På Gyldendal er poesiåret 2017 for længst skudt i gang. Hovedretten udgøres pt. af Signe Gjessings seneste – og tredje – bog, Ideale begivenheder. Selvom digte er blevet til ”vers” – og at denne genrebetegnelse fra omslaget er konsekvent gennemført; de lange linjer giver et horisontalt præg i et formsprog, der altså nægter at lade poesien klumpe sig sammen til ”klassiske digte” – er der ikke meget nyt under solen:
Gjessings projektet er nøjagtig det samme som i de to forudgående bøger, og kan, som det også altid gøres, bedst beskrives som en sensitiv undersøgelse af eksistensen, ofte udtrykt gennem opmærksomhed både på det nære og konkrete og på det store og uendelige. To eksempler:

”Altet inddeles: et barns åbne strube, når det bliver kørt på cykel hen over brosten: å-å-å-å-å-å-å-å-å-å-å-å-å-å-å-å-å-å” (s. 23)

”verden er alt, alt, alt for lille, farligt lille: men kun som en kant på en tagterrasse kan være alt for lav, farligt lav” (s. 25)

Gjessings digte – vers – vil se ”altet” i dets små og enkelte dele, vil undersøge verden i dets afkroge, men ender alligevel ofte med, som hér, at finde sit stof i det allermest konkrete og almindelige.

Det er også derfor, at Gjessings luftige og, for at sige det lige ud: ganske svære digte, opleves så tilgængelige: Man genkender simpelthen sig selv i de sansebårne erfaringer, digtene bruger løs af. Om det så, som i eksemplerne ovenfor, er fordi de situationer, der træder frem, er hverdagslige, eller om det er fordi, der gennem det metaforiske sprog overføres så meget konkret og umiddelbar betydning, at selv det allermest abstrakte – oplevelsen af at verden er lille, fx – får mening. Endnu et godt eksempel herpå er det sidste:

”verdens ende sendt ud – som en frisbee, der lander så uendelig sagte, at ingen kan finde ud af at gribe den” (11)

Med god ret kan man spørge: Hvad er ”verdens ende” her?, hvad betyder det? — Og det er ikke klart! Mit eget foreløbige gæt (læsningen fortsætter på den anden side af anmelderriet) er trivielt: Verdens ende, der er sendt ud, er slet og ret vores vished om døden. Verdens ende! Uanset hvad, man måtte lægge ind i dette, ja, luftige udtryk, er metaforikken klar. En hurtig næranalyse:
Forgængeligheden er givet os – den er ”sendt ud”. Og hvordan er den så det? Jo, ligesom en frisbee, der er skudt af sted – tydelig og allestedsnærværende – men som lander ”så uendelig sagte” (her peaker metaforikken rent sanseligt), at man alligevel misser den, ikke kan ”finde ud af at gribe den”.

Det er med sådanne betydningsoverførsler at den eksemplariske Gjessing-effekt, den ubesværede bevægelse fra det abstrakte til det konkrete og vice versa, bliver til.

Samtidig er der god grund til at rose Gjessings økonomiske sans: Hun er ikke overforbruger af metaforer og sammenligninger – at de forekommer i hele to ud af denne anmeldelses tre tekst-eksempler, er ikke repræsentativt. Gjessing skyder et ”som” ind, når der atter er brug for, eksplicit, at forankre læsningens muligheder i det endog meget konkrete og sanselige. Hun mestrer med andre ord et på én gang ambitiøst og enkelt poetisk sprog, hvis forbillede, i alt fald når det kommer til forskydninger i mellem det abstrakte og konkrete, meget vel kunne hentes i kollegaen Simon Grotrians digte.

Selvom flere forbindelseslinjer hurtigt kunne trækkes mellem de to SG’er (begge har få fortællende momenter, hyppig brug af ordet ”Gud” og vers eller onelinere som en fast del af repertoiret), er der en afgørende forskel. I modsætning til Grotrian, der decideret skriver på uroen, er Gjessings univers sublimt langsomt og roligt. Dette gælder i de enkelte vers, hvor rytme og ord dikterer tonen, ligesom det også gælder på selve samlingens niveau, hvor den sprængte (vers-)form giver en jævn og afdæmpet læseoplevelse. Dette er tilsigtet men ikke desto mindre også bogens store udfordring. I hvert fald er jeg tilbøjelig til at savne netop den formmæssige variation, som de to forgående bøger, men særligt debuten, rummede.

Det rokker dog ikke ved, at Gjessings Ideale begivenheder er en stærk start for Gyldendals poesiår 2017.