I Pia Tafdrups Trækfuglens kompas finder man en lang række digte, der alle handler om at rejse. Man kan med god ret kalde bogen en encyklopædisk digtsamling, for der er stort set ikke det aspekt ved rejseproblematikken, der ikke berøres. Man hører om den lille piges ”Første flyvetur” over ungdommens udflugt ”På motorcykel i natkjole” til ”Den sidste rejse”, og man bevæger sig rundt i alle de arketypiske rejsesituationer fra fremmedfølelsen i ukendte oplevelser til den ekstatiske frihedsfølelse over at være borte fra hjemlige forpligtelser til den resignerede erkendelse af, at man ikke kan flygte fra sig selv, ligegyldigt hvor man befinder sig på kloden.

Når jeg kalder samlingen encyklopædisk, har det også at gøre med, at Tafdrup i sit værk suverænt springer imellem og blander tre forskellige typer af digte, nemlig det stoiske tankedigt, det nøgterne hverdagsdigt og det smertefulde erindringsdigt. Af den første type møder man f.eks. følgende koncise og koncentrerede credo: ”Rejsen er god, / fordi den hører op igen, / rejsen er til og fra, / ud og hjem. / Hører den ikke op, / er den noget andet, / flugt, eksil, fordrivelse, / trin, der fører til intet.”

Af den sidste gruppe er det specielt erindringsdigtene om digterens forældre, der med deres hudløse tone gør indtryk som i det følgende tilfælde: ”Den mest modne figen på træet, / der vokser op ad den hvide sydmur / på gårdspladsen / spiser min mor. / Krigen er langt borte, / næsten glemt i solen, / men hendes ungdoms sorg / kan min far ikke / harve ned. / Den er et jordmørke, / der kaster sig ind / selv i årets mest gyldentgule lys.”

Som man fornemmer, har stilen og stoffet hos Tafdrup ændret sig i forhold til den tidlige lyrik med dens sakrale digterpositur, dens patosladede tone og dens metafysiske motiver. I Træfuglens kompas er digtene enkle og ligefremme og har en næsten mundret form. Til gengæld er Tafdrup helt igennem tro mod det, der altid har været hendes særkende, nemlig den skånselsløse vilje til at sætte det mest intime stof på spil i sin digtning. Og dette mod er uden tvivl også årsagen til, at Pia Tafdrup i de øvrige skandinaviske lande uden konkurrence er den mest anerkendte og læste nulevende danske digter.

Hvad angår receptionen af digteren i Danmark, er Trækfuglens kompas endnu en lejlighed til at glæde sig over den unikke digter, som Tafdrup er. Hun er således en af de få danske forfattere, der sætter overlæggeren for poesien højere, end hvad der i disse år er normen inden for visse toneangivende litterære miljøer, hvor den poetiske kode i vid udstrækning består af subtile ironier og indforståede intertekstuelle referencer. For sidstnævnte trend er Tafdrups værk beundringsværdigt clean. Og det er da også årsagen til, at hendes lyrik vil leve længere og i en større poetisk offentlighed end en del andre af tidens forfatterskaber.