Katrine Marie Guldager kan i 2014 fejre sit 20-års jubilæum som forfatter, og det markeres med en tilbagevenden til digtformen, som Guldager ikke har været repræsenteret ved siden 2001, hvor langdigtet Ankomst, Husumgade udkom.

Fælles for teksterne i Et sted i verden er, at de alle er holdt i en moden men også nøgtern – ja, næsten tilbageholdt – tone. Selvom der tages udgangspunkt i et stærkt personligt afsæt, der vidner om livserfaring og personlige favntag med livet og døden, så imploderer digtene i deres egen stille fremtoning, nærmere end de eksploderer i ekspressive udfald. Det folder digtsamlingen ud på en meget fin måde, hvor teksterne fremstår harmoniske i forhold til hinanden og uden vilde stilistiske variationer. Der er ikke nogen tvivl om, at Guldager fortsat besidder evnen til at skrive skarpt og dygtigt.

Og det bliver især det faktum, at digtsamlingen i høj grad kredser om farens død og den efterfølgende splittelse af familien, der – i sagens natur – er med til at skabe det personlige islæt. Men også det, at man tydeligt fornemmer livserfaringen, forståelsen for verden og menneskelige relationer, betyder, at man tydeligt fornemmer mennesket bag ordene.

Samlingen indledes med det første af fire digte med fællestitlen ”Et sted i verden”. De tre øvrige findes til sidst, og digtene indkredser dermed bogen. Ikke bare i forhold til, hvordan teksterne er sat op, men i særdeleshed i forhold til at indkredse de overordnede linjer i digtsamlingen. Digtene omhandler nemlig emnerne familierelationer, hjemmet, opvækst og døden. Meget fint lyder det eksempelvis i ”Et sted i verden I”:

Et sted i verden er jeg født
og et sted i verden brænder
mit barndomshjem.
Der er et hus
der ikke er en historie.
Der er et hus
der ikke er en person
og dér

Dér er jeg født.

Farens død behandles også i en serie med fælles titel, nemlig ”Efter katastrofen”. Bagest i samlingen kan man læse, at titlen refererer til den togkatastrofe i 1988, hvor Guldagers far døde. En begivenhed som efterlod en familie splittet i følelsesmæssigt kaos:

Efter katastrofen var der nogen, der ville skubbe dig
væk, nogen, der sagde: Dette er vores katastrofe, dette
er vores smerte. Så mærkeligt at slås om dét: Resterne
af en død mand. […]

Men også de personlige følelser behandles, her i ”Efter katastrofen II”:

Efter katastrofen hang du i luften som en edderkop
uden sit spind. […]

Andre digte er mindre dramatiske og forholder sig i højere grad til dagliglivets relationer, følelser og drømmene for livet. Som helhed emmer Et sted i verden af betragtninger og tanker, der fremstår hudløst ærlige. Og jeg har spurgt mig selv, hvor den følelse af ærlighed egentlig kommer fra? Skal et digt ikke lyve og bevæge sig vildt ud ad en tangent? Skal det ikke sende læseren direkte over i et andet univers? Nej, ikke altid. Det enkle, det tilbagetrukne kan være ligeså effektivt, og ofte mere.

Og det er netop dét, der fremstår som bogens stærke side. Dens tone, der på en gang er både nøgtern, sagte og tilknappet, men uden på nogen som helst måde at virke afvisende på læseren. Dette kombineret med de universelle emner, der præger Et sted i verden, gør oplevelsen af at læse Katrine Marie Guldagers første digtsamling i 13 år aldeles stor.