Pablo Nerudas Elementære oder er med sine 766 sider den mest omfangsrige poetiske udgivelse, man har set på det danske marked i årevis. Værket omfatter den chilenske nobelprismodtagers tre digtudgivelser fra årene 1954 til 1957, og man kan mere end for de fleste andre værker sige, at der i sandhed er tale om en poesi, der handler om alt.

Nerudas oder er således rettet til såvel tilværelsens mest jordnære objekter såsom løget, tomaten, skeen og saven, som de omhandler de store eksistentielle begreber som håbet, kærligheden, rastløsheden og ensomheden. Og alt sammen på den særlige nerudaske måde, hvor sansningen af de mest konkrete ting åbner for et mægtigt fantasipotentiale, og hvor abstrakte begreber gøres konkrete og sanselige. En programmatisk formulering lyder f.eks.: ”Jeg vil at alt /skal være / håndgribeligt, / at alt skal være / kop eller værktøj. / Jeg vil at folk træder ind / hos isenkræmmeren / gennem mine oders dør.”

Hvor fremragende Nerudas evne til at give de hverdagslige ting en poetisk aura er, finder man talrige eksempler på i ”Elementære oder”. Smag f.eks. på det følgende digt, der omhandler noget så prosaisk som et par sokker: ”Maru Mori kom med / et par / sokker/ som hun havde strikket / med sine hyrdinde- / hænder, / to sokker så bløde / som harer. / Jeg stak / mine fødder i dem / som i / to / futteraler / vævet / af skumringstråde / og fårepels. // De var / så smukke / at mine fødder / for første gang / forekom mig / utilstrækkelige / som to affældige / brandmænd, / uværdige / til denne broderede / ild, / disse lysende sokker.”

Forordet til Nerudas digte er skrevet af Klaus Rifbjerg. Og man kunne ikke have gjort et bedre valg, for ingen dansk lyriker har i nyere tid i den grad behersket Nerudas metode som Rifbjerg, der i sine digte – f.eks. i forrige års pragtfulde samling Ting og sager – netop formår at gøre de mindste ting fascinerende og sanseappellerende på en ny måde i sin poetiske optik.

Der er dog også noget, der adskiller Rifbjerg fra Neruda, nemlig det forhold at sidstnævntes ekstatiske besyngelse af alt levende på en måde, der minder om det 19. århundredes store amerikanske nationalskjald Walt Whitman, i momenter kan blive lidt skinger og monoton. Man møder således i alle Nerudas digte en skarp dualisme, hvor hverdagens enkelhed og folkelighed med dens tilknytning til ”sandhed, hæderlighed” og ”livets kilde” sættes i modsætning til en monstrøs kapitalisme, hvor ”cafeerne myldrer / med raffinerede pæderaster”.

Her kunne man godt savne sansen for, at virkeligheden er anderledes kompleks og den menneskelige sjæl ofte er et morads af ambivalente følelser. Eller sagt på en anden måde: Når man har beruset til i Nerudas blændende oder om naturens skønhed, folkets frihed og universets sammenhæng, kan man få et behov for en dosis af Danmarks to nulevende digterkonger, Henrik Nordbrandt og Jess Ørnsbo, hos hvem tingene i sandhed er mere forfiltrerede, hæslige og smertefulde. Men måske også mere sande?