Produktive Casper Eric er på banen med sin tredje digtsamling, alle udgivet på Gyldendal. Den fornemme debut, 7/11 (2014), fokuserede på ensomhed og weltschmerz i storbyen, mens opfølgeren, det karismatiske langdigt, Nike (2015), tog livtag med den syge krop, spejlet gennem forfatterens egen diagnose, cerebral parese. Den foreløbige tretrinsraket bliver nu fuldendt med nytilkomne Avatar, der er en kæk lille bastard, der blander en tindrende skarp iagttagelsesevne med smertelig melankoli og attitude. Resultatet er en af de bedste og mest vedkommende digtsamlinger, jeg har læst, siden Theis Ørntofts Digte 2014.

Avatar er en samling på otte digte, der følger samme faste form. Hvert digt er skrevet som langdigte – eller suiter (står der i presseomtalen) – alle sammen på elleve sider (inkl. titel som dækker første side). Digtene er skrevet i en slags palimpsest-genre, da teksterne er skrevet under inspiration af forskellige værker – tekster, tweets, kunstværker, breve, ol. – fra unge mænd, der endte med at tage deres eget liv. Digtene er således vidnesbyrd fra en fraværende; rapportager fra én, der ikke var tilstede, men føler det som om. Fx står der i første digt, inspireret af Èdouard Levés roman Suicide: ”jeg kan sagtens forstå det ønske / om at forlade alt hvad man har / og ikke behøve at planlægge fremtiden / men det er også noget jeg frygter”. Den intense stemning springer i ansigtet på læseren som en konstant appel.

Ellers er digtene ofte en blanding af hård civilisationskritik (særligt øko- og kapitalismekritik) og så biografiske, psykologiske noter. Verden er afsløret som kold og gold, hyklerisk og tom, men kroppen er altid allerede situeret i verden, så der må alligevel handles. Kroppen er det vedvarende omdrejningspunkt for Casper Eric, og endnu engang bruges det ganske effektfuld i de organiske digte, der flyder som en rolig å ud over siderne. Det er en slags stream-of-consciousness, der udvikler sig. Stilen er kun afbrudt af Wikipedia-digtet (digt fire), der som en kollage opregner nogle navne over folk, der har begået selvmord.

Den tunge depressive stil får dog også plads, hvilket kun giver mening i denne ”selvmordsantologi”. Tag fx disse linjer fra det syvende digt, formet af selvmordsbrevet fra krigsveteranen Daniel Somers: ”og dette tænker jeg virkelig / at når et par sæsoner er gået / vil selv dem jeg elsker / begynde at sætte pris på / at jeg ikke længere er her”. Det digt er også den skarpeste magtkritik, hvor politiske institutioner anklages for at starte krige, som altid kun inkluderer den menige mand på slagmarken. Med elegant pen formes denne grundlæggende syl i kødet på eliten, og med vores eget lands aktioner i Irak og Afghanistan er teksterne også kradse indspil i den verserende debat her til lands.

Avatar er en gennemført flot og velskrevet samling. Af og til grundede jeg over, om Casper Eric måske kommer for let til sine digte. Talentet er uomtvisteligt, men tålmodighed kan vise sig at blive en dyd i årene fremover. Denne gang går det, fordi han formår at blande sine bedste sider: verdensømhed, popkulturelle relikvier, psykologisk skarpsindighed og en pen med fut i. For egen regning vil jeg hævde, at Michael Strunge i Casper Eric har fundet sin retmæssige arvtager.

Forhåbentlig vælger Eric ikke at følge efter Strunge – og denne bogs forlæg - ud af vinduet, men i stedet ud i verden efter nye indtryk, der kan skrives om.