“Kun digtet / er vågent” afslører Eske K. Mathiesen i digtet Ordene ligger tæt sammen. Digtet er tydeligvis tilværelsens seismograf for Mathiesen, der gennem årene har publiceret en så stor biblografi, at enhver ny læser står forpustet inden take-off. Mathiesen skriver om virkeligheden. Det vågne blik iagttager stort og småt og det krystaliseres ud i små fragmenter og notater, som derefter deles med læseren.

I nærværende samling har antologi-oraklet Asger Schnack samlet en stribe digte, der oftest henter “deres stof i naturen”, som det beskrives i bogens korte indledning. Mathiesens digte har her fokus på naturen, men det er særligt dyrene - eller endnu nærmere bestemt fuglene - som har hans interesse. Betragtningen af naturen og dens organismer bliver ført over på en eksistentiel beskrivelse af menneskets vilkår i verden: skrøbeligheden, legesygen, tomheden. Fx tages der afsæt i barnets jagt på knogler i den knastørre uglegylp, hvorefter der panoreres videre ud til en måbende erkendelse af menneskets afmægtighed i digtet ”Uglegylp”: “De grå, tørre klumper, vi altid finder / under det store fyrretræ inde ved søen, / er gammelt uglegylp. Det, som uglen ikke kan tåle, / gylper den op igen. / Piller man sådan en klump fra hinanden, / kan man være heldig at finde både / knogler og kranier, tænder og hår, ja / et næste komplet samlesæt til en skovmus! / Men nøglen til at trække musen op med / kan vi aldrig finde, / lige meget hvor omhyggeligt vi leder i græsset.” Digtet viser meget godt strukturen i Mathiesens digte, og til min store glæde virker formen, som den skal: de første linjers pudsige beskrivelse flyttes over i en metaforik, der giver stof til eftertanke. Det er helt sublimt.

Alt kan sættes under lup, når Mathiesen er på jagt. Fra uglegylp går vi over hegnspæle, brosten, anemoner og kålsommerfugle til snemanden, monsieur Picabia, Thomas i gærdet og Gud. Derfor rammer Mathiesen selv skabertrangen meget godt med linjerne: “Billederne i disse digte / er tørstige dyr, / som dukker frem / fra ordenes mørke skovbryn”. Billederne sluger glubsk omverdenen, og sætter dem ind i metrik, rim og knækprosa. Den sensitive digters fornemmelse for detaljen har en udsøgt forgangsmand i Eske K. Mathiesen. Eller med en konceptuel bemærkning til sidst i samlingen: “Digte er skulpturer, / der er tromlet fuldstændigt flade”. Et herligt billede på den sørgmodige - og ansporende - erkendelse, at digtene kun er beskrivelser, men ikke genstanden selv.

Udvalgte digte 1975-2013 er den første samling af Mathiesens digte og udkommer i forbindelse med forfatterens 70 års fødselsdag. Senere på året vil Asger Schnacks Forlag udgive Samlede digte 2004-2014, hvor rub og stub altså medtages fra denne periode. Men som en festlig markering af forfatterens runde dag, samt som selvstændigt værk, fungerer den nu udgivne samling optimalt.