Da Rasmus Halling Nielsen tilbage i 2004 udgav debuten Skubber på luften som en fjer, skete det i kun 50 eksemplarer på forlaget Koordinat. Siden har forfatteren opnået en anseelig plads i samtidslyrikken, og det er derfor ikke overraskende, at debuten nu er blevet genudgivet og dermed tilgængelig for et større publikum. Det er det nystiftede Asger Schnacks Forlag, der står bag udgivelsen.

Rasmus Halling Nielsen – der tidligere på året blev hædret med Dan Turéll-prisen såvel som Bukdahls Bet – har især gjort sig bemærket ved sit meget bredtfavnende udtryk, men også på grund af et rimeligt heftigt arbejdstempo, hvor teksterne finder vej til alle mulige og umulige platforme.

Skubber på luften som en fjer består af ti digte, som alle vidner om en temmelig original men også rebelsk tilgang til digtergerningen allerede tidligt i forfatterens virke. Blandt andet fornemmes inspirationen fra systemdigtere som Hans-Jørgen Nielsen og Johannes L. Madsen i i krydsningen: munden bevæger sig ikke, hvor der løber to forskellige spor i samme tekst. Samme tendens ser vi også i samplingen: spreder neglene som sne, hvor U'er drysser ned over to sider. Negle som sne.

Andre tekster dyrker det gentagende. Næsten meditativt bliver det i åbningsteksten, digtet: imens falder øjnene som nøglehuller, hvor titlen gentages som hver anden strofe i løbet af den fem sider lange tekst. Hver gang sat med gotisk skrifttype, der er med til at fremhæve de formmæssige eksperimenter, der er en af grundstenene i samlingen. Naturen og kroppen fylder de øvrige strofer ud, men på en lettere urovækkende måde, hvor det blandt andet lyder:

bladene synger henover
asfaltens hud.

Eller hvad med:

sårskorpen koger ind
til benet

Særligt imponeret bliver jeg over skitsen: fugle med kløerne udstrakt i hagekors. Her er igen et kropsligt tema i spil. Knogler, ben og hud knaser, maser og brækker de stakkels fugle. Særlig rart er det ikke, men det er heller ikke meningen. Også i dette digt ser vi i øvrigt gentagelsen anvendt som virkemiddel, idet sidste vers i hver strofe går igen i starten af af næste. En opbygning, der også ses i skitsen: det hyler som masker i vinden. Det skaber en sært hakkende læseoplevelse, hvor man hele tiden fornemmer, at man bliver sat et skridt tilbage i læsningen.

Den ildevarslende tone er gennemgående for digtsamlingen. Ofte dyrkes det absurde i udsagn, der virker både fremmedartede og næsten skræmmende. Opløsning, forfald og død synes at hænge som en skygge over digtene.

Skubber på luften som en fjer er en bemærkelsesværdig debut. Det spraglede og vidtfavnende udtryk har ikke nødvendigvis været en fordel for en ny forfatter i forhold til at bide sig fast i litteraturscenen, for samlingens flagrende natur kan virke forvirrende. Men med Rasmus Halling Nielsens senere udgivelser in mente er det særdeles interessant at læse debuten, fordi man får præsenteret udgangspunktet for det, der senere er gået hen og blevet et af de mest interessante forfatterskaber i ny dansk lyrik. At man allerede fra debuten kan se viljen til at lege med ukonventionelle, originale og obskure indfald side om side med mere traditionelle digtformer gør det klart, hvorfor også Skubber på luften som en fjer fortjener at nå ud til et bredere publikum, som bogen gør nu, for debuten er virkelig en flot start på et forfatterskab, det – heldigvis – er svært at komme uden om.