Afsmitningen fra Danmarks åndshistoriske storebror fra syd, Tyskland, har været massiv på dansk kulturliv generelt og litteraturen specifikt, men hvordan ser det ud, hvis vi vender perspektivet? Orienterer tyskerne sig mod os?

Det burde de. I hvert fald hvis de gerne vil læse digte, hævder en ny tysk (men også dansksproget) antologi, Hier habt ihr mich. Bogen, der er udgivet på forlaget Parasitenpresse - bl.a. med støtte fra Statens Kunstfond - præsenterer en række Neue Gedichte aus Dänemark.

Ikke så abstrakt
I et kort forord motiveres projektet ved dels at omtale den danske lyrikscene som litterært nybrydende - litteraturredaktør Jes Stein Pedersens berømmelige ord fra forrige år, hvor Politiken kun indstillede digtsamlinger til avisens litteraturpris, "Det er i lyrikken det sner", citeres - dels ved at forstå den aktuelle situation i Danmark som en genremæssig mangfoldiggørelse.

Den nye danske digterkunst har haft succes, hedder det, og dermed afmonteret myten om, at lyrik er en eksklusiv og utilgængeligt genre for de få. Når det videre hedder, at nye danske digtsamlinger sågar kan blive ægte bestellere, må det vel næsten være Søren Ulrik Thomsens nyklassiker Rystet spejl (2011) Yahya Hassan (2013), Maria Gerhards Transfervindue (2017) eller måske Caspar Erics bøger, først og fremmest 7/11 (2014), der sigtes til. Af disse er kun Erics bog repræsenteret i udvalget.

Projektet er ledt af lektor i dansk ved Goethe-Universität i Frankfurt am Main Marlene Hastenplug og oversætteren Ursel Allenstein. De to står som forordets underskrivere, men det er skandinavistik-studerende (også fra Frankfurt), der via diskussionsgrupper og workshops har stået for både det endelige udvalg og selve oversættelsesarbejdet. I alt præsenteres digte af ti danske lyrikere; Naja Marie Aidt, Rasmus Nikolajsen, Theis Ørntoft, Katrine Marie Guldager, Caspar Eric, Cecilie Lind, Sten Kaalø, Bjørn Rasmussen, Maria Gerhardt og Asta Olivia Nordenhof (sidstnævnte har, med et citat fra Det nemme og den ensomme (2013), "her har i mig", navngivet bogen).

Kriteriet for at lyrikken kan kaldes ny, defineres i forordet som ti år, hvilket giver mulighed for at bringe digte af Aidts seneste rendyrkede digtværker Alting blinker og Poesibog fra henholdsvis 2009 og 2008 samt Cecilie Linds debut, Ulven åd min Eyeliner fra 2010. Alle øvrige værker, typisk digternes seneste, er fra 2013 eller senere. I forhold til Lind er det derfor også lidt misvisende, at hun i introduktionen kaldes den nye "Shooting star". Rigtigt nok er hun udvalgets yngste - og en interessant forfatter, der med romandebuten Til en engels forsvar og senest digtsamlingen Ragusa vel også har fået, hvad der minder om et anmeldergennembrud. At hun i en antologi fra december 2017 skal være det nyeste sort i dansk poesi, er nok at strække den. Også omtalen af udvalgets ældste digter, Sten Kaalå, lugter af tilsnigelse. Kaalø bunkes sammen med Lind i bogens midte, hedder det, og nu parafraserer jeg forordet, fordi de begge - deres forskelligheder til trods - repræsenterer en abstrakt lyrik. Jeg kender ikke Kaaløs fyldige værk specielt godt (omkring 30 bøger), men i de digte, antologien bringer, er der så vidt jeg kan se ikke nogen abstraktionspoetik på færde. Tværtimod:

"die Welt ist/ verflixtes/ aufgeschnittenes Brot/ Vorschuss auf die Ewigkeit/ zum Anfassen/ es regnet/ wir wachen auf/ und gehen/ platsch-platsch/ hinaus in das Ganze"

Kaaløs danske har, at verden "saftsusemig" er "opskåret rugbrød" - "til at ta og føle på". Mere konkret eller mindre abstrakt kan det næppe blive.

Et rigtigt udvalg
Selvfølgelig er antologien en introduktion til dansk poesi for tyske læsere, men i kraft af den traditionelle synoptiske opsætning med dansk original på venstre side og tysk oversættelse på højre (eller øverst/nederst i de tilfælde, hvor teksten er tiltet 90 grader for at få plads til lange strofer), kan bogen jo også bruges af danskere, der ønsker et ekstrakt af den gode samtidspoesi.

For det er et godt udvalg, der er gjort. Det er altid let at gøre indvendinger mod et udvalg efter modellen hvorfor-dit-og-hvorfor-dat, men det er et sikkert og også rigtigt udvalg. Glimrende er det fx at få et gensyn med Theis Ørntofts monumentale Digte 2014. Værkets struttende, kosmiske dunkelhed gør sig godt på tysk. Her et af de i alt otte Ørntoft-digte i fuld tysk ornat:

Zwei Augen öffen sich/ im Umkreis eines Erwachens./ Ich sah die Geometrie von Jahrtausenden/ untern Mikroskop/ das rote Licht/ in einem Garten/ im Alter/ Was ist, Freund/ was ist./ Es sind alle Zeiten in einer Sekunde/ Strom der Blutzellen/ durch abstrakte Diktaturen/ meine Fußspuren leuchten// über eine Bergkette steigen/ und das Meer erreichen.

På dansk løber digtet også ud rent grafisk i en verslinje, der er kortere end det tyske tillader: Jeg'et puster ud: at "nå havet". Hæver vi os fra det enkelte digt, kan man også sige, at Ørntoft sammen med måske Nordenhof og Rasmussen står som de eksemplariske repræsentanter for det Allenstein og Hastenplug opfatter som en tendens til at den danske samtidspoesi, relationel og interagerende i sin grundform, behandler noget sårbart på en temperamentsfuld måde. Tag ikke fejl, som de skriver. Det fyldige uddrag af Nikolajsens Tilbage til unaturen og måske også Kaalø-digtene garanterer så en modvægt, der kunne være underbygget yderligere, hvis fx Signe Gjessing, Julie Sten-Knudsen, Liv Sejerbo Lidegaard eller Andreas Pedersen også var blevet optaget.

Det må blive næste gang. For nok har det været prosa- og hybridbøgerne, der det seneste års tid er løbet med de største overskrifter, men det sner stadig i poesien.