Mest læste
[Musikessay]

1 - Musikessay
Signe er single
2 - Musikessay
Sonic Youth
3 - Musikessay
Sangeren der selv designer sit tøj
4 - Musikessay
Nye toner i musikradioen
5 - Musikessay
Interview med Tina Dickow
6 - Musikessay
Lokal musik med udsyn
7 - Musikessay
Happy new ears!
8 - Musikessay
Vildskaben beholder vi
9 - Musikessay
Interview med Spleen United
10 - Musikessay
Fejl er spændende



Happy new ears!

- Den symfoniske musik har omsider fået en god koncertsal i Aalborg

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Efter åbningskoncerten i Musikkens Hus i Aalborg 29. marts var der et bragende flot og meget musikalsk tilrettelagt fyrværkeri-show, afviklet fra en pram i Limfjorden. Efter at have oplevet det kan man næsten kun benytte sig af John Cages spøgefulde nytårshilsenen og sige ”Happy new ears!” til musikelskere i Aalborg og Nordjylland. Nu kan de endelig opleve symfonisk musik i en sal der er bygget til formålet. ”Resten af Danmark og den store verden må såmænd også gerne lytte med”, som majestæten sagde, inden hun med et tryk på en knap fik den store gavesløjfe tværs over koncertorglet til at løse sig op som visuelt tegn på indvielsen.

Planerne om et Musikkens Hus i Aalborg går tilbage til forrige årtusinde. Historien om disse planers og om byggeriets omtumlede skæbne skal ikke fortælles her – for nu gælder det realiteterne: Musikkens Hus står færdigt ved havnefronten – med det andet kulturelle kraftcenter Nordkraft som nabo – og med et væld af musikalske aktiviteter blev huset så åbnet for Gud og hvermand og dronningen 29.-30. marts. Formålet med denne artikel er ikke at bedømme Musikkens Hus eller dens fire koncertsale med mere som en helhed (se Faktaboks), men at fokusere på den nye symfoniske koncertsal, som den præsenterede sig ved de to første store koncerter med forskelligt repertoire og forskellige besætninger.

Aalborg Symfoniorkester har haft behov for en egnet koncertsal i rigtig mange år. Jeg er så gammel, at jeg kan huske, hvordan orkestret lød i Aalborghallen, før denne årtier tilbage blev ombygget til fleksibel multisal. Den gamle koncertsal havde en fri og naturlig lyd, med en rimelig efterklang, så symfonisk musik lød udmærket dengang. Ved ombygningen afgik de fleste af de gamle dyder desværre med døden, og gennem de seneste årtier har jeg kun hørt orkestret nogle få gange om året – simpelthen fordi akustikken (også den i øvesalen og domicilet Symfonien, en tidligere biograf) var så trist og slet ikke levede op til orkestrets standard. Multisals-problematikken er også velkendt fra Århus. Store sal i Musikhuset dér er udmærket til mange ting, ikke mindst opera, men som symfonisk sal har den aldrig været en succes. Det var en meget stor forbedring, da Symfonisk sal i den nye tilbygning, der også rummer Det jyske Musikkonservatorium, kunne tages i brug i 2007, med en glimrende akustik designet af Artec, samme firma som i Aalborg. Det tredje jyske landsdelsorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester, fik sit smukke hjem Alsion i Sønderborg, også i 2007, også med en berømmet akustik. Nu er turen altså endelig kommet til Aalborg Symfoniorkester, og der er nok at leve op til.

Åbningskoncerten
Den følgende beskrivelse og vurdering er baseret på oplevelsen af åbningskoncerten (fra 10. række på gulvet, midtfor) og den første rent symfoniske koncert (4. række, i højre side). Jeg vil først forholde mig til det visuelle indtryk og derefter til den akustisk-musikalske dimension, altså de to vigtigste rammebetingelser for at en koncertgænger kan få en god musikoplevelse.



Salen er farvemæssigt holdt i hvidt, rødt og sort. Væggene er hvide, mens de store, bevægelige reflektorer over orkesterpodie og gulv ligesom stolene er i en flot og stærk rød farve. Facaden på det store orgel, som er placeret over orkestret og korpulpituret, er meget smukt udformet i en vekselvirkning mellem orgelpiber i forskellige størrelser og ”sorte huller”, som bryder symmetrien og de strenge rette linjer. I det hele taget er der gjort meget ud af at give salen et organisk udtryk med bløde, runde linjer, indirekte belysning og med ”amøbe”-agtige runde og ovale former i alle størrelser som grundelement på vægge, i loftet og altså også på orgelfacaden (og i øvrigt på husets ydervægge).



På mig virker det som en elegant kombination af elementer fra futurisme, funktionalisme og jugendstil. Øjet glæder sig, når det vandrer rundt i det store rum, og samtidig skaber det en rolig baggrund for orkestrets arbejde. Af type er det en klassisk ”skotøjsæske-koncertsal”, selvom hjørnerne er buede og de lange linjer rundede. Tilhørere på gulv og de to balkoner ser alle mod orkesterfronten på traditionel vis, selvom der er tilskuerpladser på balkonerne på siden af orkestret (og evt. på korpulpituret bag orkestret). Opbygningen gør det også muligt at projicere billeder på et stort lærred, som alle kan se, når det sænkes ned foran orgelfacaden. Ved åbningskoncerten blev dette demonstreret på fineste vis, da den ukrainske sandkunstner Kseniya Simonova improviserede poetiske billeder i stadige transformationer frem til tonerne af Ravels Pavane og Borodins Polovetserdanse. Det lover godt for den forhåbentlig visionære brug af multimediestrategier i arbejdet med at gøre Musikkens Hus til et hus for mennesker i alle aldre og med mange forskellige baggrunde og behov.



Og hvordan lyder musikken så i denne sal? Først må man konstatere, at salens akustik langt fra er en given størrelse. Den kan reguleres på mangfoldige måder, med akustiske tæpper/gardiner langs væggene og især med de individuelt bevægelige/regulerbare reflektorer. Allerede ved åbningskoncerten oplevede vi reguleringen i funktion. Artec følger projektet til dørs, bemærker man. Tæpperne blev rullet tilbage, og loftspladerne blev løftet i pausen, og det forbedrede faktisk akustikken hørbart efter pausen. I første afdeling bestod musikken af Bent Fabricius-Bjerres rutinerede, men ikke voldsomt inspirerede Musikkens Hus-Ouverture, Tjajkovskijs ikke specielt morsomme, men virtuose Valse-Scherzo og violin-Meditationen fra Massenets opera Thaïs.

Orkesterlyden var levende og behagelig, men der var også en del problemer, især i balancen mellem instrumentgrupperne. Messingblæserne klingede flot og åbent i rummet, som har en rigtig pæn efterklang, mens træblæserne fremtrådte noget mere anonymt. De dybe strygere stod rimeligt klart, mens violinerne simpelthen blev overdøvet af messingblæserne ved styrkegrader fra forte og opefter. I Massenets Meditation, som Nikolaj Znaider forgyldte med sit blændende musikerskab, hørte vi hvor delikat strygerne kunne klinge i piano og pianissimo, og det er en uhyre vigtig kvalitet, som ikke er en selvfølge i moderne koncertsale. Chefdirigent Rumon Gamba slap orkestrets kræfter løs adskillige gange, og det gav som nævnt balanceproblemer, der skal arbejdes rigtig meget med. Jeg tror dog, at disse kan løses, dels gennem omhyggelig akustisk regulering (”fra sag til sag”), dels gennem at orkestret – og dirigenterne – vænner sig til salens imødekommende, men åbenbart ret komplicerede akustik.

Efter pausen var balancen i orkestret mærkbart bedre, og salen blev sat på en voldsom prøve med finalen af Beethovens 9. symfoni. Med 4 vokalsolister, et sammensat kor på over 100 sangere var det spændende, om salen kunne ”rumme” den meget dynamiske og ret så kraftfulde fortolkning, som Gamba havde valgt til Beethovens kolos/klods af en sats. Det kunne den faktisk, om end en lidt mere afdæmpet version nok havde klinget bedre. Der var balanceproblemer i vokalkvartetten, hvor alt og tenor var vanskelige at høre i tutti-passagerne, og violinerne havde fortsat problemer med at hævde sig, især i mellemlejet og det høje leje, i forte-passager med kraftigt messing. Balancen mellem kor og orkester var udmærket – man må faktisk tage hatten af for korets indsats, for Beethovens vokalsats nærmer sig flere gange det usyngelige. Drengesopranerne fra Thisted bidrog med en overraskende lethed og et fint lys til korsporanernes udtryk, og Den jyske operas kor sørgede for den nødvendige gennemslagskraft og bæredygtighed, ikke mindst i herrestemmerne.



Aalborg Symfoniorkesters første koncert
Ved orkestrets åbningskoncert dagen efter var programmet klassisk, og helt typisk for de danske orkestres sæsonprogrammer: ingen ny musik, men en ouverture (Gades Ossian) + en solokoncert (Tjajakovskijs Violinkoncert med den atter fremragende Nikolaj Znaider) + et symfonisk værk (Elgars Enigma-Variationer). Jeg tror, der var blevet ændret på indstillingen af loftspladerne, for balancen mellem grupperne var mærkbart bedre end dagen før (selv hørt fra min lidt skæve position). Træblæserne lød mere distinkte og integrerede, og strygerklangen var bedre afbalanceret. Der var stadig problemer med at høre violinerne (også violinsolisten) ved forte og derover i messingblæserne, især i det høje mellemleje, mens de gik fint igennem i det dybe leje. De dybe strygere stod smukt i lydbilledet, og igen var det en fornøjelse at lytte til hele strygerkorpset i sarte piano-passager. Først og fremmest lød musikken vedkommende. Det er for mig det vigtigste, og den kvalitet kan ikke sættes på akustisk formel.



Publikums begejstring og musikernes glæde var ikke til at tage fejl af, og jeg vil da også konkludere, at Aalborg og byens symfoniorkester har fået en smuk og musikalsk meget lovende koncertsal i et spændende hus. Akustikerne vil og skal uden tvivl arbejde intenst med at finjustere den tekniske del af lydoplevelsen, og orkestret skal selvfølgelig have god tid til at finde ud af, om f.eks. balanceproblemerne snarere skal løses i samspillet mellem grupperne. Man må jo heller ikke glemme, at Aalborg Symfoniorkester – som alle landsdelsorkestrene – er underbemandede på strygersiden, hvilket selv nok så fremragende en akustik ikke kan afhjælpe. Den gode nyhed er – som tidligere orkesterchef Poul Elming formulerede det – at nu kan musikerne faktisk høre både sig selv og hinanden! Det er både en stor forbedring – og en spændende udfordring.

Det første symfoniske gæstespil
3. april kom så det første symfoniorkester på besøg: DR Symfoniorkestret. Jeg var ikke i Aalborg den dag, men jeg hørte transmissionen af koncerten direkte i DR-P2. Jeg ville ellers gerne have set, hvordan et fuldt udbygget symfoniorkester kunne stilles op på orkesterpodiet, som ikke virker specielt stort. Men jeg lyttede opmærksomt. Mange ting kan gøres ved hjælp af mikrofoner, filtre og klangbokse. I radioen var orkesterklangen udmærket uden at være ekstraordinær, og violinerne kom godt igennem. Men her skal man også huske, at Radiosymfoniorkestret er et fuldt udbygget orkester! Det mest bemærkelsesværdige ved koncerten var faktisk repertoiret: Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt dette orkester med et program bestående af operettenumre og balletmusik – så hvor mon det programvalg kom fra?!

En række udfordringer
En lokal anekdote fortæller, at da den lokale avis for mange år siden skiftede musikanmelder, lød orkestret pludselig meget bedre! Orkestret lyder bestemt også meget bedre i Musikkens Hus end det gjorde i Aalborghallen, men sådanne ændringer er først og fremmest anledninger til at formulere nye udfordringer. Aalborg Symfoniorkesters og Musikkens Hus’ fremtid handler ikke kun om forbedret akustik og nye omgivelser, det handler også om at gøre huset og orkestret til en attraktion for borgere i alle aldre – også dem som måske aldrig har været motiveret til at høre symfonisk musik. Jeg vil som afslutning på denne ”anmeldelse” af de første udspil i orkestrets nye hjemsted driste mig at komme med to anbefalinger:

Den ene handler om at overveje mulighederne for at arbejde med orkestrets koncertformer og opførelsespraksis. Jeg vil anbefale orkestret at studere bogen Sirkelen sluttes, hvor den amerikanske professor i drama Bud Beyer analyserer nogle af de helt grundlæggende problemer i vores klassiske koncertkultur: at (orkester)musikerne ikke lærer musikken udenad og derfor ikke kan kommunikere så frit og stærkt med publikum, som det faktisk er muligt. Den etablerede orkesterkoncertform er at ligne med det, der i teaterverdenen hedder en ’reading’, altså en ’oplæst’ fremførelse. Beyer har mange konkrete forbedringsforslag, og han har arbejdet meget med dem i Norge, ikke mindst med det fremragende Norske Kammerorkester. På YouTube kan man finde flere eksempler på hvordan der kan skabes meget mere nærvær og stærkere kommunikation mellem musikere og publikum. Dette kunne være en del af en strategi, hvor orkestret kunne profilere sig.

Den anden handler om at åbne et i udgangspunktet elitært, finkulturelt hus for det brede publikum – som intentionen eksplicit er i Aalborg. Jeg har for nylig besøgt Stavanger. Den norske sydvestkystby, som er lidt mindre end Aalborg, fik allerede i 1982 sin kendte ”Kuppelhal”, men for to år siden åbnede byen sit andet koncerthus i nyere tid. Den store koncertsal er opbygget næsten som den i Musikkens Hus (dog med en balkon mere) og ligeledes udstyret med et stort koncertorgel. Diskussionerne, om hvordan man kan gøre byens symfoniorkester og det store koncertorgel relevant for byens borgere, har ført til mange nye og spændende tiltag, som uden tvivl vil kunne inspirere Aalborgenserne i løsningen af den tilsvarende opgave. Ikke mindst ”hus-organisten” Niels Henrik Asheim har brugt hele sin opsparede erfaring som organist, komponist og koncertarrangør på at åbne ikke bare orglet, men hele huset, for alle. Han improviserer til timelange stumfilm, han lader børn spille på orglet og gå på opdagelse i det, han spiller sammen med andre organister, som tager deres orgler med, og han bruger den store orgelfacade som projektionsskærm i samarbejde med dygtige videokunstnere. Billed- og videokunst samt drama og dans spiller en vigtig rolle i huset, og samarbejdet med byens skoler er i top. Eksempler på de vellykkede nye initiativer kan findes på YouTube.

Jeg ønsker Aalborg symfoniorkester tillykke med den nye koncertsal og de mange udfordringer!

Dele af denne tekst har været bragt i magasinet KLASSISK.


pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays