Sommer. Erindringer. Lægebesøg. Frokoster. Radioavis. Tømmermænd. Der er mange facetter i denne F. P. Jacs seneste digtsamling med den overordentlig morsomme og meget originale titel; Agurkerne kvækker.

Man hopper som læser op på den vogn, som det lyriske ’jeg’ styrer vilkåligt rundt imellem anfald af delirium, pille- og alkoholruse med dertilhørende kvababbelser over livets små særheder. Men ved siden af dette, eller rettere midt i alt dette, er samlingen også en meget øm beskrivelse af et ’jeg’, der har sine ar at bære rundt på, men som i en meget tidlig ungdom er blevet fremtvungent glemt, dølget med snapse og portere. Der er mange øl og snapse i digterens univers, så hører man til dem, der føler sig trådt over sine for små sko ved mødet med den slags i litteraturen, så bør man stoppe allerede her. Undertegnede finder dog dette meget frivole og særligt jacske sprog behageligt; morsomt læsestof: ”Med munden skvulpende af beroligende, /og med trutmund mod den lokale, to portere, tak, / sikke dog et lysshow og piger dansende på gulvet / tænk at alt gådefuldt ånder i en sømand. / Tre pernod i et ølglas og to portere, / nu var pigerne kun i bikini, og stormfl oden kom nærmere.” (Fra digtet Tiggeriet er vejen til teatret og hallucinationerne)

Ved siden af dette stille selvmord er Agurkerne kvækker en fantastisk stemningsskabende digtsamling. En sommer i slæbegear, radioavisens evige ’intet nyt’ og hidkaldte smagsdommere til studiet – agurketid i Danmark. Man bliver som læser bragt i en ganske særlig stemning; der er noget særligt over sproget, han kan dreje det næsten barnagtigt i den der ’lige ud af posen’-retning. Sproget flyder over med sært sammensatte ord: institutionstelefon, kirkegårdsvis, pornorobotter, forkælelsessurmulere og kokosværn.

Samlingen er en oplevelse, en sommersituation, et portræt – den er, som F. P. Jacs øvrige værker, ganske speciel. Så afgjort anbefalelsesværdig lyrik.