Ursula og Julie Andkjær Olsen har sammen skabt et originalt værk med titlen Have og helvede, i hvilket den ene søster har skrevet teksten, mens den anden har illustreret værket. Værket er som Ursulas øvrige poetiske værker komponeret som en polyfoni, hvor en række stemmer orkestrerer hinanden og interagerer, og det raffinerede ved denne bog er, at Julies særdeles smukke og fantasifulde eksperimenter med typografi, billeder og opsætning i allerhøjeste grad bidrager til effekten af den flerstemmige komposition.

De tre stemmer og grafiske spor i bogen er benævnt henholdsvis ”havefornemmelser”, ”slangens bog” og ”navnløs”. Der skildres med disse stemmer også tre psykologiske tilstande, som er knyttet til en række kulturhistoriske fænomener.”Havefornemmelser” er en uskyldstilstand, hvor tingene ikke har fået navn, og hvor det enkelte menneske endnu ikke er blevet underlagt en samfundsmæssig tvang. Illustrationerne i denne sekvens viser antik kunst og billeder af dyr og planter i rolige pastelfarver, og skriften er en letlæselig og stilfuld grøn håndskrift. Ursulas diktion i dette spor er ladet med al den klassiske poesis længsel efter helhed, sammenhæng, individuel realisation og utopisk væren og udtrykker sig i smukke og vise formuleringer som de følgende: ”retfærdighed kræver forestillingskraft / kræver pynt / overflod / digt / ikke afsløring […] i en have hvor alting har navn er intet muligt.”

Helt forskelligt fra ”havefornemmelser” er afsnittet ”slangens bog”, hvor skriften er sat med sting som i det berømte Bayeux-tapetet, og hvor man på illustrationssiden finder middelalderlige tegninger af kamp, slanger og uhyrer. Dette grafiske design afspejler skriftens fortælling om menneskets oplevelse af at blive underlagt en tvang og en styring fra det sociale. Slangen skal tydeligvis ses som et symbol på de sociale, ensrettende kræfter. Hør blot den følgende diabolsk-satiriske vending: ”Slangen voksede og den fik flere og flere navne: […] udover stat og individ også det private erhvervsliv og hæren af dem som kæmper om magten og æren og den store bil med fjernsynet i. Og slangen blev ved med at udbygge med netværk, incitamentsstrukturer og projektansættelser.”

Endelig har vi det tredje spor i Have og helvede, hvor den grafiske form består af en kollage af udklippede bogstaver og billeder, der i sandhed afspejler en hæslig og meningsløs modernitet. Her kombineres billeder af færdigretter og glansbilledengle, og skriften har til formål at udtrykke den desperation og fremmedgjorthed, som et moderne menneske, hvis omgivelser kun består af tomt konsum, føler: ”Dårlig dårlig have. Fortæl mig! Jeg er massen så hvorfor er jeg så ensom? Fortæl mig nu!” Om de to Ankjær Olsen’er har ret i deres diagnose af det moderne menneske og dets udvikling og dilemmaer, ved jeg ikke. Men det er et stykke blændende flot kunst, de har præsteret.