrevet og komponeret af Peter Plate, Ulf Leo Sommer og Joshua Lange. Inden vi så showet, var jeg skeptisk. Godt nok har en anmeldelse lovet "Das mutigste und beste Musical aller Zeiten!" (den modigste og bedste musical nogensinde), men det lød for mig en kende overdrevet, men da jeg personligt godt kan lide musicals, og vi havde (smug)lyttet til et par numre på hjemmesiden, blev jeg alligevel så nysgerrig, at jeg løste billet til showet, så vi selv kunne se det.

Det var overraskende godt, og når man tænker på, at opførelsen bestod af tyske popsange og -ballader, var det imponerende at stykket samtidig fulgte Shakespeares oprindelige forlæg fra 1597 så godt.

Stykket har et genialt træk, da den starter med slutningen, hvilket det sikkert kan tillade sig, da de fleste kender historien i forvejen. Pointen i den første sang er, at når man kender slutningen, så kan man måske bedre sætte hele den fremførte historie i relief.

Den allersidste sang i stykket fik os til at tænke på bl.a. konflikten mellem Palæstina og Israel, og dermed forestille os, at Romeo og Julia kunne være en kærlighedshistorie fra netop Mellemøsten. Her, over 1000 dage efter Ruslands invasion af Ukraine, vil det være nærliggende også at tænke på en ukrainer og en russisk soldat på tilsvarende vis. Både den første og den sidste sang satte således hele stykket i relief.

Som nævnt var stykket overraskende godt. Lige fra en sang, dedikeret til Rosalinde, som er pigen, Romeo først forelsker sig i, til sange, der passer til den bande/hus-konflikt eller -krig, som er stykkets bagtæppe – sange, der flirter med døden (Komm / Süsser Tot, Es lebe der Tot (kom nu, søde død / leve døden)).

Temaer som forelskelse, dødsflirt, kærlighed, fortvivlelse, drømme og håb på fuld udblæsning er unægtelig Shakespeare værdigt.

Jeg er simpelthen imponeret over, så godt de forskellige sange fanger de grundlæggende temaer i det oprindelige stykke. Sjældent har jeg set stormende forelskede fremført så godt på en scene: ”Deine Augen, deine Lippen Deine Hände, dein Gesicht Deine Stimme, deine Haare Deine Küsse” (dine øjne, dine læber, dine hænder, dit ansigt, din stemme, dit hår, dine kys), bliver sunget næsten meditativt som en sitren, som forplanter sig til publikum. Det bliver næsten for meget - på den gode måde. Og forestil dig så, at det var en palæstinenser og en israeler, der sang sådan til hinanden. Eller en ukrainer og en russer.

Stykkets store overraskelse er Julias amme, som pga. sit fænomenale skuespil og sang, næsten stjæler stykket, når hun er på. Julias hormoner(!) driver hende på den ene side til vanvid, på den anden side bliver hun desillusioneret over kærlighedens trange kår: ”Wenn selbst der letze Optimist, Nicht mehr weiss, was Liebe ist, Dann möchte man, Nich’ mehr Jung sein” (når selv den sidste optimist ikke mere ved, hvad kærlighed er, så ønsker man ikke at være ung). Kan Romeo og Julia overhovedet få hinanden, da han dømmes fredløs efter et mord? Kan den forelskede israeler og palæstinenser få hinanden, hvis han er israelsk soldat?

I det hele taget er der mange fremragende sangpræstationer under opførelsen. Her skal Julias smukke ”Ich habe keine Angst (jeg er ikke bange) også nævnes. På et tidspunkt skal Julia drikke en gift, der lige akkurat ikke slår hende ihjel, så hun kan bæres over i lighuset, mens hun venter på Romeo, der dog tror hun er død. Forestil dig, at en forelsket israelsk soldat har sat en palæstinenser stævne i et sønderbombet område i Gaza. Hun gemmer sig ved at spille død.

Da stykket tilsyneladende var færdigt, tog skuespillerne deres ydre kostumer af, som ville de sige: Det er bare noget vi leger/spiller, men derfor er det ikke mindre sandt/virkeligt af den grund. Nej, det kan man roligt sige. Bringer vi stykket ind i nutiden, bliver det pludselig en grum historie om den umulige virkelighed. Kan en palæstinenser fra Gaza og en israelsk soldat få hinanden i den virkelige verden?

Så sang de om kærlighed på fuld udblæsning, og endte med en sang, som i den grad dannede bro til vores levede virkelighed, selvom våbnenes ´sang´ på vores breddegrader er meget langt væk.

Sangen Der Krieg is aus hævdede, at der kun findes krig og mellemkrigstid. I historien er krigen mellem husene slut efter Romeo og Julias død, så første linje er sikkert en reference til stykket: ”Der Krieg ist aus / Die Waffen ruh'n / Doch aus der Ferne klingt ihr Lied / Wann hör'n wir auf / Uns weh zu tun / Denn nach dem Krieg ist vor dem Krieg / Und irgendwann singt die Welt ihr letztes Lied” (Krigen er slut, våbnene tier, dog høres i det fjerne deres sang, hvornår holder vi op, med at såre hinanden, for efter krigen er før krigen, og på et tidspunkt synger verden sin sidste sang). Som også næsten en til en kan overføres til Mellemøsten, hvor Israel og Palæstina knapt har oplevet en mellemkrigstid.

Der var en insisteren, når ensemblet taktfast sang ”Liebe ist alles / Alles, was wir brauchen” (kærlighed er alt, alt hvad vi behøver), og altså til sidst, ovennævnte sang, som slutter med det stædige håb: ”Ein neuer Tag kommt / Ein neuer Morgen” (en ny dag runder, en ny morgen), som man godt kan læse positivt, selvom sætningen som antydet indgår i en noget tvetydig sang. Lige som det kan være svært at have en rigtig kvalificeret holdning til konflikten mellem Hamas og Israel, da konsekvenserne af en hvilken som helst beslutning grundlæggende er umuligt at redegøre overbevisende for, så håber vi alle jo ikke desto mindre på ´en ny morgen´.

Om denne musical virkelig er den bedste og modigste musical nogensinde er jo til syvende og sidst en smagssag, og jeg mistænker den førnævnte anmelder – fra queer.de – for at give lidt ekstra kredit til et lille homo-erotisk tvist, der er skrevet ind i stykket (Kopf sei still (Ti nu stille, hoved!) – en af Romeos venner er tilsyneladende hemmeligt forelsket i Romeo). Og det er da nok modigt; på facebook florerede et billede af en palæstinenser og en israeler, der kyssede hinanden, begge mænd, og som en facebook-bruger lakonisk skrev, så var det nok en situation, mange på begge sider kunne være enige om at være imod!

På den anden side er jeg personligt overbevist om, at havde stykket været på engelsk, ville det med stor sandsynlighed blive en verdenssucces. Det er altid svært at vurdere et værk, der er nyt. Der skal nok gå 5-10 år før det kan vurderes, om det kan måle sig med mesterstykker som Chess og Jesus Christ Superstar og hvad de store klassikere ellers hedder, men fantastisk er stykket i hvert fald.

Stykket spiller igen fra april 2025 i Berlin, og hvis man vil bo ordentligt til en rimelig pris, er det ikke for tidligt at booke logi og billetter til denne seværdige musical.