BESØGSTID er Henrik Nordbrandts første digtsamling i tre år. Som sådan falder den ikke bemærkelsesværdigt uden for forfatterskabet, idet de kendte temaer vedrørende det eksistentielle, menneskets væren i verden, også er et omdrejningspunkt i denne samling. Dog spænder disse eksistentielfi losofi ske digte vidt i deres udtryk. De er enten dybe, melankolske, begejstrede eller pludseligt skiftende til det kliniske konstaterende. Som i digtet ANATOMI:

Det at skære et dødt menneske op
lærer ikke én at leve
med døden i sin egen krop.
Det gør sommeren:
Når man står ude i skoven og hører
det regne
lyder det som om de endnu levendes
festmåltid på de døde,
en fl ænsen, grynten, smasken og prutten
så man mærker ormene sig ind i én
i længsel efter at blive til grønne blade.
Kød, blod og knogler er vi, lige meget solstrejf
og strejfende skygger.

Der er mange orme i samlingen. De er der for at understrege den underliggende cyklusform, samlingen og selve mennesket indgår i, fra levende start til død slutning.

Men det hele er ikke orme og død. Der er også de pessimistiske udfald over mangt og meget. En slags særlig nordbrandtsk galde. Tag nu blot følgende passage af digtet ARROYO SAN SEBASTIAN som eksempel herpå:

Hvor spanske stednavne er grimme
næsten som om man var født der
og selv havde fundet på dem.
Og så lugter der af skinker
og der er mørkt
(....)
Der lugter lige meget
af blod, urin og kirkegård.
Det skinner solen på
alt for meget
og det lyder også sådan
når de beder Gud om, at det må blive ved.

De lysere, rare, stemningsskabende digte fi ndes også i BESØGSTID. Særligt i de få optrædende stemningsmættede haikudigte, som den slags nu engang skal være. Et af dem lyder:

Sommerstøvtrapper:
Dal sank under dal
og nu regner det.

Jeg synes Nordbrandt er eminent i disse passager. Lige i øjet. Den rene indkogte lyrikform, som haikudigtet er. Og glæden, begejstringen for livet, mennesket i samspil med naturen finder man flere eksempler på i samlingen, eksempelvis i form af digtene ASSISTENTEN og I SVERIGE KALDER DE FLODERNE FOR ÅER.

Hvad der skærer undertegnede i øjne og ører er de mange rent ud sagt platte digte. Således indledes samlingen med et digt efter en håbløst forældet skabelon: PROGRAMERKLÆRING. Digtet er plat. Og som om det ikke var nok, så afrundes samlingen med digtet NARREFISSE.

For Henrik Nordbrandts sprog er ellers godt, flot og lødigt, men nærmest som tørstede publikum og ikke mindst digteren selv efter et fyord at fylde i pennen, så ønsker Nordbrandt med sit digt at invitere sig selv og læseren til en overskridelse af denne det pæne sprogs tærskel:

Må jeg have lov at præsentere Dem for et digt
med titlen ”Narrefisse”?
Eller synes De, det er for vulgært?
Det er ellers det, jeg altid har haft lyst
men aldrig mod til at skrive.
Og nu får De chancen for at være med.

Ellers tak. Selvfølgelig er der tale om en vis portion ironi, men digtet fungerer ganske simpelt ikke i sammenhæng med de øvrige digte i BESØGSTID. Samlingen havde været bedre, om der havde været fire-fem sider færre at bladre i, for der er ikke luget nok ud i digtene i BESØGSTID. Der er for mange intetsigende og platte digte, hvilket kun får samlingen til at fremstå som sporadisk god. Synd, for det kunne have været anderledes ved hjælp af en skarpere redigering af råmaterialet.

Man bør efter min mening ikke gå uden om samlingen, slet ikke endda. Hvis man skruer de selektive briller på, så går samlingen skam an – nogle steder mere end andre.