Det vælter ind over nybagte forældre med bogtilbud, der alle handler om, hvor fantastiske det nu engang er at kunne føje ”mor” eller ”far” til sit CV. Især i de seneste år er udvalget af litteratur til fædre på det nærmeste eksploderet.

Selv om man måske synes, at digtsamlinger ikke burde sidestilles med selvhjælpsbøger, så synes i hvert fald titlen på Jan Thielkes nye samling – Faderskabsdigte – at antyde, at her er der en lyrisk håndbog for fædre, der har brug for en poetisk håndsrækning og et litterært frikvarter i en ellers hektisk tid, hvor arbejdsliv, forhold til kammeraterne og ens inderste personlige følelser som oftest må vige pladsen for det nye, lille menneske, man har haft del i at bringe til verden.

Der er ingen tvivl om, at Thielke kan skrive, men lige som med så mange af sine danske digterkollegaer er der mere fokus på faderen selv end på det faderskab, han påberåber sig i titlen. Faderskabet er ikke et, han gemmer sig i, snarere tværtimod; for på de 88 sider blotlæges alle personlige frustrationer, småneuroser, livskampe og desperadohandlinger, som har faderens ego i en altoverskyggende hovedrolle. Digtene følger (som bogens bagside informerer den læser, som måske er lidt langsom og ud af stand til at læse lyrik) ”et faderskab fra undfangelsen til barnets 18. år”.

Det ville have klædt denne samling, at forfatteren i højere grad - og med sin miniaturemuse hoppende op og ned på sit knæ – kunne finde mere plads til at beskrive den grænseløse, altfavnende og betingelsesløse kærlighed, som faderskabet i sin yderste konsekvens også omfatter. For det er måske lige netop i bogens alt for kliniske, generaliserende og selvforherligende fokus på farmands frustrerede følelsesliv, at den poetiske film rives brutalt over i øjnene på en håbløst romantisk Daddy-O, som nærværende anmelder.

Dermed ikke sagt, at digtsamlingen er uden merit, for der er mange stærke og rørende passager i bogen, men man savner altså at blive bjergtaget og begejstret, på samme måde som det klare øjeblik, de fleste mænd oplever, når der kommer nyt liv ud af ens kæreste. Der hvor bogen er stærkest, er ”Kapitel V – En dag på kontoret”, der følger nyheden om barnets klassekammerat, der har begået selvmord. Det er rystende, rørende og forfattet med stor medfølelse og indlevelse. Ligeledes er digtet ”Jeg er ikke din far” – som beskriver løsrivelsen fra en kammerat, der ikke kan eller vil forstå faderrollen, både præcis og krystalklart gengivet.

Det ændrer dog ikke ved, at man desværre også konfronteres med digte som ”Vi får sprog (pastorale)”, der til sidst ordret gengiver podernes første tastaturtryk på faderens computer (og enkelte kritiske læsere kan måske undres over, hvordan de unge barnehænder har kunnet kombinere Shift og ”+” i formgivningen af et”?”). Eller den ultimative nedtur, som det endnu engang er at blive konfronteret med vor generations Kennedy-nedskydning: 9/11 i digtet ”Himlen set fra Jorden”. Det er grangiveligt enkelte, der kan genkende den voksende paranoia, der opstod i timerne efter passagerflyene ramte New York, og en samlet verden holdt vejret, men det er endog meget begrænset, hvad denne handling har med faderskabet at gøre – ud over udsigten til rollingernes usikre fremtid vestlig verden, der pludselig vågner op en morgen som terrormål.

Thielkes formsprog fejler ikke ret meget, men det er ofte et reelt, medmenneskeligt og ikke mindst alfaderligt indhold, der synes at mangle. Måske er det frygten for ikke at blive accepteret som seriøs digter, der gør, at samlingen ikke rummer det fjerneste strejf af humor eller upoleret, rå glæde over faderrollen. For nervøst anlagte fædre, der må på kursus for at genfinde sig selv, er Thielkes bog sikkert en værdig tilføjelse, men mange af de fædre, der dagligt har fundet ro, og som ser faderrollen som en god undskyldning for de næste 18 år dagligt at lege med playmobil og grine højlydt mindst en gang, er der altså ikke ret meget at komme efter.