Tænk at få sig dedikeret hundrede kærlighedssonetter. Det er, hvad chilenske Pablo Nerudas tredje kone Matilde Urrutia fik i 1959, og nu får vi alle sammen lov at læse med i bogen Hundrede kærlighedssonetter, som er udgivet på dansk i marts 2018, længe efter de er skrevet og længe efter Nerudas død.

Pablo Neruda har vundet nobelprisen i litteratur, og hans kærlighedslyrik siges at være i verdensklasse. Det er tydeligt, at Neruda besidder en særlig evne til at skabe sproglige billeder, og det er et avanceret værk, han har produceret. Billederne udfordrer læseren i sværhedsgrad og er ikke sådan ligetil at folde sin hjerne omkring, og kærligheden er da også et kompliceret og nuanceret fænomen at forsøge at beskrive.

Op igennem tiden har man i kærlighedslyrikken anvendt forskellige teknikker i forsøget på at beskrive kærligheden, herunder kærligheden til kvinden. Vi har set romantisk kærlighed, erotisk kærlighed, sublime og storslåede billeder, som forsvinder i uhåndgribelige dimensioner eller på paradoksal vis udsletter sig selv igen netop, som de er skabt. Lyrikken fastholder et billede af kærligheden, som normalvis ikke lader sig fastholde, og Nerudas poesi er ingen undtagelse.

Spørgsmålet må være, hvad en læser i dag kan bruge en chilensk mands kærlighedsdigte til sin kone til? Der må være tale om, at sonetterne rammer noget, som rækker længere end til den specifikke kvinde, noget som er kærlighedens væsen på et højere plan, noget som går på tværs af tid og kultur.

Gennemgående i bogen er da også en række inddragelser og beskrivelser af den chilenske natur, som kvinden lader til at flyde sammen med, være oprindelse til eller sætte sit præg på. Ord som ”honning”, ”brød”, ”ler”, ”olie” og ”hvede” går igen i værket, og kvinden sidestilles hermed. Kvinden beskrives desuden som jeg’ets hele kosmos:

Dine vidtåbne øjne er det eneste lys jeg har
fra de udslukte stjernebilleder;
din hud dunker som de striber, en meteor
tegner på himlen under regnen
Dine hofter var som den fulde måne at gribe om,
din dybe mund og dens salighed hele solen...” (sonet 16)

. Her ses et af de mere sublime billeder med erotiske undertoner af direkte berøring af kroppen. Vi ser også en række romantiske fremstillinger af en skæbnebestemt kærlighed:

Måske vidste du det ikke, araukanerinde
at jeg, uberørt af dine kys, elskede dig,
længe før mit hjerte endnu kendte din mund (sonet 5)

, og sonetter tilegnet bestemte dele af kvinden, eks. sonet nr.14, som kun handler om hendes hår.

Jegets kærlighed er ikke altid kun lykkelig. Der ses flere eksempler på, at kærligheden også er ubehagelig eller ligefrem grim. Bitre kærlighed… piggede lidenskaber…spyd af sorg…din smertefulde ild…en glubsk kærlighed (sonet 3). Min lille grimrian, din mund er stor nok til to munde… Min lille grimrian, hvor har du skjult dine bryster? (sonet 20). Desuden er arbejdet med at formidle og opholde sig i denne kærlighedsoplevelse heller ikke udelukkende let for jeg’et, men nødvendigt og givende i sidste ende, hvilket igen fremstår som et typisk træk ved denne genre. Fra dedikationen i bogen ses … jeg led meget, mens jeg skrev disse ”misvisende” sonetter; de sårede mig og gav mig hjertesorg, men den lyksalighed, jeg føler ved at overdrage dem til dig, er vidtstrakt som en savanne

. Beskrivelsen af kærligheden til kvinden kan nemt blive klichéfyldt. Det er den ikke her. Kvinden er i alt omkring jeg’et, hele tiden i nye former og bevægelser, og værket må være en indsigt i, hvad et menneske egentlig kan betyde og fylde for et andet menneske. Neruda har kunnet fylde 215 sider.

Som sagt er bogen ikke letlæselig, og indholdet i sonetterne er ikke umiddelbart til at fornemme altid. Den er billedskabende og et smukt indblik i kærlighedens væsen, men fremstår også mere specifik end universel. Man kan spørge sig selv, hvorfor en sådan bog udgives på dansk nu, så længe efter sin fødsel. Måske har vi brug for den?