Den hyperproduktive multikunstner Kristian Leth er tilbage med en digtsamling. Der er gået seks år siden sidst, hvor han på forlaget After Hand udgav Besværet (2008). Besværet kom også seks år efter den foregående samling, nemlig debuten Land, på Gyldendal (2002). Selvom Kristian Leth er blevet uddannet på Forfatterskolen (i 2002), er det i høj grad gennem musikken og hans journalistiske arbejde, at han er blevet kendt i den brede offentlighed. Men lyrikken har altså ikke forladt hans produktion helt.

Den nye digtsamling går under titlen Før og efter videnskab. En kryptisk titel, da det er svært at se, hvad der kommer efter videnskab. Menes der udover eller parallelt med eller noget tredje? Uanset hvad, så er Før og efter videnskab et helstøbt værk, der kommer vidt omkring både tematisk og sprogligt. På mange måder er digtsamlingen nærmest en dialektisk syntese mellem de to første digtsamlinger på netop de to planer.

Den sproglige tone
Først omkring det sproglige. Leths digte i Land er enkle og krystalklare, hvor læseren får lov til at dvæle ved stemningsmættede notater og billeder, der videregives efter rejser og/eller møder med forskellige geografiske destinationer. I Besværet er bevægelsen diametralt modsat. Digtene er knudrede og abstrakte, og de enkelte strofer er så fortættede, at man som læser faktisk hægtes af. Jeg oplevede Besværet som en overspillet og prætentiøs samling, mens Land er anderledes selvberoende og indbydende.

I Før og efter videnskab har vi så elementer fra dette samlinger, og hvad der umiddelbart kan virke som en blandet landhandel, er faktisk temmelig overbevisende og stramt komponeret. De dekonstruktivistiske punkteringer fra Besværet er sparet væk, selvom sproget også her kan virke hermetisk. Et exempel på dét er digtet “Historien II”, hvor læseren nærmest træder ind i en drøm med alle de kringelkroge og tvetydigheder, der forbindes hermed. Men Leth afslører faktisk en form for mantra, som skaber en forståelse for denne praxis. Han afslutter nemlig digtet “Lascaux” med bekendelsen: “Hvis ikke virkeligheden er / mystisk / så forstår jeg den ikke”. Paradokset springer jo i øjnene med det samme, men det klargør nødvendigheden af abstraktionerne.

Andre sproglige emner, som træder frem, er en banal brug af kitsch, som underligt nok fungerer, selvom det kan virke plat: “Vi blev af i kærlighedens land / og alle dem som elske kan / de har hjemme dér”, der jo er en omskrivning af sanglegen “Jeg gik mig over sø og land”. Et andet eksempel er digtet “Huller”, hvor linjerne: “de har gjort et eller andet / ved smørret / det er / som skyer / og min kniv / en jetjager” sammenkæder en simpel hverdagshandling, som at smøre sit brød, med den barnlige leg at forestille sig et element være noget andet (kniv = jetjager). Men Leth får det som sagt til at fungere, og der skabes fine overgange mellem det stærkt poetiske, det hverdagslige og det kitschede.

Et sidste eksempel på en sproglig praxis, som præger Før og efter videnskab er sublimeringen af hverdagssituationer. I digtet “Min anden datter” observerer Leth: “Min ene datter er ubekymret og indtagende / min anden datter er som krystal / i et spejl på en flåde / jeg ved hun driver af sted”, hvor faderens bekymring for sine døtre udvikler sig til en eksistentiel refleksion over den pudsige forskel mellem to søstre, der på samme tidspunkt i livet er på vej i to vidt forskellige retninger.

Tematikker
Ser vi på de tematiske tråde i digtsamlingen, så er der to ting, jeg vil trække frem her. Den første er genbrugen af det geografiske, som jeg allerede har nævnt. I debuten Land er det geografiske selve motoren for den lyriske produktion. Det at rejse er at give sig selv en mulighed for at blive poetisk. Uanset om det er i tog, med fly eller på cykel så bruger Leth bevægelsen til at reflektere. Det samme gør sig altså gældende i Før og efter videnskab, hvor digtene godt nok har en overskrift, men samtidig også afsluttes med angivelsen af stedet og tidspunktet for affattelsen. Det giver en klar fornemmelse af, at Leth primært har skrevet digtene andre steder end på kontoret på Islands Brygge. Digtene spreder sig ud over hele jordkloden og gennem et helt årti (de ældste er fra 2003, dvs. året efter debuten!), hvilket underbygger tesen om rejsen og stedets betydning for poetisk produktion.

Det andet tema er døden. Den fylder rigtig meget i den nye samling, og giver selvsagt et stærkt præg af melankoli og tab. Men underligt nok modsiges det konsekvent af vitale observationer og sprudlende liv. Tydeligst træder det måske frem i digtet “Til Kenneth Koch”, hvor vennens død modsiges af forårets komme. Den spænding er der hele tiden i livet. Folk forsvinder, folk dør, og vi sørger over vores tab. Men livet er skønt, indbydende og pragtfuldt, og vi styrkes på ny. Leth er meget dygtig til at beskrive den ambivalens, der ligger i sorgens og glædens kraft, og de personlige vidnesbyrd bliver brugt bekræftende og ikke selvudslettende.

Alt i alt har Kristian Leth begået en læseværdig, smuk og livsbekræftende digtsamling. Jeg håber han snart lærer at sætte sig ud over sin seksårs-regel, så vi ikke skal vente til 2020 på næste samling. Dertil har han ganske enkelt for meget at byde på.