Mest læste
[Musikessay]

1 - Musikessay
Signe er single
2 - Musikessay
Sonic Youth
3 - Musikessay
Sangeren der selv designer sit tøj
4 - Musikessay
Nye toner i musikradioen
5 - Musikessay
Interview med Tina Dickow
6 - Musikessay
Lokal musik med udsyn
7 - Musikessay
Happy new ears!
8 - Musikessay
Vildskaben beholder vi
9 - Musikessay
Interview med Spleen United
10 - Musikessay
Fejl er spændende



Sonic Youth

- en verden af skønhed og dæmoni

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Mit personlige møde med Sonic Youths’ musikalske univers kan bedst muligt beskrives som en slags gradvis åbenbaring, en tiltagende erkendelse af, at en plet på mit musikalske landkort havde stået tom og kun ventede på at blive fyldt ud af disse fænomenale repræsentanter for en rastløs og ja… ”sonisk” ungdom. Men det tomrum, der nu erstattes af en konstant tiltagende fylde, er mere og andet end blot et musikalsk tomrum – endnu uerkendte sindstilstande og følelser lukkes via musikkens pulserende og til tider hypnotiske effekt ud af det dyb, der hidtil har holdt dem fangne, og hele omverdenens landskab bades i en ubestemmelig farve, der lader alting indprentes af et mere intenst og inderligt skær.

Forestil dig, at du med fuld fart kører gennem et goldt og gulligt støvet landskab, komplet løsrevet fra alle hverdagens kompleksiteter og i sindet renset for alt, der hedder tid, rum og kausalitet. Bagude ligger en verden af ligegyldighed, og forude ligger det udefinerbare og faretruende, som du ikke desto mindre drages så inderligt imod. Indåndende ørkenens kvælende, støvede luft føler du en frihed, du hidtil ikke har vidst eksisterede, en frihed så altomfattende, at den er det eneste, du har at klynge dig til. På din hæsblæsende vej gennem ørkenens landskab støder du på en række makabre skikkelser: Små piger, der desperat beder til dæmonerne om beskyttelse, massemordere på jagt efter mere blod at suge, deres kvindelige, halvt døde, halvt levende, blodindsmurte men stadigt kravlende ofre, samt kvæstede dyr i vejkanten med indvoldene slynget ud på vejen foran dig…

Disse indtryk påvirker dig naturligvis men på en underlig distanceret måde, som om det blot er verden, der vil tale til dig og vise dig sit sande ansigt præget af kaos og død, livet der blot vil indprente dig dets uendelige og ontologisk fundamentale skrøbelighed. Men i dette kaos rummes der også en uendelig poetisk skønhed, som om hele verden er en smukt klingende digt, der er på vej til at kravle ind under huden på dig. Du fyldes midt i rædslen af de skønne ukendte mønstre, der åbenbarer sig for dig i horisontens uendelige blodrøde himmel og påfører dig en dyb længsel efter at fryse fast i øjeblikket.

Videre leder din vej dig til en storby fyldt med skyskrabere, glitrende reklamesøjler og alskens mærkværdige mennesker, der ligegyldigt og distanceret forsøger at hive fat i dig. Et væld af auditive, samt visuelle informationer overvælder dig, men efterlader dig i sidste ende upåvirket. Dine sanser arbejder på højtryk for at kunne absorbere dette kaos af indtryk, hvilket i sidste ende blot henleder dig til en hypnotisk, meditativ intethedstilstand. Du bevæger dig gennem byen i en hallucinatorisk boble, der tillader dig at forholde dig til alt og intet på en og samme tid. Verden er din egen helt personlige drøm, og alle fragmenterne bidrager til denne drøms uendelige kompleksitet.

Ved hjælp af denne lille road-trip allegori håber jeg at kunne give et billede af den stemning, jeg personligt forbinder med Sonic Youths’ musik. En musik der rummer så uendeligt komplekst et univers altid afsøgende finheden og skrøbeligheden i det voldsomme – et univers præget af dødsfascination, skizofreni, mareridt, angst og dissonans, men som vigtigst af alt udleder det smukke af disse fænomener, en art dæmonisk skønhed, der forbinder lidelsen og det makabre med renselse og renhed. Idet de dystre og lidelsesmættede elementer gennem det æstetiske transcenderes til noget sublimt, opnås der en slags katarsislignende effekt, der ikke fornægter lidelsen, men tillader konfrontationen med den og ophæver den til noget eksistentielt set uforligneligt og sågar smukt.

Idet man, så vidt det er muligt, ønsker at forstå Sonic Youth som fænomen, er man nødt til at tage et blik på den musikhistoriske sammenhæng af hvilken, de er opstået, hvilket jeg derfor netop nu vil gøre. Ud af punkmusikkens asker fødtes i de spæde firsere en ny og mærkværdig musikalsk størrelse, den såkaldte postpunk, også kaldet ”new wave”. Hvor punkmusikken dyrkede vreden og aggressionen på en meget umiddelbar måde, der satte nerven og ”in your face”-attituden i fokus, afsøgte postpunken et udtryk, der kunne indkapsle en mere eksistentiel og introvert smerte. Grimheden og det makabre blev stadig dyrket, men på en ganske anden og mere personlig måde. Det enkelte individ og dets helt personlige angst og abnormitet dyrkedes nu i modsætning til punkbevægelsen, hvor gruppementaliteten var langt mere herskende. Det blev nu tilladt for musikken at antage en filosofisk vinkel på mennesket og omverdenen, hvor det hos punkerne mere blot handlede om at være ”punk” og ikke sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor man var det.

I England var det navne som Joy Division og The Cure, der stod i front for postpunken, mens der i New York opstod den ganske ejendommelige ”No wave”-scene anført af navne som Lydia Lunch og hendes band Teenage Jesus and the Jerks, Nick Cave and the Birthday Party, samt ikke at forglemme Glenn Branca, der netop kom til at spille en overordentlig stor rolle for netop Sonic Youth. I Berlin opstod en gruppe af såkaldt ”Geniale Dilletanten” med de stadigt meget aktuelle Einstürzende Neubauten i front, og ligesom på scenen i New York dyrkedes det dissonantiske udtryk her i en grad, der sjældent var set før. Det samlede mål var for begge parter at nedbryde alle konventioner, der fandtes inden for kunst- og musikverdenen. Hos ”Die Geniale Dilletanten” blev alverdens industriredskaber såsom eksempelvis rundsav, boremaskiner, og olietønder sågar ophøjet til kunst, idet de anvendt på den rigtige måde skabte en ganske unikt musikalsk udtryk.

Idet ”no wave”-scenen som egentlig musikalsk bevægelse så småt var ved at opløses, holdtes der en musikfestival, den såkaldte ”Noise fest” centreret omkring New Yorks undergrundsscene. Her præsenterede medarrangøren Thurston Moore for første gang sit nye band ved navn Sonic Youth bestående af sangerinde og bassist Kim Gordon, sanger og guitarist Lee Ranaldo, trommeslager Steve Shelley samt Moore selv, der også er sanger og guitarist. Både de to guitarister samt Kim Gordon havde tidligere arbejdet som musikere for den stærkt avantgardistiske og musikalsk grænsesøgende Branca og havde herigennem erfaret de uendelige muligheder, der lå i guitaren som instrument. Jeg vil dog undlade at gå ind i tekniske detaljer, da jeg ikke ser mig som kvalificeret til at udtale mig herom, men lad mig blot nævne, at denne ukonventionelle brug af instrumentet, hvor guitaren eksempelvis er stemt en lille smule forkert, i høj grad kommer til at bidrage til Sonic Youths meget karakteristiske og skæve lyd, der på af og til foruroligende vis kryber ind under huden på den modtagelige lytter og frastøder den, der hungrer efter poppens uforpligtende og umiddelbart dulmende harmoni.

Det såkaldt heterogene, der af den franske filosof Georges Bataille blev sat som modstykke til det homogene, opdyrkedes i høj grad af den musikalske scene i New York ud af hvilken Sonic Youth opstod og således også af Sonic Youth selv, særligt i det tidlige materiale. Derfor vil jeg tillade mig at dvæle et øjeblik ved det heterogene som fænomen. Hvor det homogene repræsenterer alt det, der tåler dagens lys og betragtes som frugtbart og opbyggeligt for samfundet såvel som den enkelte såsom moralske værdier og rationelle slutninger, repræsenterer det heterogene derimod alt det natlige og mørke, der ikke er underlagt eller hæmmet af nogen form for normalitetstvang. Hertil hører det abnorme, makabre, ekstatiske, voldelige og onde; fænomener, der, medmindre de, som det sker i kunsten, ophæves til noget symbolsk, er farlige for menneskeheden og dens indbyrdes balance.

Ifølge Bataille er vi alle præget af en grundlæggende dødsdrift, der manifesterer sig gennem en konstant smerte bundende i det faktum, at vi alle dybest set rummer en længsel efter at blive ét med verden, men samtidig rummer visheden om, at en sådan forening ikke kan opnås adskilt fra vores egen død. Det eneste egentlige valg, det enkelte menneske har, er altså at konfrontere sig symbolsk med selveste døden og således finde et udtryk for sin eksistentielle smerte, og dette kan ske gennem ekstasen. Ekstasen kan opnås gennem musikken, men ikke en hvilken som helst musik… Set ud fra den netop skitserede vinkel har vi altså som mennesker brug for en musik, der kan konfrontere os med livets skyggesider og samtidig henføre os til rusen og ekstasen, og en sådan musik finder vi hos de efter min mening fabelagtige og fænomenale Sonic Youth.

Sonic Youth er et band, der den dag i dag stadig er uhyre aktuelle, idet deres passion for konstant at udfordre rockmusikken og de dogmer, der knytter sig hertil, synes aldrig falmende. Udover den mere ”konventionelle” del af Sonic Youth, der også stadig er yderst aktive og interessante, findes den musikalske legestue bygget op omkring deres eget SYR-label, og her eksperimenteres der på livet løs med moderne kompositionsmusik og free-jazz, alt imens der samarbejdes med avantgardistiske kunstnere fra hele verden.

Jeg har dog valgt nu udelukkende at koncentrere mig om Sonic Youths tidlige materiale, da det som nævnt er her vi i den højeste grad ser en dyrkelse af det heterogene. Et af de mest radikale eksempler herpå, finder vi i det rygradrislende ”Protect me you” fra gruppens andet album Confusion is sex. Her møder vi i skikkelse af en morbidt klagende Kim Gordon den lille pige, der beder til dæmonerne om beskyttelse. Ledsaget af en stærkt dissonantisk og gentagelsesbaseret instrumentalisering med ildevarslende klokkelignende guitarer og hult buldrende, truende trommehvivler synges/ hviskes ord som disse:

protect me from ravagement
I’m ten years old
I don’t know what I do
protect me myself (…)

I don’t know what you do
protect me demons
that come at night
I don’t know what they say
Their whispering
sends the night air away
and makes me forget
I hope they come
again and again…

Og dette med en monoton, langtrukken melodi og af en stemme, der ligger lige på grænsen til at være falsk. Til sidst tager falskheden endeligt over, som om dæmonerne for alvor har overtaget pigens krop og lader hende tippe helt ud på den anden side af normaliteten. Her ser vi, hvordan dette nummer ved at sublimere den angst for det ukendte, som det enkelte menneske rummer, til noget symbolsk, konfronterer os med vores lidelse og ophæver den til noget ekstatisk og sågar rensende, som vi kan fortabe os i. Angsten har fået et udtryk at vende sig imod, og idet vi suggereres ind i musikkens univers, føler vi en pirrende vellyst og en skønhed i det åbenlyst sygelige.

En ligeså ekstrem dyrkelse af det heterogene finder vi i nummeret ”I’m Insane” fra albummet Bad Moon Rising, hvor et kaotisk lydbillede med en basfigur som eneste melodiske holdepunkt ledsager en fragmenteret sangtekst, der er løsrevet fra enhver form for narrativ struktur og mest af alt minder om en slags surrealistisk automatskrift. Bizarre brudstykker som ”Love starved backwood teaser farm girl hot eyed bride stone cold blonde a guivering menace atomic wallop wholesale murder we want out we fish at night sex in heaven tough town a cruel touch…” fremføres af en underligt henslængt og snøvlende vokal, og der bliver på sådan vis, som vi så ofte ser det hos Sonic Youth, leget med ekstreme psykiske tilstande. Man kan på baggrund heraf spørge sig selv: Skal man tro på myten om den lidende kunstner, eller er det, der adskiller geniet fra galningen måske netop dette, at denne er i stand til at kontrollere sin galskab, vælge den med omhu og udnytte den kreativt, og så lægge den fra sig igen, når situationen kræver det…?

Sonic Youth er tilmed et band, der i sin dyrkelse af det morbide ikke er bange for at lade sig inspirere af virkelige hændelser og figurer. Nummeret ”Death Valley ’69”, hvor en klagende og skrigende Lydia Lunch ledsager Thurston Moore, er baseret på massakren anført af Charles Manson. På denne måde kan man sige, at Sonic Youth udnytter de heterogene elementer, der allerede er og altid vil være en del af vores virkelighed, og sublimerer dem gennem sin kunst. Det gør dog ikke mordene og lidelserne mindre forfærdelige, men tillader den konfrontation med angsten og døden, der er så ganske essentiel. Vi bliver nemlig ikke mere harmoniske individer af at forkaste og fortrænge den grusomhed, der findes i verden, såvel som i os selv. Ved en sådan konfrontation er der ikke tale om, at lidelsen udslettes, men den bliver måske endog mere virkelig og følbar men mister blot den farlighed, den besad i kraft af sin ukendthed og mangel på udtryk.

Man kan sige, at Sonic Youth via sin musik og tekstunivers åbner verden på ny, idet vi herigennem tillades at se det dæmoniske ved os selv såvel som ved verden i øjnene. Med den tidlige Nietzsches ord kan man endog hævde, at musikken bliver en slags dionysisk dannelsesproces, der åbner op for erkendelsen af, at verden hviler på en metafysisk dissonans, der gør, at den i sin grundvold er lidelsesfuld.

Jeg vil nu så småt bevæge mig væk fra den direkte dyrkelse af volden og sindssygen og vende blikket mod et så ganske andet fænomen, nemlig kærligheden. Eller… er der mon i virkeligheden altid så langt mellem disse fænomener?

I den drømmende ”Green Light” fra mesterværket EVOL møder vi den naive, uskyldige og ukomplicerede kærlighed, der er løsrevet fra ethvert dogme forbindende kærlighed med sindssyge og dæmoni. Forelskelsen er her så appellerende i sin simpelhed, som et grønt lys, der baner vejen for en omfavnelse af verden, mens den i nummeret ”Shadow of a Doubt” fra samme album antager en noget anden og farligere skikkelse. Her forbindes kærligheden nemlig netop med mord, og man efterlades som lytter med en foruroligende fornemmelse af, at noget er nødt til at dø, udslettes for at noget andet, kærligheden, kan blomstre frit. Efter min mening indfanger dette nummer selve essensen af den dæmoniske og dissonantiske skønhed, der er så karakteristisk for Sonic Youth, hvor grænserne mellem drøm og realitet bliver mere og mere flydende. Betragt blot følgende brudstykke inderligt sunget af en Kim Gordon, der som altid ligger lige på kanten af tonen:

Together everafter
He said you take me and I’ll be you
you kill him and I´ll kill her
kiss me
I swear I didn’t mean it
swear it wasn’t meant to be
kiss me in the shadow
kiss me in the shadow of a doubt
must’ve been a dream”.

Samme nummer indledes med linjen “Met a stranger on a train”, hvilket er en klar henvisning til Hitchcoks gyserklassiker Strangers on a Train (1951). Her finder vi endnu et af Sonic Youth hyppigt anvendt greb. Ved hjælp af intertekstuelle referencer skaber de en vis ironisk distance til deres eget materiale, hvilket ikke illuminerer smerten og uhyggen, men blot undgår, at den kommer til at virke selvhøjtidelig og prætentiøs.

Inspirationen fra pop- og massekulturen spiller generelt en ganske væsentlig rolle for Sonic Youth, der har ironien som en væsentlig præmis. Humoren og ironien blandet med dyrkelsen af det heterogene skaber en af og til skurrende fornemmelse, der ikke desto mindre virker underligt logisk. Måske medvirker humoren og det tragikomiske netop til, at det morbide og frastødende kan påføre os nydelse, idet det skaber den distance, der er nødvendig for, at vi kan magte denne konfrontation med lidelsen og angsten, der er så ganske essentiel for vores vellykkede væren i verden.

Umiddelbart efter udgivelsen af EVOL ser et nyt projekt – Ciccone Youth med superstjernen Madonna som omdrejningspunkt – dagens lys, og således giver Sonic Youth sig selv frie tøjler til at vise en mere useriøs og legende side af sig selv. Under dette synonym udgives et enkelt album, der bl.a. indeholder en meget ejendommelig version af Madonnas ”Into the Groove”, her kaldet ”Into the Groovey”, med en demonstrativt snøvlende og sjuskende Thurston Moore ledsagende Madonnas oprindelige vokal.

Efter mest at have fokuseret på Sonic Youths tidlige ofte meget dystre materiale, vil jeg nu tage et kort blik på den side af ensemblet, der for alvor giver sig til kende med klassikeren Daydream Nation fra 1988. Dette album markerer efter min mening et vendepunkt i deres karriere og leder vejen mod et mindre dæmonisk og mere ”henslængt” udtryk, der dog på ingen måde giver køb på eksperimenterne, ej heller på skønheden. Hvor fokus tidligere var på den enkelte og den kaotiske tilstand, der findes i det indre, bevæger vi os nu ud i det kaos, der findes i den ydre verden, nærmere bestemt storbyernes verden.

Det urbane danner rammen om skildringen af en rodløs ungdom, der i forsøget på at absorbere alle de modstridende informationer, der vælter ind over os i den postmoderne virkelighed, må gemme sig bag en kursorisk og blasert facade. Skellet mellem fiktion og virkelighed opløses, idet massemediernes hersken bliver mere og mere ekstrem, og den enkelte må lære at navigere i dette kaos. Sangen ”Eric’s trip” beskriver den evigt drømmelignende og skizofrene sindstilstand, der forbindes med livet i det fragmenterede og støjende metropolis. Hverdagen er som et langt hallucinatorisk trip, og kun øjeblikket rummer substans:

Hold these pages up to the light
See the jackknife inside of the dream (…)
We tear down our world and put up four walls
I breathe in the myth
I’m over the city, fucking the future
I’m high and inside your kiss
We can’t see clear
But what we see is all right
We make up what we can’t hear
Then we sing all night…

I nummeret “Teenage Riot”, der nok er det tætteste Sonic Youth nogensinde er kommet på et egentligt hit, udtrykkes en flygtig fremtidsvision om en ny hypernation, hvor virkelighedens fragmentariske karakter udnyttes til fordel for skabelsen af et slags grænseløst utopia, der tillader den enkelte at finde hvile i det kaotiske.

Her vil jeg tillade mig til slut at indskyde ideen om, at Sonic Youth med deres musik selv skaber et slags utopia, et kunstnerisk frirum, der omformer rastløshed til vellyst, og hvortil ingen følelser nægtes adgang. Det grimme, makabre og lidelsesfulde, som vi alle rummer, fortrænges her ikke men sublimeres og ophæves til noget smukt, et symbol på menneskets alsidighed. Tilværelsens skyggesider forsøges ikke illumineret, men erkendes som værende eksistentielle grundvilkår, der bidrager til vores individuelle rent menneskelige dannelse.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays