I det medfølgende pressemateriale til Henrik Haves seneste digtsamling, som har fået titlen Hovedsporet – et kredsløb, kan man læse, at bogen dels er ment som en kritisk kommentar til Gyldendals udgivelse fra 2005, Hovedsporet – Dansk litteraturs historie, og dels som en fortsættelse af ”lingvistiske Holocaust-beskrivelser, der gennem omkoblinger (sporskift) følger sporene (Det Europæiske hovedspor) fra romertiden over 2. verdenskrig til i dag i en samtidig repræsentation”. Og hvad skal det så betyde? Det er kun et af mange spørgsmål, der rejser sig, da jeg gennemlæser Hovedsporet.

At sammenkoble Gyldendals Hovedsporet med holocaust er en slet skjult kritik, og deri ligger en klar meningstilkendegivelse om et værk, der, da det kom frem, blev udskældt for sin nationalromantiske vinkel på dansk litteratur. Denne kritiske kommentar er nok nogenlunde den eneste pointe, der virkelig fremstår klart i Haves Hovedsporet. Bogen indledes med en fire sider lang opremsning af navne på forfattere, kunstnere, historiske personer og personer fra eksempelvis Biblen. Her præsenterer Have sin helt egen (litteratur)kanon, der i modsætning til Gyldendals værk giver rigelig plads til avantgardisterne.

Kritikken af Gyldendals Hovedsporet går altså tydeligt igennem, men langt hen ad vejen er det dog det umiddelbart uforståelige, der dyrkes i Haves Hovedsporet. Et gennemgående tema er imidlertid banegårde, togstrækninger og kupéer. Ordene bevæger sig af sted ad hovedsporet gennem et surrealistisk univers, og spiller dermed sammen med samlingens forside, som viser jødiske fanger, der opholder sig på og omkring et togspor. Blandt dem slentrer fire fangevogtere i uniform rundt, men deres ansigter er ikke synlige, da de er dækket med en rød prik. Som forbrydere, hvis identitet sløres? Eller måske er det for at fjerne deres sidste rest af menneskelighed? Tager digtene os med til den sikre undergang, som fangerne måtte lide ved deres togrejses ende, eller er rejsen af en anden og bedre karakter?

Men, nuvel, togrejsen og dermed bevægelsen fra et sted til et andet er centralt for Hovedsporet. Digte er altså størrelser, som kan flytte på ting – og måske også kan flytte noget for eller i læseren. Men hvordan er det lige, det hele hænger sammen? Den programerklæring, der blev fremlagt i pressemeddelelsen (og som læserne derfor jo ikke kommer til at stifte bekendtskab med), bliver ikke rigtigt afspejlet i digtene, for de synes uden en rød tråd – udover den gennemgående brug af tog-relaterede ord.

På den måde kommer Hovedspor i stedet til at virke som et anarkistisk angreb på mening, gennemgående fortælling og overordnet handling. I stedet for står vi tilbage med en række digte, der altså må læses enkeltvist. Og dét er en både voldsom og intens oplevelse, hvor det som læser gælder om at holde tungen lige i munden i forsøget på at afkode det skrevne. Sine steder går det nemmere end andre, eksempelvis: ”Forstummede konger, vindøjede af to solnedgange,/stive i hver sin nakke, af brøndsyge og vattede ekkoer.”. Her er det ikke svært at kæde kongerne sammen med kritikken af Gyldendals Hovedsporet – men selvfølgelig kun fordi den vinkel præsenteres i pressemeddelelsen!

Men hvordan så med: ”flaskeposten i postkassen/har sat sejl/i håndtagene over hendes røv/og min magiske tunge”? Samlingen er fuld af lignende saboterende indslag, som lægger sig uden for den overordnede ramme, nemlig de mange tog-relaterede tekster.

Hovedsporet er en konfronterende, rablende, kompromisløs, sort, proklamerende, imponerende, mærkelig, kompleks, løs, polyfacetteret digtsamling, der er tematisk og atematisk på én og samme tid, og som aldrig bliver kedelig at læse i – mest fordi sproget ofte strækkes i kampen om at rense det for umiddelbar mening. Hovedsporet anbefales – men på eget ansvar!