Kender man til Pia Tafdrup i forvejen, så er man ikke i tvivl. Boomerang er Pia Tafdrup! Hendes nyeste digtsamling består af 101 haikudigte, og Tafdrup har dermed endnu engang taget udfordringen op med en for hende uprøvet genre.

Med Boomerang kaster Tafdrup sine læsere ud i et ukendt land fyldt med smukke ord og æstetiske sætninger. Og som en boomerang hives vi tilbage til hendes velkendte pen. Tafdrups stil er nemlig akkurat, som den plejer: Korte sætninger tætpakket med spændende, velklingende ord! Hun fanger en situation, en følelse, ja hvad som helst, og suger det overflødige ud, indtil den nøgne, skarpe essens står tilbage på papiret.

De 101 digte er af meget noget forskellig karakter, og ikke alle af dem kan siges at være helt vellykket. Ved få af digtene får man næsten indtrykket, at der ikke ligger noget bag ordene andet end belejligt klingende rytme, og andre af haikudigte er nærmest overmættet af sproglige udtryk, så essensen simpelthen bliver sløret. Medmindre at tallet 101 er nøje udvalgt, så burde Tafdrup have skåret lidt ned i mængden af gær og dermed slået brødet noget mindre op – 10-15 af digtene burde ikke have fået plads i digtsamlingen. Overfloden af fortættede fraser bliver både digtsamlingens svaghed og styrke. For når kritikken af de mindre gode digte er faldet, så står roserne til de resterende digte i samlingen på række. Tafdrups vanlige præcision i sproget giver et nøjagtigt rammende udtryk, som er en glæde at opleve og reflektere over. Tafdrup fanger et sekund af livet og gengiver det med intensitet og livskraft på de tre korte linier, hvor ordene nærmest brænder igennem papiret.

Enkelte af digtene får dig næsten til at grine, hvor andre fører dig til tankernes univers, hvor de smukt sammensatte ord forfører dig, mens du genkender det skildrede i digtet eller opdager en hel ny måde at opleve på. Tafdrup kan med et enkelt digt sende dig til stjernerne og tilbage igen. Digtsamlingen giver plads til den læser, som vil fortolke og overføre på eget liv og samtidig til den læser, som bare ønsker at nyde ordene og klangen. Du skal ikke nødvendigvis mestre kunsten at kunne læse digte for at få et værdigt udbytte af Boomerang. Pia Tafdrups specielle, særegne univers lukker sig om dig, uanset om du kender til Tafdrup eller ej. Dog skal det slet ikke benægtes, at en trænet læser vil høste langt større udbytte, men sådan er det jo gerne med poesi!

Digtsamlingen har en halvnedtrykt stemning, mens den skildrer livets situationer på det yderste. Ordene står som forladte med stærk overbevisning om at overleve. Men alligevel kan man ikke undgå at savne Tafdrup selv til at læse digtene op. Hendes messende, nasale, monotone stemme giver hendes digte liv på en yderst fascinerede måde, som man desværre må undvære ved selv at læse dem.

Ved at se på layoutet og bogens format får man indtrykket af, at Tafdrup selv har vidst, at det er nødvendigt med fornyelse. Da hendes stil ikke har ændret sig med denne digtsamling, har hun lavet bogen i et anderledes format og skrevet i haiku. Så er noget da nyt. Men på trods af Tafdrups unikke sprog og smukke ord, så efterlader digtsamlingen længslen efter noget nyt. For vi har troen på, at hun mestrer langt mere, som hun har bevist tidligere. Boomerang er ikke desto mindre en flot og præcist rammende digtsamlingen, som fastslår Pia Tafdrups talent endnu en gang. Nyd den!