Mest læste
[Musikessay]

1 - Musikessay
Signe er single
2 - Musikessay
Sonic Youth
3 - Musikessay
Sangeren der selv designer sit tøj
4 - Musikessay
Nye toner i musikradioen
5 - Musikessay
Interview med Tina Dickow
6 - Musikessay
Lokal musik med udsyn
7 - Musikessay
Happy new ears!
8 - Musikessay
Vildskaben beholder vi
9 - Musikessay
Interview med Spleen United
10 - Musikessay
Fejl er spændende



Lokal musik med udsyn


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Globalisering og internationalisering er ikke noget nyt. Går man et par hundrede år tilbage i tiden, var forbindelserne mellem øerne i Vadehavet tættere, end de er i dag. Landegrænsen mellem Danmark og Tyskland er først blevet skubbet op og så ned igen, men længe før grænsen bevægede sig, var der tætte kulturelle bånd mellem øerne fra Fanø i Danmark til Pellworm og Nordstrand i Slesvig-Holsten.

Sidste år sejlede en gruppe fanniker fra Fanø til Föhr i Nordfriesland for at sige: »Dav, her er vi! Sådan lyder vores musik. Hvordan lyder jeres?«.

Ikke blot viste der sig at være langt flere ligheder end forskelle. Med om bord på deres evert (sådan hedder de fladbundede sejlskibe, der i gamle dage sejlede på Vadehavet) havde musikerne fra Sønderho ironisk nok en samling melodier fra Før, som de ville spille for de lokale på den tyske vadehavsø.

- Vi har i mange år holdt de gamle føringer - melodierne fra Föhr - ved lige i det levende musikmiljø på Fanø, fortæller Peter Uhrbrand.

Han er violinist i orkestret »Det yderste hav«.
- Vi ville gerne lave en form for genforening med føringerne efter, at grænsen havde skilt os ad i mange år. Og det gjorde vi med musikken. Vi fandt ud af at vi havde rigtig mange fællestræk. På Fanø drikker vi kaffepunch, på Før drikker de tepunch. Og så spillede vi nogle af deres egne gamle føringer for dem, og det viste sig, at de ikke kendte dem. Føringerne havde vi derimod holdt i live i Sønderho på Fanø, fortæller Peter Uhrbrand.

Ud over horisonten
Den 60-årige musiker flyttede til Fanø i 1977. Peter Uhrbrand blev tækkemand, og gennem hans arbejde kom han i kontakt med Brødrene Brinch, som ikke kun havde et entreprenørfirma, men også spillede femte generations Sønderho-musik, som den unge Uhrbrand snart tog del i. Brødrene Brinch er for længst døde, og den eneste søn, der førte Sønderho-musikken videre til sjette generation, døde i en ung alder i 1994.

Sønderhoning er en traditionel pardans og meloditype fra Sønderho på Fanø. Den er bemærkelsesværdig, idet dansen er en polsdans og derfor går i tre fjerdedels takt, mens melodierne oftest går i to fjerdedels takt. Dansen består af gangtrin og pols med speciel fatning. De ældste sønderhoninger kan dateres til 1700-tallet.

- Man har mest haft blikket ud over horisonten frem for ind mod Danmark, siger Peter Uhrbrand om Fanøs orientering i gamle dage. Dengang man blev født, voksede op og døde i sit sogn, men også dengang hvor sømændene stod ud fra Fanø i stort tal.

- Musikken er noget, søfolkene har haft med hjem. I dag er man inde i otte timer, så har man losset og lastet, men førhen var det ikke ualmindeligt, at de lå inde en uge. Så der har de haft kontakt med folk og været rundt og høre musik, fortæller Peter Uhrbrand.

- Vi ved, at de, der kunne spille, har medbragt en banjo eller mundharmonika eller hvad pokker man nu kunne have med på rejsen. Og vi ved, at en del melodier findes i Tyskland, Holland, Belgien, Storbritannien og over hele Skandinavien i næsten identiske udgaver.

Kultur ad søvejen
Kulturen rejste ad søvejen dengang for nogle hundrede år siden, og når sømændene, der havde set lidt af hvert ude i verden, kom hjem til det isolerede lokalsamfund med friske indtryk, så blev de tilpasset til lokal skik. Den importerede musik måtte således rettes ind efter den lokale dansekultur.

Med i trioen »Det yderste hav« er også guitaristen Jørgen Bjørslev og Jeppe Brixvold, der ud over at være forfatter også kan synge og recitere. Spillemandstrioen præsenterede primært dansemusikken sønderhoning ved koncerten i Flensborghus.

- Det, der får os til at spille sønderhoninger, er ikke ønsket om fornyelse, for det behov er der ikke. Sønderhoningen trives i bedste velgående som festmusik. Sønderho er et af de få steder, hvor folkemusikken har været levende hele tiden - mange andre steder er den slumret hen for senere at blive genoplivet, siger Jeppe Brixvold.

Sønderhoningen lever ikke blot på Fanø. Jørgen Bjørslev, der er docent ved Syddansk Musikkonservatorium i?Esbjerg, er netop vendt hjem fra et besøg på Christiania, hvor musikken også blev spillet ved en koncert. Sønderhoningen er både en meloditype og en traditionel pardans.

Måden de spilles på
Første gang melodierne blev noteret ned på nodepapir var i 1912, men her kunne man ikke dokumentere måden, man spillede melodierne på, som er lige så afgørende. Og som også går i arv, og dermed hele tiden forandrer musikken, alt efter hvilke hænder og temperamenter der spiller den. Musikken bliver spillet til bryllupper, fødselsdage og byfester.

Når »Det yderste hav« turnerer spilles blandt andet bryllupsdanse, en række hovedstykker sat sammen til suiter, tyste melodier på barokguitar, Mandø-melodier som ikke engang bliver spillet på Mandø mere og fem-danse i fem fjerdedels-takt ligesom på for eksempel Færøerne, hvor de danses i lange baner.

Peter Uhrbrand fortæller ikke uden fryd i stemmen, at hans 18-årige søn også er nødt til at lære sønderhoning-musikken.

- Ellers kommer han ikke ud og danse med en pige på Fanø, gnækker han.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays