Det føles mærkeligt at sidde med genudgivelsen af Klaus Høecks Dylan Forever, der første gang omkom i 1979 på Asger Schnacks hedengangne forlag ”Swing”, og som nu udkommer i en ny udgave på samme Schnacks nuværende forlag ”Asger Schnacks Forlag”. Det mærkelige er ikke genudgivelsen i sig selv, for bogen er god nok til at blive trykt igen – og med en Nobelpris i ryggen er det også ganske oplagt i kommercielt øjemed – nej, det mærkelige er, at vi efterhånden har vænnet os til, at en ny bog fra Høeck skal være tykkere end Bibelen og været et kompliceret, kybernetisk værk, som selv de tapreste høeckologer må kæmpe sig igennem med én finger i digtene og den anden i de sirlige appendixer, der altid følger med. For systemdigteren Høeck er vel sagtens Danmarks mest produktive digter med mursten som In Nomine, Palimpsest, Hjem, Legacy, osv., der alle er på flere hundrede sider.

Men Dylan Forever er kun på 49 sider – dog denne gang akkompagneret af en engelsk oversættelse, foretaget af John Irons. På trods af den beskedne længde er der tale om digte med stor tyngde. Høeck skriver med stor poetisk kraft om sit forbillede Bob Dylan, der ikke bare løftes op i panegyriske vendinger, men også er stor nok til at kunne bruges som en prisme på tilværelsen i sig selv: ”Midt i hverdagen er det som / At blive vaccineret med / solopgaNge, der skinner af syntetiske [sic] regn” (19). Det er næsten en transcendenserfaring, der gives udtryk for her, men som altså er afstedkommet af den ”faNtastiske og totale musik”, som er Dylans. Citat her viser via versalerne i ”solopgange” og ”fantastiske”, at der er et system på spil i digtene. Alle digtene har fire vers med 3, 5, 3 og 5 verselinjer. Ned igennem digtene står BOB DYLAN to gange, som altså markeres med versaler. Desuden bygger det på en mere kompliceret udregnet af negentropi, som er kortfattet beskrevet bagerst i bogen, men som jeg slet ikke kan forstå endsige gengive. Det for Klaus Høeck så klassiske bogstavaffald fylder også en del, altid i tredje vers, men det skyldes vist nok den bagvedliggende kryptiske matematik.

Digtene tager ofte udgangspunkt i en konkret sang af Dylan, som så giver anledning til en refleksion over livet eller beskrivelsen af en erfaring med verden. Fx side 14, hvor sangen ”New Morning” bruges til en intim beskrivelse af hverdagsfænomener, som spejler, hvordan Dylans sange åbenbart kan dufte. Eller ”I ain’t gOnna work on Maggie’s farm no more”, som bliver katalysator for et socialt beatopgør (33).

Som altid hos Høeck blandes den hverdagsnære realisme med de store mytologiske sværmerier. Hos Høeck kan et politisk statement sagtens sættes i kontrast til ”ømhedens evangelium”. Digtene bruger både kendt metaforisk stof, særligt er farven blå en genkommen ven, men der er også kvikke nyskabelser som ”imaginAtionens laterna magica” (44).

Besyngelsen af Dylan er voldsomt. ”Her Ofres / mammon og purpur på Bob Dylans alter” (41). Messiasprætentionens ekko kommer som en ”stor helBredelse” der ”tog sin begyndelse” (39), ja, selv skabelsen tages med på akkord, når det i et digt hedder ”I Begyndelsen var der sangen” (8). Alligevel afslutter Høeck det sidste digt med at afvise afgudsdyrkelsen: ”For det er ikke idoldY /rkelse, når vi hylder dig. Det er os selL /v vi fejrer og trA /nscendensen” (54).

Alt dette er egentlig blot spredte iagttagelser, som skal trække den vigtige konklusion tilpas ud: at Klaus Høecks digte stadig holder, fordi de er elementært velskrevne, og fordi fan-lyrikken bare fungerer supergodt, når den er skrevet af en helt særlig stjerne.