At skulle anmelde tolv bøger på een gang virker som en markant udfordring. Når dertil lægges, at det er Danmarks måske mest anerkendte digter, der samler hele sit roste oeuvre, så virker det mildest talt uoverskueligt. Søren Ulrik Thomsen (SUT) har siden debuten City Slang i 1981 siddet tungt på poesiens trone her til lands. Om end ikke enevældigt så dog som en betydelig del af senatet. Op til denne udgivelse har SUT gentagne gange ytret, at det har været et stort ønske for ham at samle sine skriftlige arbejder. Han har tidligere samlet de dengang udgivne digtsamlinger i en smuk kasse, netop med titlen Skriftlige arbejder (fra 2004 dvs. til og med Det skabtes vaklen), men ønsket var større: digte og essays skulle samles i et monstrøst et-bindsværk, så de glubske SUT-læsere og måske nytilkomne spæde kunne få en to-foldig læseoplevelse. SUT opfatter nemlig sig selv som både digter og essayist - ikke som digter, der af og til skriver essays, eller omvendt. Dermed bliver pointen med denne kæmpeudgivelse også, at de læsere som først og fremmest beskæftiger sig med een side af SUTs arbejder, nu kan blive lokket til at prøve kræfter med den anden genre. Selv er jeg en begejstret SUT-discipel, så det var en gave til min reol at få Samlede Thomsen inkluderet.

Bogens første del er digtene. Først de allerede udgivne samlinger, dernæst digte fra aviser og tidsskrifter. Til denne nyudgivelse har SUT og Gyldendal valgt at korrigere formatet, så det passer til digtene. I sin tid udkom fx City Slang med sætninger i “hængende ombrydning”, da SUTs gamle forlag, Vindrose, brugte et standardformat til digtsamlinger. Det gør læsningen af digtene behagelig, knapt så klippet og kluntet, men det giver bagslag, når man hopper ind i bogens anden del. For essaysene har qua formatet en meget kompakt form. Tekstens marginen er meget vid, så teksten fylder hele papiret. Det gør læseoplevelsen dårligere, men som nødløsning i en samlet udgivelse er det OK.

Indholdet i værkerne har en mærkelig dobbelt natur. Som SUT flere gange selv skriver i sine essays, så ved man i tiden aldrig, hvilke værker der vil bestå for fremtiden. Men flere af SUTs værker har allerede fået nærmest kanonisk status (fx City Slang, Mit lys brænder og Rystet spejl) - ordet nyklassiker har sjældent passet bedre. Skal indholdet alligevel vurderes, vil jeg mene, at SUTs styrke er poesien. Hans sprudlige pen og præcise diktion er bare i særklasse. Tematikken er oftest liv, død, kærlighed, længsel og ensomhed, men ikke på en påduttet måde; tværtimod. Med SUT drages man ind i et univers, hvor man får lov til at være som læser. Sproget bærer tematikken, ikke omvendt. Det er elegant og forførende.

Er SUTs poesi et elegant magnettog, der ubesværet glider i høj hastighed gennem undergrunden, så er hans essays til gengæld en underlig hybrid mellem et godstog og et bumletog. Selvom hans essays er originale, eftertænksomme og stringente, så er de også lidt intellektualistiske. De fragter stor viden med sig, men bliver lidt fortænkt og stiliseret. Man kan ikke helt undgå at sidde med fornemmelse af, at SUT i højere grad føler, han har noget at præstere her. Måske også fordi, at essayet ikke i samme grad kommer til ham, som digtene gør. Sådan oplever jeg i hvert fald Mit lys brænder og til dels Kritik af den negative opbyggelighed omend begge har passager, der er i den absolutte top inden for dansk essayistik. Og SUTs forsvar for kirken og højmessen i Pro ecclesia fra Kritik af den negative opbyggelighed er af meget høj kvalitet. Her blandes skarpe betragtninger, stor viden, interessante anekdoter og et personligt engagement på fornemste vis.

Jeg synes, det er meget glædeligt at Gyldendal har villet udgive Samlede Thomsen. Det er en stor skattekiste, som man kan bruge mange timer i, og som jeg selv ofte vil vende tilbage til. SUTs stemme i dansk litteratur er stor, og jeg mener, det er fuldt fortjent. Må udgivelsen tjene ønsket: at endnu flere må få herlige SUT-oplevelser.