Multikunstneren Leif Sylvester, der nok kendes af mange for hans farvestrålende malerier, er nu sprunget ud som fotograf og har, i forlængelse af den bog som han udsendte i 2011 Mig og de andre lavet endnu en både finurlig og hyggelig digtsamling med tilhørende illustrationer. Selv om der i den nye bog Danmark & mig stadig optræder reproduktioner af mandens malerier og nogle enkelte billedcollager, består langt størstedelen af illustrationerne i bogen af fotografier, som forfatteren har taget på (cykel)tur i det danske landskab.

Det ville være unfair at karakterisere udgivelsen som en regulær digtsamling, for lige som den forrige bog, så er det svært, hvis da ikke helt umuligt, at skille tekst fra de fotos, collager eller malerier, som de er sat sammen med. Det er ikke kun en bog med tekst, det er ikke kun en bog med billeder, det er en bog med begge dele på en gang – billeder og ord i harmoni.

Langt de fleste af Hr. Sylvesters digte rimer rent faktisk, og læser man dem højt fungerer versefødderne nærmest upåklageligt. Digtene er som tidligere ikke overdynget med tung metaforik, finurlige intertekstuelle budskaber som litteraten møjsommeligt skal lede efter for at skabe mening eller noget helt tredje. Langt de fleste af teksterne er ganske enkle og ligefremt skrevet. Det kan da godt være, at akademikeren vil fnyse lidt misfornøjet af denne meget direkte skrivestil, men det rager sikkert også forfatteren en papand. Teksterne er nemme at læse, nemme at forstå og så har de alle noget på hjerte.

Rent personligt synes denne anmelder at Danmark og mig var rigtig hyggelig læsning. Som titlen antyder hylder den det danske, fra flaget i mormors kolonihave over rapsmarkerne og det gamle træ i skoven. Forfatterfotografen hylder, som Dan Turrell skrev det, hverdagen i alle årstider, uden at forfalde til at blive klæg og nationalistisk. Tværtimod, for der er endda et enkelt digt (nr. 33) hvor forfatteren bekymret og empatisk bevæger sine tanker væk fra Danmark og fortæller om alle de stakkels folk langt sydpå, der har for alt lidt vand, mens vi har rigeligt. Han skriver: ”Det plasker på min rude, min vinduesvisker hviner/ så kom dog kære fremskridt, med nye regnemaskiner / og lad regnen sile ned, hos dem, i stride strømme / så de måske kan få et liv, som de kun ser i drømme”

Tekst Nr. 22 består ikke kun af et digt, men spreder sig over ti sider med titlen Udvikling 1-5. Det er på disse sider at billeddelen består af collager, og i modsætning til de øvrige digte, handler det hér ikke udelukkende om Leif Sylvesters syn på landskabet, naturen, omgivelserne, men derimod vender han blikket indad og fortæller om sin egen opvækst. Det er på én gang meget fint og rørende skildret. En hel opvækst, fra barn til ung mand med egen familie skildret i løbet af ganske få sider. Nu hedder udgivelsen jo også Danmark og mig, så derfor forekommer det også helt naturligt, at der kommer fokus på mig-delen også.

Med Danmark og mig beviser Leif Sylvester endnu engang, at han er i stand til at sætte ord på sine tanker og videreformidle dem i et umiddelbart, lettilgængeligt sprog, som med garanti vil appellere til langt de fleste læsere. Som fotograf hører han måske ikke til eliten indenfor fotokunsten, men mindre kan også gøre det, for selv om nogle motiver virker ganske banale (”ukrudtet” der bryder gennem asfalten, skovbunden med titusindvis af blomstrende anemoner), og som nogle man har set før, så er der andre som fungerer virkeligt fint.

Man kan fornemme kunstneren bag værket. Selv om der har været tilknyttet en ”grafisk tilrettelægger” på bogen (nærmere bestemt Niklas Antonson), virker det overorndet meget helstøbt. Farverne på de enkelte sider og den måde teksten er brudt op på, passer meget fint til det, der fortælles. I det hele taget er den, lige som den forrige bog, ganske enkelt indbydende at bladre rundt i.

Der er noget nostalgisk, lunt og humoristisk over udgivelsen. Det ligger fint i tråd med hans ofte meget livsbekræftende og kulørte skilderier. Hr. Sylvester hylder naturen, ungdommens Amager og synes ikke at være udelt begejstret for udviklingen. I et af de første digte (Nr. 3 Det siger sig selv), der handler om de håndværksmæssige evner der kræves for at lave et bindingsværkshus. Samtidig ved han også godt at man ikke kan bremse fremskridtet og nogle gange må nostalgi vige for teknologi. Dette ses tydligt i den finurlige måde han afslutter digtet med: ”..når jeg ser så’n en bygning jeg virk’li ka’ li’ / så tar’ jeg som regel et fotografi / og hvis du sku’ spørge fra no’n / er det taget med mobiltelefon.”

Det er muligvis ikke stor kunst, men det er drønhamrende charmerende, ganske vedkommende, bundhamrende ærligt og så kan man mærke, at forfatteren har et levet liv bag sig. Et liv som fortæller, kunstner og nu også som fotograf. Der er tydeligvis stadig en masse ting man kan opdage, nye steder man kan cykle hen og ikke mindst mange flere motiver, der bare står der og venter på Sylvesters mobilkamera.