I Thomas Bobergs nye digtsamling Hesteæderne er der på hver eneste side dømt undergang og forfald. Hos mange læsere vil titlen vække erindringer om en af dansk litteraturs mest berømte scener, nemlig Mikkels besøg hos rakkeren i Kongens fald, hvor de to sociale outsidere sammen parterer en selvdød hest og fortærer et måltid bestående af kødet fra denne, og hvor Johannes V. Jensen maler dette rå optrin i en række skønne visionære billeder.

Parallellen til Jensens værk er næppe tilfældig, for i Bobergs digtsamling hører vi i allerhøjeste grad om rå og hæslige foreteelser og om udstødelse, armod og forkrøbling af mennesker. Det hele foregår i et bizart surrealistisk samfund, hvor man finder en modsætning mellem de desperat oprørske og undertrykte hesteædere og de despotiske og skruppelløse hestepiskere. Og skal man i det hele taget forstå Bobergs Hesteæderne, må man læse den som en satirisk allegori over tendenser i nutidens samfund.

Man hører i salver af billeder om talrige af nutidens dårligdomme, og oftest er Boberg i sin stil som forbillederne Jess Ørnsbo og Henrik Nordbrandt, både hårdtslående og fantasiæggende.

En beskrivelse af den kyniske spekulation i dagens samfund lyder: ”de autodidakte læger har tur i den, deres små bikse / skyder op i de konkursramte bagerier, / lykkeriddere omslynget af sorte hestekapper / fejer gennem spillehallernes klingende nætter”. Og en anden dagsaktuel passage: ”Byens sidste hestekød, råber en af de illegale, / byens sidste hestekød, men han lyver, / der står han med en fjer i øret og sælger / kødet af pornofabrikantens nyimporterede struds.”

Kan man umiddelbart forstå adressen i ovennævnte sociale kritik, finder man til gengæld i Hesteæderne en del formuleringer, hvor det er vanskeligt at hitte rede i, hvad meningen er. Man hører om ”Overmagten”, ”Mørkemanden”, ”Konsulen”, ”de allerrigeste nihilister og kristenpatrioter”, ”de kyniske datterfuckers”, ” forklædte præster”, ”selvmordskusiner”, ”sodomitter” og ”hoppepiger”, og hvordan relationen er mellem disse mytologiske aktører i Bobergs poetiske univers, står i hvert fald ikke særlig klart for denne anmelder.

Men at Bobergs digte sprudler af fascinerende billeddannelser og visioner, kan man ikke tage fra dem. Og at han tit og ofte rammer plet i den samfundskritik, der ligger i hans rasende og idiosynkratiske kanonader, skal der heller ikke herske tvivl om.