Det er sikkert mange i min generation, der husker Leif Sylvester fra det gadecirkus han lavede sammen med Erik Clausen tilbage i sluthalvfjerdserne og starten af firserne: en type af veloplagt drengerøvsgøgl, som blandt andet kan opleves i filmen Cirkus Casablanca. I filmen, som i virkeligheden, optrådte Leif bedre kendt under navnet ”drengen fra stenbroen” blandt andet med et trick, hvor han hamrede et syvtommersøm op i næseborene og gjorde et uudslettetligt indtryk på nærværende anmelder i sin tid.

Der er dog sket meget siden dengang og selv om Sylvester stadig spiller med i tv og spillefilm - senest i Oldboys fra 2009, så er den ellers så engang generte stenbrosdreng holdt op med at stikke ting i næsen og har i stedet viet sit liv til kunsten.

Leif Sylvester, der har droppet efternavnet Petersen, er en maler, der laver meget genkendelige billeder, altid i pangfarver med store centrale figurer i fokus. Det er billeder der på den ene side emmer af energi og vildskab, men som også alle synes at gemme på en historie lige under titlen. Selv om Sylvesters figurerer virker en anelse karikerede i deres natur og selv om de ofte skildres med de bredeste penselstrøg, så synes de også at minde om portrætter. Om ikke andet er det ganske nemt for betragteren af billederne at tillægge figurerne på skilderierne en baggrund og digte en historie om dem.

Kan man derfor lide Leif Sylvesters værker og har man lyst til måske at få syn for hvilke fortællinger der ifølge kunstneren selv gemmer sig bag hans figurerne så er muligheden der nu, for tidligere på året udsendte galleri Python, som bl.a. drives af kunstneren selv, bogen Mig og de andre, en billedbog for voksne. I den akkompagneres alle bogens portrætter af et digt forfattet af maleren.

Bogen indledes af en kort, men meget rosende introduktion af selveste Benny Andersen og byder sig dernæst over de næste 140 sider til med en flot, affotograferet gengivelse af et maleri på højre side af opslaget og det tilhørende digt, ganske ofte indrammet eller trykt i passende farve, på den anden.

Selv skriver kunstneren, at det har været en virkelig sjov bog at lave hvor, ”meget af det er løgn, men alligevel sandt” og så kan læseren jo selv vrage og vælge hvorvidt han eller hun tror på digtet bag portrættet.

Uanset hvor tæt på eller langt væk fra virkeligheden teksterne er, så er bogen ikke kun en fin coffee-table bog, som sagtens kan ligge frit fremme i ens mondæne hjem, uden nogen stødes unødigt, den er også et vidnesbyrd om en næsten forsvunden Københavnsk verden. Det føles lidt som at bladre gennem Jøren Rohde og Søren Ulrik Thomsens fotobog København, for også i Mig og de andre bliver man mindet om at verdens mindste storby har en fantastisk farverig lokalkolorit, som i disse café-latte og iPhone 4s tider måske er ved at ændres for bestandig.

Sylvesters digte er ligetil. Det er ikke den type digte, der kræver en masse fortolkning, men sat sammen med malerierne gør de at figurerne bliver sat i en form for narrativ kontekst. Der kan være onde tunger, der påstår at dette måske er lidt ærgerligt, fordi teksten på den vis begrænser det som betragteren af maleriet intuitivt oplever, men omvendt set, så kan man jo bare følge kunstnerens råd og lade være med at tro på det der står. Man kan jo også vælge udelukkende at læse teksterne og kun skimme de tilhørende billeder og tillige få en god oplevelse – en slags fragmenteret, storbysbillede i ord, men bogen fungerer naturligvis bedst i samspillet mellem tekst og illustration.

Mig og de andre er oplevet som helhed, både rørende, sjov og elegant i al sin legende enkelthed. Det er et tekst- og billedmæssigt udtryk, som er umiddelbart tilgængeligt og et som ikke skal, eller bør intellektualiseres alt for meget. Det er en bog, der både giver et nøgternt nostalgisk tilbageblik på en bydel og dens mennesker, men som også strutter af den saft, kraft og livsenergi, der minder os om at man konstant bør bruge ens egne øjne og opleve mangfoldigheden i det liv og de fortællinger som omgiver os i hverdagen.