Rasmus Halling Nielsen er trods sin relativt unge alder en ganske dreven herre i dansk litteratur. Han debuterede tilbage i 2004 med Skubber på luften som en fjer og blev uddannet fra forfatterskolen i 2011. For nylig blev han hædret med Dan Turèll-Medaljen. Og selvom der ikke er gået mange måneder siden Rasmus Halling Nielsens sidste digtsamling, Vi elsker maskiner, blev udgivet, så er han allerede nu igen aktuel med en ny samling, der har fået titlen Mörkhall.

Mörkhall er en dyster, men også sprælsk, digtsamling, som nok kredser om farfarens død, men som også lejlighedsvist kører ud ad mindre konkrete, men ganske billedrige spor. Det er i dette hjørne Mörkhall starter ud med i samlingens første del, der ganske nøgternt har fået undertitlen I. Her vælter billederne frem som perler på en snor med et sprogligt overskud, der effektivt rusker læseren godt og grundigt igennem. Især fordi man ofte sidder tilbage med fornemmelsen af, at Rasmus Halling Nielsens sætninger mangler et ord eller to. Sproget fremstår derfor ofte som fortættede bidder, der næsten jager af sted over papiret, og det skaber en interessant, men også udfordrende, dynamik i læseprocessen. Prøv eksempelvis med følgende:

Deres knapper, i det tunge tågen gjorde frakkerne,
underligt hurtige rystende kroppe helt tæt på og langt væk, at have
natten som sø.

Man får fornemmelsen af, at de forskellige ordklassers indbyrdes forhold er ophævet, og det skaber en spændende labyrintisk – men også fragmenteret – læsning, fordi der dannes nye betydninger mellem ord.

Den konkrete handling er som sagt tonet ned her i samlingens første del, men til gengæld er der skruet godt op for en dyster tematisk kredsen om døden:

støv, dødes lyde, tynde knogleben i en kæmpeklokke som gløder mod en
plastikskal – en mangefarvet lyskurve

falder og drukner i al den lyd den indeholder

I samlingens anden del, 2, udbygges med et kropsligt tema, der ofte er i berøring med sygdom, smerte og forfald:

Der er et hus på en bakke

Med alle lungers skrig åbnes døre og vinduer

Til en sang for en hvis hvide dyner vejer mere end nu kroppen selv

Det er forfatterens farfars sidste sygdomsplagede tid, der beskrives, og det sker på en måde, der egentlig er både barsk og nøgtern. Og ikke mindst rørende på en måde, der heldigvis ikke virker omklamrende eller vammel. Det er helt essentielt for et værks holdbarhed, når man, som Rasmus Halling Nielsen, vælger at bruge så personligt stof i en udgivelse. For mindre dygtige forfattere ville det have været den sikre opskrift på en gedigen fiasko; men her manøvres til alt held glimrende forbi og mellem de mange potentielle faldgrubber.

Et udsyret intermezzo finder man i en passage, der er skrevet som drejebogen til en skuespil- eller filmscene, hvor forfatteren selv findes i samtale med Ebbe Langberg og Karl Stegger, mens en lang række andre folkekære skuespillere fra hedengangende tider optræder på en rolleliste. Forbindelsen til resten af Mörkhall er, at scenen bygger på farfarens noter om, hvor mange heste der omkom under Anden Verdenskrig. Sort? Ja, men det er med til at give samlingen pondus, at Rasmus Halling Nielsen udviser det mod, der ligger i at springe fra et udtryk og videre til noget helt andet.

Helt central er farfarens dødsannonce, som er inkluderet hen mod slutningen. Her rækker digtsamlingen ud i virkeligheden i tid og sted på en måde, hvor de gængse former på en digtsamling sættes ud af funktion, og hvor man konfronteres med et stykke virkelighed, som normalt hører hjemme i en helt anden kontekst. Resultatet af dette greb, kan sidestilles med den kompleksitet, der opstår, når forfatteren ophæver sprogets regler.

Det er den konstante uvilje imod at sige tingene, som man plejer at sige dem, der viser sig at være bogens stærke side. Med denne tilgang kunne Rasmus Halling Nielsen formentlig skrive om det meste og alligevel gøre det interessant for læseren. Ikke dermed sagt, at indholdssiden ikke er interessant; blot er der ikke på samme måde noget originalt over at bruge digtformen til at udtrykke sin sorg. Man skal lige stille sig ind på at læse ’Halling’sk’, når man giver sig i kast med Mörkhall, men det kan man også roligt gøre, for digtsamlingen besidder øjeblikke, der sætter sig fast i sindet som små, hårde og sorte hefteklammer længe efter, man har lagt bogen fra sig. Lad mig her på faldrebet give et eksempel, der får lov at lukke og slukke denne anmeldelse:

KNOGLEFINGRE DET FUCKER STADIG I MIG

SERIØST HVORDAN MIN FARFAR KLIPPET NED

HELTHÅRDT I VÆGT FARFAR=VÆGT=CIGARET