Forfatteren Klaus Rifbjerg runder et skarpt hjørne - i al fald af alder - med denne digtsamling Stederne, som udkommer samme dag, som forfatteren eller i dette tilfælde digteren Rifbjerg fylder 80 år.

Rifbjerg optræder mange steder, både i Stederne og i den danske litteraturhistorie og litteraturskat, og som anmelder er det nok at omtale manden alene som Rifbjerg, for enhver ved, at Klaus kommer før - det er dog også noget at fejre, når sådan en nationaldigter fylder rundt. Og så midt i juletiden! Nu skal det i sandhed blive spændende, om den gamle digters gave til Danmark også er en festlighed.

Indpakningsmæssigt er digtsamlingen en fryd for øjet, men indholdet er lige friskt nok sat op for en 80årsfødselar - men det er jo bestemt smag og behag. Indholdsmæssigt kommer Rifbjerg nogenlunde fra start, sproget er hurtigt, swingende OG knap så ungt, som jeg synes Rifbjerg har været tilbøjelig til i et par af de seneste udgivelser. Pænt. Modernist er han stadig, digtene flyder blidt gearede som i ny motorolie, men motorredaktør Rifbjerg hakker dem stadig (digtene) op i klumper af variende størrelser, strofer af og med 'tilfældig' længde og overgang/udgang. Jeg synes, det forstyrrer mere, end det kendetegner i denne samling.

Stedernes åbningsdigt, ganske enkelt betitlet "1", handler om noget så barnagtigt som glæden ved at pille sårskorper af: "og en sårskal // med sit skal skal-ikke / fordi det klør så herligt ingen kan være sikker / på om det nu giver sig til at bløde" (s. 5). Ja, det er da meget mindevækkende, for kender vi ikke alle denne spændingsmættede hyggestund, som det først og fremmest er? Men det er sandt at sige også ret banalt, et banalt sted at begynde sin top-toogtyve, og det er af samme grund heller ikke et digt, jeg bladrer baglæns for at læse igen. Men læser, giv det nu en chance, Rifbjerg har trods alt fået digte publiceret siden 1956 (Under vejr med mig selv), og det giver jo femoghalvtreds års erfaring at trække på. En elefantlyriker med andre ord.

"fordi han kommer bagfra tap tap / på kærlighedens alfarvej og / løfter op og trækker ned mens den lumre sky / over de brasede kartofler på panden // smælder lugten af gas og hunger sammen" (s. 27). Det rykker ikke rigtigt i mig - det er for let fordøjeligt for min mavesyre, jeg bliver sulten efter noget, der mætter. Dermed ikke sagt, at Stederne er nogen dårlig Rifbjerg-digtsamling, for det må nu engang være mandens eget lyriske forfatterskab, der skal være målestokken. Og alligevel kan nærværende samling og eksempelvis Camouflage (1961) ikke sammenlignes, da der simpelthen er for mange år og menneskelige mindehaver groet til imellem de to værker - jeg savner dog det knaldlyriske, ekstrakten, eksperimentets sprog: ”Ville klarheden som en drøm af færger over vandet / sådan ser det ud alene og ansigtet / drejet ind i stimer af øer pupiller / gennemfløjet af goplernes / dobbeltspor i ensom demokrat / ansigtet vendt mod land” (Camouflage s. 13).

Nuvel. Samlingen Stederne er forsynet med en kort læsevejledning på bagsiden. Ikke klædeligt for en digtsamling men med den runde dag in mente måske næsten forståeligt.

Samlingen afsluttes af digtet 22, der også er samlingens bedste - måske på grund af alvoren - der dog brydes barnligt af til sidst: "okay, så springer træet ud / mens folk går til og fra og ingen ser det / okay, så springer alting ud / årstiden vælger side / og selvom ingen hverken hører eller ser det / sker det / om ikke andre steder / så her // mens venepumpen aser / og hvis ikke her / så bestemt et sted / som ingen ved // det kan jeg mærke / fordi jeg er en gammel lærke // hæ hæ hæ / og obdeldonk."Ja. Selvfølgelig har Rifbjerg skrevet sådan. Igen.

Og så en anekdote. For bare tretten år siden fik jeg et brev fra Per Højholt, som havde læst de digte, jeg efter et besøg havde belemret ham med. Brevet sluttede med ordene "Tak for digtene. Brænd for helvede!". Sådan en slut-salute skulle Rifbjerg have fra forlaget - hvor Gyldendalforfatterne er - bare en gang imellem. Så det hele ikke bliver for mageligt. For banalt. I lyrikken findes også magien, inde bag den flammende digter! For selvom 80 år er en høj alder, er det for nogen ingen alder - digtere især.

Til lykke med dagen, livet og forfatterskabet, Store Klaus Rifbjerg. Tak. Ikke så meget for denne, for det må ikke blive den sidste. Men for det, der ikke kan sås tvivl om.