Ensomhed og rastløshed har hidtil været den kreative motor i Tina Dickows karriere. Nu har hun slået sig ned i Island og fået to børn, salat i baghaven og et lydstudie i kælderen. Hendes otte år e i London står i stærk kontrast til det etablerede familiehjem, hun har skabt i Nordatlanten. Der står lidt opvask fra i går og en brugt sutteflaske ved håndvasken.

Tina Dickow boede i London i perioden 2001-2009. Hun har konstant på vej mod den næste koncert. Strofer om livet blev skriblet ned i notesbogen på fortovscafeer, og længselsfulde toner blev hver aften leveret med mørke, melankolske øjne fra en ny scenekant.

I august 2014 udsendt hun - allerede - sit tiende album, Whispers, siden debuten i 2001. Albummet har fået flotte anmeldelser.

»Titelnummeret rasper på et sejt blues-groove tilsat simpelt håndklap. Det krydrer albummet med velplaceret musikalsk variation«, skrev Jyllands-Posten.

»Forestillingen om Tina Dickow som naboens pæne datter braser sammen på hendes tiende album«, skrev Politiken under overskriften »Dickows dunkle forvandling«.

»Hun favner livets valg, sejre og nederlag pakket ind med følsom hånd i en række intense popsange«, hed det i Berlingske Tidende.

Og hendes optræden på Smukfest i Skanderborg i august 2014 fik også kanonanmeldelser.

Tina Dickow må have selvtillid for tiden…

»Jeg ville ønske, at gode anmeldelser kunne booste min selvtillid, men sådan fungerer det desværre ikke. Det er nok mit største problem faktisk: Jeg kan læse 100 positive ting, men hvis der er én negativ ting, så hænger jeg mig i dén. Det er i øvrigt også langt vigtigere, hvad mine fans synes, end hvad anmelderne siger. Så egentlig er det først, når jeg står ude på scenerne foran mit publikum og fornemmer om folk kan »connecte« med det, jeg laver, at det kan omsættes til selvtillid«, siger Tina Dickow i et interview med Kulturkapellet.

I musikmagasinet Gaffa blev du kaldt for en »paradoksal personlighed«. Som en af tidens mest feterede og populære sangerinder, som lykkelig nygift og for nylig nedkommet med dit andet barn finder du ind til den nagende tvivl og den mørke sindstilstand. Hvad siger du til det? Kan du forstå formuleringen?

»Ja. Og det er også paradoksalt for mig selv, at jeg i sådan en grad er i kontakt med de mørkere sider af tilværelsen, de svære følelser og de store spørgsmål, til trods for at jeg har alle muligheder i mit liv for at være lykkelig. Men sådan er jeg ikke. Jeg kan ikke bare gribe lykken. Jeg tænker for meget, og jeg har brug for modstand i mit liv for at kunne kende mig selv«.

Hvad har det betydet for dig at flytte til Island som musiker?

Mest af alt har det betyder, at jeg har ro og fred nok til at både at kunne have et travlt familieliv med småbørn og være kunstner og sangskriver samtidig. Der er ikke så meget, der forstyrrer mig heroppe. Jeg har den store, dramatiske natur omkring mig, så det er ikke svært at finde inspiration til sange.

Hvad har det betydet for dig at flytte til Island som menneske?

Det er sket i takt med alle mulige andre ting i mit liv. Jeg flyttede jo for endelig at slå mig ned med en mand, købe hus og få børn: alle mulige voksne ting, der selvfølgelig har gjort en masse ved mig som menneske. Jeg har en større ro indeni. Jeg søger ikke på samme rastløse måde, som jeg gjorde før. Naturen har en beroligende effekt. De landskaber, jeg vågner op og kigger på hver dag, har altid været der, og vil være der, når jeg er væk. Det giver en ro og en ydmyghed. Island kan give mig følelsen af at være langt væk. Jeg har altid fungeret godt i spændet mellem ude og hjemme. Den der elastik, der bliver spændt ud, når man er ude. Danmark er blevet meget mere eksotisk, siden jeg er flyttet herop. Nu er det spændende og sådan helt wauw, når jeg skal til Danmark.

Et sted har du kaldt »Whispers« din mest ambitiøse udgivelse til dato. Kan du uddybe dette?

Det handler faktisk bare om, at jeg har nogle lidt tungere samarbejdspartnere omkring udgivelsen denne gang. Jeg har jo drevet mig eget pladeselskab i snart 15 år og altid stået meget alene med tingene. Jeg plejer at håndplukke freelancere i forskellige lande til at hjælpe med at udgive min musik. Men denne gang er det et større selskab, der står bag den praktiske del af udgivelsen. Ingen har blandet sig i, hvad jeg har lavet eller fået noget at høre, før jeg var klar, men modsat tidligere er der nu ét stort selskab, der tager sig af hele verden undtagen Danmark. For første gang sidder der en hel masse folk i London og USA og Berlin g så videre og rykker på det sammen. Ganske enkelt fordi reaktionerne på musikken simpelthen er bedre end de nogensinde har været. Der sidder nogen og tror på det. De tror, der kommer hul igennem, hvis jeg lægger arbejdet i. Og den timing er jo ironisk og irriterende. Nu har jeg haft al tid i verden de sidste ti år, og nu har jeg faktisk to børn, og så kommer de og siger, at det er nu, det skal være.

Jeg har touret en del rundt, så dybest set ved jeg heldigvis også, at det ikke er noget, der kommer til at ændre mit liv og gøre mig mere lykkelig. Den ro har jeg. Samtidig er det også en svær beslutning at sige, »nej tak, det mangler jeg ikke i mit liv« - ligesom det er svært at sige til sine trofaste og entusiastiske samarbejdspartnere, at man ikke giver det alt. Så indtil videre spiller jeg med og forsøger at få det arrangeret, så det ikke går ud over den ro, jeg har fundet med mine børn og min mand.

Du kaldte det i et interview i Berlingske Tidende for det mest simple album…

Nogle af sangene skrev jeg til en film, hvori de skulle synges af en mandlig skuespiller. Han er ikke sanger, og derfor vidste jeg, at jeg måtte forenkle mit melodisprog. Så sangskrivningen på albummet er bevidst mere enkel og ind-til-benet. Jeg havde lyst til at lave en plade, der kun var mig og en guitar. Det var udgangspunktet. Men da vi først kom igang, fik vi en masse ideer, og det endte med at være mere produceret, end jeg havde regnet med. Men jeg synes, vi har fået skabt en enkel og rolig stemning igennem hele albummet.

Det er din tiende udgivelse? Hvordan føles det lille runde tal? Du har efterhånden en hel del at se tilbage på…

Det føles, som om jeg lige er startet. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har ti albums på bagen, men når jeg begynder at kigge på alle de sange, jeg har skrevet, bliver jeg egentlig ret stolt - og meget nostalgisk, fordi de hver især er små brikker i det liv, jeg har levet indtil nu.

Men jeg føler mig stadig som en novice i det at lave musik og indspille plader. Det er faktisk helt vildt svært at lave plader! Man kan ikke kontrollere processen. Det tror jeg aldrig rigtig, man lærer. Musikken vil altid tage én nogle uventede steder hen, og man ender med resultater, man umuligt ville have kunnet forudse på godt og ondt.

Du er flyttet sammen med den islandske musiker Helgi Jónsson. Hvordan er det at danne par med en musiker?

Det er dejligt at være sammen med en, der forstår det, man laver. Og det gør Helgi i langt højere grad end nogen anden, jeg kender. Vi startede jo med at være kolleger og spille sammen i to år, inden vi blev kærester, så vi har altid haft en dyb forbindelse i musikken.

Hvordan får du familielivet til at hænge sammen, når du har lange og krævende turneer?

Når først en turné er igang, er den som regel ikke krævende. Så har vi fri i dagtimerne og arbejder kun lidt om eftermiddagen og giver så alt, hvad vi har om aftenen. Så der er faktisk masser af tid til at »hænge ud« i løbet af dagen. Vi har barnepige med, og det gør det jo endnu nemmere. Men vi har også valgt at spille langt færre koncerter, end hvad vi gjorde førhen. Turneerne er aldrig lange. Men i forhold til børnene anser jeg os faktisk for at være heldige med det arbejde, vi har.

Og hvad med det sociale liv - hvordan klarer du det med turneer og bopæl først i Danmark, så London og Island? Kan du pleje ven- og venindeforhold ligesom andre på din alder?

Jeg tror, de fleste på min alder, hvis de har små børn, har svært ved at give venindeforholdene så meget, som man gerne ville. Og nej, det bliver ikke nemmere af, at jeg bor på Island og i øvrigt har været i London gennem det meste af min ungdom. Men jeg har nogle fantastiske veninder i Danmark, som jeg har holdt fast i, og hvor det ikke gør noget, at der går lang tid imellem, at vi ses. Men det er helt klart en af de ting, jeg ville ønske, der var mere af i mit liv: Meget mere tid med venner og veninder.

Du turnerer ikke blot i Danmark, men også internationalt under kunstnernavnet Tina Dico. Der må være forskelle på at spille i udlandet sammenlignet med hjemme i Danmark....

Ja, der er stor forskel. Men der er sandelig også forskel fra by til by. Og fra spillested til spillested. Og forskel på en tirsdag aften og en lørdag aften. Det er én af de spændende ting ved at spille koncerter. Enhver aften, ethvert publikum og sted er vidt forskelligt.

Men jeg elsker at spille i især Tyskland, fordi folk lytter meget, og jeg fornemmer en enorm respekt for sangskrivningen og for kunstnere i det hele taget, der står på en scene og prøver at kommunikere noget. Det er ikke i alle lande, man finder den respekt. I Danmark er det som regel mere festligt og i Tyskland mere andægtigt.

Idéen til lyden til albummet »Whispers« kommer fra arbejdet med soundtracket til filmen »En du elsker«. Her spillede den svenske skuespiller Michael Persbrandt en afdanket musiker, og det var Tina Dickows opgave at skrive sange, der lød naturlige i hans mund. Det betød, at de skulle ligge i et dybere toneleje og være relativt simple at synge. Michael Persbrandt er nemlig ikke kendt som en stor sanger. Den proces beskriver Tina Dickow som en befrielse. Det gav sangene mere mandighed, siger hun.

»Væk med den søde pige. Ind med lidt attitude,« siger sangskriveren.

Den nye plade har sågar fået stemplet »Parental Advisory / Explicit Content« på det amerikanske marked, fordi teksterne indeholder bandeord. For Tina Dickow betød processen også en frigørelse fra hende selv, og arbejdet med sangene kan sammenlignes med en prosaforfatters arbejde.

»Nu havde jeg jo filmens karakter som undskyldning. Det var hans vrede, hans tomhed og skuffelse. Det har været en øjenåbner, hvor ærligt det har føltes. Jeg har længe haft svært ved at skrive om kærlighed, været bange for at udstille nogen. Så jeg har måske holdt lidt igen tidligere eller vendt og drejet kærligheden lidt på afstand. Den her metode fik mig til at smide censurapparatet, også musikalsk. Ærligheden ligger også i at lade musikken gå hen, hvor den vil hen.Nogle gange kæmper man med at tro, man skal være tro mod virkeligheden, at man skal fortælle situationen »rigtigt«. Den her gang har jeg prøvet at lytte til, hvor sangene gerne ville hen. Jeg er holdt op med at kæmpe så hårdt, både i musikken og med mig selv«, siger Tina Dickow.