Lea Marie Løppenthin har igennem flere år leveret særdeles læseværdige bidrag til blandt andet tidsskriftet Hvedekorn. Og jeg er sikkert ikke den eneste, der har set frem til debuten fra Løppenthin, der blev uddannet fra forfatterskolen i 2013.

Nervernes Adresse er titlen på bogen, som er udgivet på det næsten nystartede forlag Gladiator. Digtsamlingen er inddelt i syv afsnit, hver med egen titel. Teksterne er – i tråd med Løppenthins tidligere digte – ofte temmelig prosaiske. Der fortælles for det meste i konkret handlingsforløb, og det betyder også, at Nervernes Adresse er en digtsamling, hvor det er svært for alvor at blive hægtet af. Teksterne lukker sig ikke om sig selv, som digte ellers godt kan gøre det. Tværtimod inviterer de læseren med rundt i ofte ganske håndgribelige situationer, og det er et stort plus for læseoplevelsen, der bliver flydende. Man skal simpelthen ikke stoppe op hele tiden for at analysere det læste.

Der er tale om central-lyrik, hvor oplevelser, situationer og sansninger fortælles i første person. Ofte tages der udgangspunkt i hverdagslignende begivenheder, som dog ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Vi er med på gåtur rundt i København, en tur på Kalvebod Fælled og på rejser i udlandet.

Det er fortællerens sansning af verden omkring, der kommer til at fremstå som det helt centrale i digtsamlingen. Verden mødes og opleves ved den kropslige sansning og ved sindets reaktion herpå. Det sidste kommer ofte til udtryk ved nervøsitet og skrøbelighed.

Sansningerne kommer ofte til udtryk ved, at fortælleren inddeler eller opfatter verden omkring i strukturer; som mønstre eller geometrier:

tv-skærmene i min kupé viste blomster, der blomstrede
regnen udenfor inddelte lyset i felter
og lyset faldt i brede flader på husmuren

Måske siger behovet for at se omverden som mønstre os noget om, hvad det er for en oplevelse, fortælleren har af omgivelserne. Måske synes verden fremmed og unaturlig; måske opfatter fortælleren sig selv som én, der har svært ved at forholde sig til de mange indtryk og har behov for at skabe orden i kaos.

Et andet centralt element er tiden og de forandringer, der følger med, hvor tiden ofte fremstilles som en størrelse, der lagres, fortættes eller komprimeres i den stoflige materie. Fortiden er med i nutiden på samme måde, som nutiden altid er på vej mod fremtiden:

så jeg siger om en årstid, at den er på vej
selvom der altid er en årstid på vej
selvom opsparingens princip indfører vinter i alle årstider

Det store fokus, digtsamlingen har på sansninger, betyder naturligvis også, at det kropslige har en fremtrædende plads i teksterne. Et træk, som også går igen fra Løppenthins tidligere tekster. Kroppen fungerer som intellektets forlængelse ud i verden; som det organ, der opfatter og opfanger, og som derfor ligger til grund for oplevelsen af at befinde sig i verden:

en ung mand sidder på en fortovscafé i Oslo
han lytter til samtalerne ved de andre caféborde
man kan se på ham, at han ikke længere kan skelne sine sanseindtryk fra hinanden
hele hans overflade består af porer, ingenting kan trænge ud
at være porøs betyder i hans tilfælde at han tager imod alt, der bliver kastet ind i ham
for igen at lukke sig omkring alt det, der bliver kastet ind i ham

Løppenthins debutsamling er både flot, velkomponeret og eftertænksom. Der er en underliggende meget fin og sårbar – ja, næsten tilbageholden – tone i sproget, som alene gør det værd at læse med. Men også på indholdssiden holder værket helt igennem. Den beskæftiger sig med noget, som alle konfronteres med – om de er opmærksomme på det eller ej – nemlig det at opleve verden. Og det sker så gennemført og velkomponeret, at det er svært ikke at være begejstret.