I 2006 udgav Maja Lee Langvad i det anmelderroste debutværk Find Holger Danske en serie ubesvarede spørgsmål til henholdsvis sig selv, sin biologiske mor og sin adoptivmor. To år senere oversætter hun sin formodentlige inspirationskilde, nemlig Max Frischs Fragebogen (1992) – der alene består af netop spørgsmål – til dansk betitlet Spørgeskemaer (2008) på Forlaget Basilisk. Nu kommer så på samme forlag Majse Aymo-Boots kongeniale udgivelse Spørgsmålene (2012), hvoraf visse dele tidligere har været rettet mod Hvedekorns læsere (se Aymo-Boots ”121 spørgsmål” i Hvedekorn nr. 1, 2011). Man kan altså næppe hævde, at dét at publicere en række spørgsmål som litteratur er en ny, original idé endsige nogen uprøvet genre, men dermed på ingen måde sagt at Aymo-Boots aktuelle forehavende intet har at byde på. For det har det.

Ser man bort fra sidelayoutet, der ligner noget, enhver lægmand kunne have lavet (måske er det meningen?), så er bogen en lækker, lille sag på godt 60 sider, der hver især indeholder mellem 6 og 11 åbne spørgsmål, og det er det. Svar er der ingen af. Opgiver man sin søgen efter dem for i stedet at lede efter en form for systematik i spørgsmålene, går man imidlertid også forgæves. Rækkefølgen kan – som udformning af en del andre nyere danske værker (se f.eks. Pejl Malinovskis Den store danske drømmebog (2010)) – nemlig siges at være struktureret over et såkaldt serielt kompositionsprincip, dvs. domineret af den totale kontingens. For foruden enkelte fællesnævnere og overgange, samt en blank side, som deler bogen på midten, hersker der i bund og grund kaos mellem værkets sider og sentenser:

”Skulle jeg ikke stå på bådebroen ved solnedgang og synge?

Er eksistensen et midlertidigt fortættet område i et bevægeligt tids- og rumkontinuum?

Ligger der en optimist og raller i rendestenen?

Denne vase virker meget udtryksfuld, men jeg kan ikke vasesprog?”

Er der en mening i sammenhængen mellem disse spørgsmål, kan den kun være, at der ingen egentlig sammenhæng er. Til gengæld rejses der her indirekte et andet spørgsmål, et konceptuelt et af slagsen, nemlig: hvorfor? Hvorfor skrive en bog alene bestående af en række overvejende tilfældigt arrangerede spørgsmål? Lad os se, om ikke vi kan finde et par svar eller måske bare noget, der ligner en slags mening med galskaben.

Umiddelbart kunne hensigten være, at vi som læsere skal reflektere over de fremholdte emner, der spænder over alt fra litteratur og kunst over ontologi og bevidsthedsfilosofi til Balzacs forhold til kaffe og (andre) hverdagsproblemer. Teksten spørger os f.eks. om, hvad eksistensen egentlig er? At stille sådanne åbne spørgsmål og konsekvent undlade at besvare dem pointerer og accentuerer i og for sig den eksistentielle uafklarethed, der i bund og grund ligger i dét at være til, hvilket synes langt fra uaktuelt i en tid, hvor de fleste bekender sig lige lukt til naturalismen (dvs. den tro på, at hele virkeligheden er således beskaffen, at den principielt lader sig udforske til fulde med naturvidenskabelige metoder). Når bogen således genopliver det sokratiske ”jeg ved, at jeg intet ved”, sker det dog samtidig – hvad der er heldigt! – uden at gå i den patetiske fælde. Aymo-Boot træder let udenom ved indimellem – nej, egentlig ret ofte – at punktere stemningen med absurdistisk-rablende indskud som det dejligt skæve ”Er du et lille lamselår?”

Imidlertid er pointen med værket muligvis nærmere, at vi ikke behøver at bruge tankekraft på selve spørgsmålene, men i stedet på dét at rejse dem – ikke mindst i kunstnerisk sammenhæng. ’Kan en række spørgsmål være kunst?’, spørger værket implicit i et ekko fra tidligere tiders ’kan et urinal?’, ’kan lort?’ og senest i Silkeborg ’kan live-sex?’ Ser man bort fra denne åbenlyse avantgardistiske metapointe, bliver det dog klart, at der måske i højere grad tænkes mere generelt på rejsning af spørgsmål som sådan. I Spørgsmålene er spørgende spørgsmål om spørgsmål nemlig langt fra en sjældenhed. Hør blot:

”Afleder spørgsmålets dialogiske udtryk opmærksomheden fra spørgsmålets monologiske og postulerende væsen?

Er det et postulat, det med et udtryk vs. væsen?”

Værket ender på den måde som en art esoterisk demokratisering. På den ene side virker det som et åbent, demokratisk projekt, hvor alle – høj som lav, tyk som tynd – let kan reflektere over det emne, der rejses, uden videre skelen til forudbestemte korrekte svar. På den anden side vil min farmor fra den øvre del af Vendsyssel næppe komme i nærhed af bogen, og hvis hun gjorde, ville hun formodentlig ikke alene finde den for usammenhængende men også misse mange af de raffinerede metapoetiske/-sproglige lag. Min pointe er paradoksal: bogen er ikke mere demokratisk end den er smal. Men gør det noget? Næ. For her er det lykkedes at skrive et på én gang underholdende og tankevækkende stykke herligt konceptlitteratur. ”Jeg holder af min øjenbrynsløftende spørgetilstand”, lød det allerede i Aymo-Boots forrige udgivelse. Og det gør nærværende anmelder også.