I den første uge af januar 2008 takkede en lang række af de i efteråret 2007 fyrede P2-medarbejdere af, mange efter over 30 års tjeneste i P2. Der blev genudsendt en række af de store, fine temaudsendelser, som det ”gamle P2” havde at byde på, så det var en fin uge på alle måder. Var den mon planlagt sådan for at gøre overgangen til de nye tider mindre hørbar og mindre smertefuld for de ”gamle kernelyttere”?

Efter en måneds lytning (ultimo januar) må man konstatere, at P2 er blevet meget anderledes. Det har vi lyttere prøvet før – og vi ved også, at det tager nogle måneder at vænne sig til nye sendetidspunkter osv., men når bare man ved, at man får, hvad man ønsker sig og synes man har krav på (ud fra public service-kontrakten), så går det jo nok.

Men denne gang er ændringerne ikke bare strukturelle. De 14% besparelser kan virkelig høres. En række udsendelser og udsendelsestyper er ganske enkelt forsvundet. Indhold og synsvinkler, som tidligere var markante (især journalistisk baserede) er der meget mindre af end før.

Spørgsmålet er så, om de/det er blevet erstattet af noget andet, som kan opveje tabet? Radioledelsen gjorde det klart, at man ville bruge besparelserne til at tænke nyt, så det ’Ny P2’ er ikke bare en strukturel revision eller en grønthøstermanøvre. Det er et forsøg på at gøre P2 mere lyttervenlig og vende den nedadgående spiral mht. lyttertallene.

Et spændende eksperiment. Som P2lytter gennem 40 år (og som programmedarbejder/ musikproducer 1986-93) har jeg prøvet at lytte med åbne og samtidig kritiske ører. Her er, hvad jeg har observeret og tænkt efter 4 uger med det ’Ny P2’. (Jeg fokuserer på musikstoffet og undlader at omtale det mere almene kulturstof, som også er blevet omstruktureret. Jeg undlader også at kommentere den digitale 24-timers kanal DR Klassisk i denne omgang).

Lad os tage det ny P2 område for område:

Jazz
På jazzområdet er følgende elementer forsvundet:

• Jazz-journalistikken
• Jazz-live transmissioner af alt andet end Radioens Big Band

Hvor godt Big Bandet end er (og det er godt), er det et stort kvalitativt tab, at der ikke længere transmitteres fra andre koncertsteder i DK.

Hvad har vi fået i stedet?
Daglige udsendelser – hver hverdagsaften kl. 22-24. Det er ikke første gang i P2historien, jazzen placeres på dette tidspunkt. Jeg vil lade jazz-entusiasterne om at kommentere fordele og ulemper på dette punkt. Selv savner jeg først og fremmest de alsidige, landsdækkende jazz-transmissioner og -portrætter, og jeg er bekymret for, hvordan det skal gå de mange skatte, der er gemt i radioarkivet.

Klassisk musik
Dækningen af DRs egne ensembler er fastholdt og måske endda udbygget? Der trækkes rigtig meget på EBU-samarbejdet – men er det mere end før? Vi får stadigvæk transmissioner af koncerter med landsdelsorkestre og ensembler ”udefra”, men vist ikke så meget som før. (Jeg registrerede 2 landsdelskoncerter i januar måned, det er i hvert fald færre end før på en måned). Operatransmissioner fra DK er forsvundet, ligesom magasinet Operanyt. Vi må ’nøjes’ med den ugentlige lørdagsopera fra udenlandske scener. Det virker ret mærkværdigt i betragtning af det høje musikalske niveau, Operaen i København har opnået gennem det seneste årti, og i betragtning af DRs ekspertise på dette område i de forgangne år.

Hvad har vi fået i stedet?
Flere flader med programstyret musik; flere eller længerevarende snakkeprogrammer med public access: En morgenflade (3 timer styret af en vært), en formiddagsflade (3 timer med 1-2 værter og med mange lytterønsker), en eftermiddagsflade med koncertoptagelser (de fleste fra udlandet, alle opdelt i kortere afsnit), en aftenflade med gedigne koncertoptagelser (”Torsdagskoncert hver dag”), og så et nyhedscauseri + quizprogram ved middagstid (40 min). Plus altså det nævnte Jazz-bånd på hverdagsaftener.

Dette er hverdagsmønstret, i weekenderne er det lidt anderledes (Det tidligere P2Plus er blevet flyttet til weekenden), men ikke meget. Lørdagsoperaen er en god gammel kending (men nu altså ikke længere fra danske operahuse).

Ny musik
Magasinet Lyt til nyt, som tog temperaturen på ny-musik-scenen i ind- og udland er forsvundet.

Hver er kommet i stedet?
Ingenting! Ny musik har ikke længere egen sendeflade. Det skal blive interessant at se statistiske opgørelser over, hvor meget ny musik, der dukker op i de mange flader. Bortset fra Per Nørgårds korklassiker ”Wie ein Kind” har jeg endnu ikke hørt noget i fladeudsendelserne.

Journalistik
Det næste 20 år gamle Bolero er forsvundet. Hvad er der kommet i stedet for? Jensen om musik – 40 minutters nyheder, causeri + quiz på hverdagene. Der er også spredte nyhedsindslag i koncertbåndene. Jensen holder sig (så vidt jeg kan høre) til pressemeddelelser og petit-stof. Det er generelt blevet meget småt med gæster i studiet, ”eksperter” såvel som musikere…

Amatørmusik og folkemusik
Amatørmusikken er helt forsvundet fra P2. Magasinet Folk og musik er nedlagt, og der vil ikke længere blive transmitteret og rapporteret fra det store, levende amatørmusikliv rundt om i landet. Folkemusikken blev forvist fra P2 for mange år siden. Den har levet på P3, men nu ser det ud til at også transmissioner fra folkemusikkens festivals og spillesteder er fortid.

Lyden af det ny P2
P2 har fået en masse nye, korte jingler og ’skillere’ (små lydsignaturer). De lyder alle sammen mærkværdigt grimt og signalerer dårligt nok klassisk musik (hvem forestiller man sig mon, at de appellerer til? Mig forekommer de mig helt overflødige). Lyd- og afviklingskvaliteten er i øvrigt dalet kraftigt (gælder hele DR-Radio), hvilket er meget ’naturligt’, når programmedarbejderne selv skal afvikle hovedparten af programmerne uden teknikerhjælp.

Jeg nævnte begrebet ”programstyring” ovenfor, men hvad er det? Værterne i fladeprogrammerne henviser meget til de såkaldte ’playlists’ (omtalt nærmere nedenfor), hvor lytterne selv kan konsultere en oversigt over, hvad der spilles. Men disse playlist-oversigter oplyser kun kunstnernavn (ex. dirigent eller pianist) og titel, hvilket jo ikke er særlig oplysende. Lytteren vil vel som regel gerne vide, hvem komponisten af musikken er, og hvem har mon skrevet ”Symfoni nr. 2” eller ”Etude i B-dur”? Det elektroniske format – og hele musikstyringsmodellen - er simpelthen taget fra P3 og P4, hvor den type oplysninger som regel er overflødige eller mindre relevante. I pop og rock er det udøveren, der er den interessante – måske skal det også til at være sådan i klassisk musik?

Bekymringer
I en kronik i Politiken 13.1. beder P2-medarbejderen Esben Tange om arbejdsro til at udvikle det nye P2, og han understreger, at især de mange koncerttransmissioner er indbegrebet af public service. Det er jeg helt enig i, men jeg synes nu ikke, regnestykket er så enkelt.

En ting er, at direkte transmissioner af koncerter i fuld længde, formidlet af en P2-medarbejder på stedet (eller ’live i studiet’), bestemt ikke er en nyhed. Sådan var det ”i gamle dage”, dvs. et stykke ind i 1990erne, hvor man på lederplan fandt ud af, at klassiske koncerter var alt for lange for lytterne, så de skulle splittes op i mindre dele (Torsdagskoncerterne undtaget, sjovt nok). Det er da dejligt, at man nu igen tiltror lytterne evne til og interesse for det ’gode gamle’ koncertformat, og at levende formidling på stedet skattes på ny. Den musikalske kvalitet af de koncerter, jeg har hørt, har gennemgående været høj. Tak for det!

DR-ensemblernes høje kvalitet står ikke til diskussion, og det er selvfølgelig kun godt, at vi får mange koncerter med dem. Den nye koncertsal bliver sikkert et markant akustisk løft for publikum i salen, men man kan godt betvivle, at f.eks. Radiosymfoniorkestret kommer til at lyde væsentligt bedre i radioen – for det lyder jo allerede vældig godt. God radiolyd er en ting for sig. (Som vel vil blive opretholdt, selv om der heller ikke mange af DR’s højt specialiserede lydteknikere tilbage…)

Det, jeg er mest bekymret for – og som jeg gerne vil have statistisk dokumenteret modbevis for fra DR over en længere periode – er, at det bliver meget mindre af følgende helt klare public service-forpligtelser: transmissioner af landsdelsorkestre, basisensembler og specialensembler uden for DR’s regi samt transmissioner af koncerter (især kammerkoncerter) uden for hovedstadsområdet. Operatransmissioner er som nævnt allerede afskaffet – lige som transmissioner af jazz-koncerter uden for DR-regi.

Jeg er desuden meget bekymret for den ny kompositionsmusik, og for amatørmusikken og folkemusikken, som nu skal finde plads i sendeflader, der ikke favoriseres dette udpræget smalle fænomen. En rendyrket public service-problematik, altså.

Bekymringen for den ny musik har noget at gøre med det sidste nye P2-fænomen, som jeg tillader mig at være kritisk over for, nemlig de allerede nævnte ’playlists’: central styring af, hvilken musik der skal spilles i store dele af døgnets timer (i modsætning til studieværters styring). Enhver kan selv tjekke disse spillelister på P2s hjemmeside. Her spejder man forgæves efter ny og mærkelig musik i de alenlange lister over let tilgængelige småstykker og enkeltsatser, som menuen står på det meste af dagen (det, som musikjournalisten Søren Schauser (Berlingske Tidende) i sin kritik af det nye P2 kaldet ”Mesterhak”).

Hvor kommer playlists fra? Ja, de har været brugt på P3 og P4 i mange år – men oprindeligt kommer de fra kommerciel udenlandsk radio, som bruger dem til at skabe et ensartet lydende produkt for de publikumssegmenter, der er målgrupper for kanalens reklamer. På P2 hører vi naturligvis kun reklamer for kanalens egne udsendelser (og dem er der mange af), men ellers er der i princippet ingen forskel i den måde, musikken styres på: Det foregår efter en eller anden centralt fastlagt fællesnævners princip. Jeg vil ikke sige, at det er den laveste, for musikken er jo gennemgående god. Men mainstream (let tilgængelig og diverterende musik af kortere varighed, fra barok til senromantik) er det i hvert fald. Og mainstream er ikke nok til at opfylde public service-forpligtelsen inden for musikområdet.

Januars højdepunkt på P2 blev (for mig) Trio con Brios mesterlige opførelse af Bent Sørensens Phantasmagoria - et værk fyldt af mystik, mærkelige lyde, mikro- og multivariation, kort sagt mesterlig musik. Et værk på en i øvrigt skøn koncert, med god lyd og fine kommentarer mellem værkerne. Klassisk god musikradio (23.1.). Der også har været andre meget fine oplevelser, f.eks. de to franske strygerbrødre Reneaud og Gautier Capucons sprudlende samspil i Brahms’ Dobbeltkoncert med RSO og Manfred Honeck, og den store Beethoven-Marathon (26.1.) båret af RSO/Thomas Dausgaard og pianisten / musikforskere Robert Levin.

Men som helhed har det ny P2 skuffet mig fælt. Aftenfladen med koncerterne er jeg glad for, men hele dag-(og nat)fladen har reduceret P2 til noget der ligner det tyske, kommercielle Radio Klassik, som jeg besøgte og skrev en kritisk rapport om tilbage i 1991. Dengang kunne/ville ingen forestille sig, at P2 kunne udvikle sig i den retning.

Vi risikerer at P2 fører os tilbage til en tid, hvor dansk musikliv var noget der foregik i hovedstaden, med udlandets metropoler som reference. Og hvor 'klassisk musik' lader til at være ensbetydende med 'gammel musik'. Bent Sørensens trio er faktisk det eneste eksempel på musik fra de allerseneste år, jeg har hørt (eller fundet i programoversigten. Værkerne fra Brno 30.1. var godt nok fra slutningen af det 20. århundrede, men de lød ikke sådan).

Og så skal helheden altså være så let tilgængelig, at det meste af sendefladen fyldes af kønne, korte satser og småværker med hyggelig smalltalk imellem. Det kan måske skaffe nye lyttere, men det vil også skræmme mange af de gamle væk. Som undertegnede, der fremover vil nøjes med at lytte til P2 om aftenen.

DR og P2 skal selvfølgelig have tid til at afprøve og evaluere sit nye koncept. Jeg håber, at jeg og andre gamle lyttere kan få dokumentation for den del af sendevirksomheden, der ikke handler om stil, men om public service forpligtelserne på musikområdet. Den forløbne måned lover desværre ikke godt.

Mod udgangen af marts…
Yderligere to måneder med det nye P2 har desværre kun bekræftet de ovenfor beskrevne tendenser. En meget stor del af sendetiden høres korte klassiske musikstykker eller enkeltsatser, garneret med smalltalk – som regel om alt mulig andet end musik, og gerne med en konkurrence tilknyttet. Der har været mange gode koncerttransmissioner om aftenen, også med moderne klassikere inden for ny musik (Alban Bergs violinkoncert, Lutoslawskis Chain II, f.eks.), men de ’smalle’ områder er og bliver forsømte eller helt forsvundne.

Jeg mener på dette grundlag ikke, at DR opfylder sine public service-forpligtelser inden for området klassisk og ny musik.